Fælles Fredag // Holo-Madness

Mig bag facaden // del 2.

Jeg skrev et indlæg som omhandler mit sygdomsforløb fra starten af. Det gør jeg i håb om, at jeg måske kan hjælpe bare én enkelt der sidder derude og gemmer sig. Nogle af Jer har vist interesse for at jeg fortæller mere om det, og det vil jeg hermed gøre. Jeg håber ikke at jeg skræmmer nogle af Jer væk, for det er jo bare og stadigvæk lille mig. Men I kan få et indblik i, hvem der sidder der bag skærmen, og har så mange neglelakker 😉

Nogle gange er jeg også bare glad 😉 Faktisk.

Da jeg kom hjem efter den enkelte nat på “den lukkede” – den åbne psykiatriske skadestue, var det jo bare begyndelsen på det hele. Det var først nu, jeg blev taget alvorligt, det var først nu, jeg rigtigt fik nogle at snakke med, og nogle der kunne håndtere mine skavanker. Og ikke nok med at jeg var død deprimeret, så havde jeg jo også stofskiftet at slås med. Det kan jeg ikke sige nok gange, at det stofskifte – det skal bare fungere. Og for dem hvor det er som det skal være, kan jeg bare sige – I burde være lykkelige..

Så samtidig med, at jeg skiftede medicin, (bliver man lykkelig af lykkepiller ??) fik noget mere, og en masse samtaler, var jeg også stadig en frossenpind, og virkelig træt. Det er trættende at være deprimeret, at være ked af det, at forsøge at holde facaden. Det er trættende at være mor til 2 små krudtugler, og det er VIRKELIG trættende at have for lavt stofskifte. Så vi skal hele tiden huske, at jeg ikke blot var deprimeret og ked af det, for når stofskiftet driller, har man ofte de præcis samme symptomer!! Og nogle har faktisk været inde på, her 10 år efter, at jeg måske slet ikke var deprimeret – måske var det bare pga. stofskiftet ??? Men tro mig: Jeg var meget deprimeret…

Jeg tror, at jeg igennem tiden har fået 8 forskellige slags medicin, noget virkede bare ikke rigtigt på mig, og det som jeg får nu, har jeg fået i nok 6 år. Og jeg slipper det IKKE…

Tiden efter indlæggelsen var hård. Jeg skulle til at leve MED den s…. sygdom. Gå til samtaler konstant, jeg fik en lysterapilampe i julegave, og den er god (Bruger den stadig – men mest når jeg laver negle, for den giver et SÅ dejligt lys 😉 ) Jeg sad foran den mange timer om dagen. Mine dage gik mest med at lave sudoku, det var sådan noget nemt noget. Men det fik mine tanker væk fra alt det triste og jeg kunne ikke samtidigt sidde og være deprimeret når alle tallene skulle passe. Det hjalp mig meget.

Jeg kan ikke helt huske hvor lang tid jeg var fuldtids sygemeldt, og måske kommer situationerne ikke i helt den rigtige rækkefølge, for sygdommen har også fucket med min hjerne. Jeg er SÅ dårlig til at huske (Nu ved I også det 😉 )
Men jeg begyndte på et tidspunkt på arbejde igen (Stadig i Århus), men det blev til 3 timer om dagen 3 dage om ugen. Det gik ok i en periode, men pludselig begyndte jeg bare at tude inden jeg skulle ud af døren. Sådan gik der nogle gange, hvor jeg ringede og talte lidt med lægen, som var god til at berolige mig. Nogle dage kom jeg fint afsted, så det var lidt forskelligt.

For at gøre det lidt kort, (too late..) endte det med at jeg havde min jobkonsulent med til en samtale deroppe, og det endte faktisk med at “vi” blev enige om at jeg skulle holde. Det var egentlig ikke planen da jeg tog derop, men jeg var egentlig så lettet da vi kørte derfra. Fordi jeg ikke længere behøvede at kæmpe hver morgen, mod tårerne, mod stressen, mod mine tanker der var trælse.

Nu gik jeg så hjemme i en periode. Var selvfølgelig til en milliard samtaler med kommunen, jobcenteret, min læge, det psykiatriske mobilteam. Jeg gik hos en psykiater, og var med i en samtale gruppe. Jeg ved ikke helt hvor meget det har hjulpet mig. Jo hos lægen og psykiateren tror jeg jeg fik lært en del. Men ellers ikke. Det er simpelthen SÅ hårdt at være til møde op til flere gange om ugen, og få rodet op i det hele. At man hele tiden skal tage stilling til hvordan man egentlig har det.. Når folk spurgte mig: Hvordan har du det ?? Så anede jeg aldrig hvad jeg skulle sige. For egentlig ville jeg gerne være ærlig, og fortælle at jeg faktisk havde det enormt dårligt – men det var ikke det de ville høre. De ville høre at jeg havde det godt. Så det var faktisk det jeg sagde ret ofte. For jeg orkede ikke at mærke efter, det var lettere at jeg bare sagde jeg havde det godt.

Igen er det svært at forstå, for folk der ikke har prøvet at være i depressionens vold. For man må jo gerne være ærlig, ellers spurgte de ikke. Siger de !

Husk endelig at skriv, hvis I har nogle spørgsmål, og det er rart for mig at vide, om der er nogle der læser med. Både gode og dårlige kommentarer er velkomne.

Kram C.

8 kommentarer

  • Tusind tak for din åbenhjertighed, det må og er være en kæmpe kamp du kæmper hver evig eneste dag.
    Jeg håber så inderligt at du vinde kampen.
    Det du skriver er en stor hjælp for mig til at prøve at forstå hvordan min datter har det, jeg var med noget af vejen men jeg kan forstå at jeg har meget at lære endnu.
    Endnu engang tusind tak for din ærlighed.
    Kæmpe kram fra en mor og negletosse 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Lis. Det bedste du kan gøre, er bare at være der. Ikke afkræve svar hele tiden, og høre hvordan hun har det. For man har ikke lyst til at tage stilling til det. Men hvis hun bare ved du er der, når hun har brug for det er det ihvertfald dejligt. Det er det for mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min gode veninde har også store problemer med stofskiftet og depression. Jeg var mest nysgerrig efter at høre hvilken slags medicin du tager – det kunne jo være at den kunne hjælpe hende. Og tak fordi du deler din historie. Det er modigt af dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak, jeg er glad hvis jeg kan hjælpe. Den medicin jeg får nu og har fået længe, hedder Noritren 😀 Og er heldigvis i den billigere ende – nogle af de tidligere jeg har fået, har været møj dyre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæmpe, kæmpe kram pg stor respekt for din åbenhed ???

    Knus Anja

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søde, dejlige pige. Jeg vidste slet ikke, at du havde haft, og stadig har, så meget at kæmpe med. Jeg håber, at det lykkes at finde en vej op igen, men det er desværre meget lettere sagt end gjort. Stor krammer fra mig til dig. Du er et dejligt menneske, både bag skærmen og ude i virkeligheden.
    Tanker herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak Sisse 😀 Nej, det er også svært både at se og mærke, jeg har øvet mig længe 😉 😉 Jeg har det heller ikke så skidt som jeg har haft det 😀 Der er heldigvis sket rigtig meget. Og tak igen <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fælles Fredag // Holo-Madness