Mig – bag facaden // del 1.
Jeg spurgte for nyligt, om I kunne være interesseret i at høre, hvordan jeg egentlig går og har det.. Og der var nogle der synes det var ok, hvis jeg åbnede lidt op. At vide hvem der egentlig sidder der bag skærmen.
Jamen – det er jo bare lille mig. Med stress – og en ordentlig omgang depressioner i kufferten.
Jeg har nok altid lidt af depressioner, og jeg har, så længe jeg kan huske haft vinterdepressioner. Jeg hader vinter, mørke, kulde og ad.
Jeg elsker til gengæld sommer, sol, brune kinder og ahh !
Jeg blev diagnosticeret med for lavt stofskifte for 10 år siden, da var jeg 28 og var næsten lige blevet mor for 2. gang. Jeg var træt, jeg frøs, jeg var ked af det, og iih…
Jeg var så træt, at når jeg sad og læste for min 3 årige store søn, faldt jeg i søvn… Det var lidt belastende. Og der gik alligevel en rum tid, inden lægen havde fundet ud af, at jeg faktisk havde for lavt stofskifte. Så jeg fik medicin. Det var pænt træls, men sådan skulle det jo være. Og det er jo naturligt medicin, som jeg bare ikke selv kan producere.
Herefter gik der en rum tid, inden de også forstod at jeg faktisk var deprimeret. Og jeg anede ikke selv hvorfor. Jeg burde være glad ? Var gift med en god og dejlig mand, havde 2 skønne, dejlige unger… Men det var jeg bare ikke.
Da lillebror kom i dagpleje da han var knap et år, havde jeg intet arbejde, fordi jeg havde haft en vikariat inden min barsel. Så jeg var på noget kursus, og endte med et skønt job i Aarhus som sekretær på hudklinikken. Mit drømmejob. Jeg var bare SÅ glad. Jeg havde gode arbejdstider, og arb. 32 timer ugentligt, så det passede fint med tog til og fra – og passede nærmest med en 37 timers arbejdsuge, som jeg var vant til. Men så gik det galt igen 🙁 Jeg var ked af det hver dag. Når jeg var på arbejde, elskede jeg at være der, men følte jeg svigtede det hele derhjemme. Når jeg var hjemme elskede jeg at være der, og følte at jeg svigtede arbejdet. Kunne li det hele. Men magtede ingenting.
Jeg blev sygemeldt, og orkede kun at gå fra sengen og ind på sofaen ! Og som mange andre også siger – jeg havde det frygteligt, og orkede ikke engang at tømme opvaskemaskinen, hvis det var det eneste jeg skulle på en dag. Gik simpelthen i sort. Jeg tror ikke helt man kan sætte sig ind i, hvordan det er at have det sådan, hvis ikke man har prøvet det..
Jeg måtte bare erkende, at jeg ikke magtede livet. Helt generelt. En søndag da lillen var lidt mere end et år, rignede jeg til den psykiatriske skadestue, og spurgte om ikke jeg måtte komme. Det måtte jeg gerne, og de bad mig pakke en lille taske.
Jeg fik en god og lang snak med nogle meget søde personer der forstod mig. Manden var med til samtalerne, og selvom jeg tror det var hårdt (Nej – det ved jeg han synes) var det også godt for ham, at høre det hele og høre deres spørgsmål til mig. Jeg havde jo egentlig selvmordstanker !! Og det var hårdt for ham at høre… Men jeg havde tit lyst til, bare at køre min cykel ind i en modkørende bil – eller vælge træet i stedet for vejen når jeg kørte i bilen. Men ALDRIG når jeg havde ungerne med. Og jeg syntes også det var synd for dem, hvis de ikke længere kunne blive kørt i bil (!?), fordi jeg havde smadret den. Selvfølgelig var det også synd for dem at skulle undvære en mor – men jeg tænkte jo, at jeg alligevel ikke var noget værd. Jeg lå jo bare på sofaen eller kiggede ud i luften !
Jeg overnattede et enkelt døgn på den åbne psykiatriske skadestue. Og det bedste ved det var, at nu fik jeg hjælp… Nu kom der en sygeplejerske hjem til mig, for at høre hvordan det gik. Men som jeg altid var førhen, – så var jeg også nu, bare en facade.. Jeg havde jo fået ryddet op før hun kom. Jeg havde være i bad og lagt makeup før hun kom. Jeg havde… Jo lavet det hele, så ingen kunne nogensinde se, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Og det har altid (og er det stadigvæk) været et problem. Jeg ville ikke have at andre så hvor skidt jeg var. Jeg ville være en god mor. Jeg ville være en god kone. Jeg ville være perfekt… Men det var jeg ikke. Og det var alt for hårdt at indrømme !!.
Har I lyst til at læse mere ? Eller er det rigeligt, og ikke noget der vedkommer andre ? Jeg vil super gerne høre hvad I mener om sådan et indlæg.
Kram C.
[…] 2 tidligere indlæg – her og her – har jeg fortalt lidt om min sygdom, mit sygdomsforløb, og hvordan jeg egentlig går […]