BAG FACADEN

Mig – bag facaden // del 3.

17. juli 2014

I 2 tidligere indlæg – her og her – har jeg fortalt lidt om min sygdom, mit sygdomsforløb, og hvordan jeg egentlig går og har det.

Det har været nogle forbandede hårde år. Jeg er lykkelig over, at mine børn ikke virker ødelagte af det, for det har, til tider, ikke været sjovt at være i denne familie.

Når jeg går og er træt hele tiden – er små deprimeret, ikke orker noget, og bare har lyst til at sove – ja, så skal der også være (GOD) plads til mine skønne og dejlige unger. Der har ikke altid været kræfter til det helt store – bare det at spille et spil med den yngste, kunne nogen gange få mig kørt helt ned. Jeg magtede det bare ikke.

Jeg ved godt, at det må være SÅ sindssygt hårdt at forstå. Men hvis I er i nærheden af nogle, kender nogle – tæt på eller ej – så må I altså love mig, at prøve. Prøve at forstå. Jeg orker ikke engang at fortælle hvordan jeg har det nogle gange. Jeg har bare lyst til at være. Være mig selv, i min egen verden – blogge, læse, sove eller simpelthen bare at sidde og kigge ud af vinduet….

Jeg gik på et tidspunkt på et hold på AMU eller VUC eller noget i den retning. For sygemeldte. Det var ok at komme til hver dag. Vi lavede noget forskelligt hver dag. Én dag var altid madlavning, så var der kreativt (Og elskede jeg det ?? Ja, det tror jeg nok jeg gjorde…), der var motion på programmet og der var en dag hvor vi hørte om en masse fagligt i det at være syg og sygemeldt. Vi skulle også skrive på vores CV, så vi havde det, hvis / når vi skulle bruge det.

Jeg var mest vild med de kreative dage. Det var hér jeg lærte at lave billeder med servietter – og det var her jeg lærte at lave mine berømte halskæder (med knuder og sten) – jeg lavede øreringe, armbånd, og havde det de dage helt fantastisk.

 

 

 

Jeg var der ikke lige så længe som nogle af de andre. Jeg var stadig hjemme tidligere og sove til middag, inden børnene kom hjem. Jeg kan ikke huske om det er i den periode, hvor manden henter dem hver dag, så jeg har eftermiddagen selv.

I 2007 var jeg så heldig at komme i praktik på Horsens Sygehus – kvindeafdelingen. Den person der var konstitueret ledende lægesekretær og oversygeplejerske, vil jeg aldrig glemme. Det var hende der “ansatte” mig og hun forstod bare min situation. Intet mindre. Hun sagde på et tidspunkt nogle ord, som jeg aldrig vil glemme hende for. “Christina, Du skal huske, at lige så længe du har været syg – ligeså længe tager det (mindst) at blive rask!” Hendes ord har jeg sagt til mig selv en million gange (Ligesom min læges ord – Det du kan, og det du gerne vil, er ikke altid det samme, og det skal du huske !)Jeg vil aldrig glemme dem, og jeg vil aldrig glemme hende for at hun tog så godt imod mig. Det gjorde mine kollegaer også – det er slet ikke dét !

På et tidspunkt heri forløbet, begynder jeg i gruppeterapi. Det er samme tidspunkt, hvor jeg begynder at have fri om onsdagen. Simpelthen fordi, jeg ikke både kan arbejde, og være i terapi på “samme tid” – Jeg orkede ikke at lukke op for det hele, lige efter jeg havde været på arbejde, og var træt i forvejen. Så de dage havde jeg formiddagen hjemme, til at kunne sove længe, og forberede mig. Det var et super godt forløb, søde piger, og hvor lærte jeg meget her. Det er ting jeg stadig tænker meget over, de ting vi talte om her.

Jeg fortsatte bagefter med at holde fri om onsdagen. Og den dag er simpelthen det der holder mig gående.. Jeg kan være SÅ træt om tirsdagen når jeg vågner, men kan heldigvis tænke, at imorgen har jeg fri. Jeg kæmper hver dag…

Nok for denne gang. Det er mærkeligt, som det kører helt ok med at skrive om det, når jeg først er igang. Men for dælen hvor er det hårdt:!!!

Nå! Hvad siger I så ? Er I stadig med på mere ??

Relaterede Indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Blog Og Dermed Basta 17. juli 2014 at 18:57

    Det tredje billede (første maleri) er bare super fedt.
    Orden og kaos på en gang, og så hjælper det selvfølgeligt også at farverne er sort/hvid + rød.

    • Svar krummeskrummelurer 17. juli 2014 at 19:42

      Tak 😀 Ja, det er jeg også super glad for – jeg har 3 andre i stuen der minder om det – + jeg har malet til mine forældre, min faster og farmor i andre farver. Dette var det allerførste jeg lavede 😀

    Skriv kommentar