Lad os håbe på det bedste // Boganmeldelse // Carolina Setterwall

Reklame

Boganmeldelse

Titel: Lad os håbe på det bedste

Forfatter: Carolina Setterwall

Forlag: Politikens Forlag / Hr. Ferdinand

Genre: Biografi / roman ( Hun kalder det en roman, fordi det ikke kun omhandler hende selv.)

Udgivet: 17. januar 2019

Antal sider: 350

Læst som: Hårdt indbundet bog, modtaget af forlaget.

Carolina vågner op i værelset hun har sovet i sammen med sin lille søn. Hun har sovet her, fordi det er lettere at få ham til at sove, og så kan kæresten også sove ordentligt. Uden at blive vækket. Sønnen græder flere timer hver aften, og det er efterhånden ret hårdt. Da hun gik i seng, sad kæresten stadig i køkkenet og arbejdede. Om få dage skal han overtage barselsorloven, så Carolina kan begynde at arbejde igen. Hun ved, at han inderst inde ikke rigtigt har lyst, at han har for meget arbejde. At han tror han kan nå at arbejde, samtidigt med at han passer sønnen. Hun ved det er hendes idé. Men han er jo med på den, ikke?

Da hun vågner om morgenen, går de ind for at vække ham. Men han er død. Han ligger helt stille. Kun hans fod titter ud under dynen. Han er kold. Carolina går i en form for panik. Men hun får ringet til nogle mennesker. Der kommer nogle. Men hun kan ikke være i lejligheden mere. Aldrig mere. Hun vil ikke. Hun tager nødtørftigt tøj på, og kommer sønnen i bæreselen. Går ud. Sætter sig udenfor. Hun vil aldrig mere op i lejligheden. Og da slet ikke ind i soveværelset.

“Og jeg laver lister. Jeg laver lister over den sidste gang, vi gjorde eller sagde forskellige ting. Jeg tænker på vores sidste skænderi. Jeg tænker på vores sidste sms, og på hvorfor du aldrig svarede. At det blev mig, der står til sidst i den sms-tråd gør ondt, uden jeg helt kan forklare hvorfor. Jeg har ikke slettet vores tråd endnu, men det gør jeg snart. Det kan jeg mærke. Nu ligger den der og slutter med, at jeg er alene, du svarer ikke.” 

Den kører ligesom i 2 spor. Vi følger Carolina da hun møder Axel. Samtidigt med at vi følger det liv de lever i årene lige efter de har mødt hinanden – og indtil den dag han dør. Parallelle verdener, så at sige – og de mødes jo selvfølgelig til sidst – de 2 verdener. Dagene vi følger FØR – kommer jo pludselig til DAGEN. Det er let at finde ud af, og ikke på nogen måde vanskeligt. Det skifter ca. i hvert kapitel hvad vi følger – FØR eller NU. Den sidste del, følger vi så kun EFTER.

“En anden tanke bliver ved med at dukke op. En selvforagt er begyndt at hviske inden i mig. En hård stemme siger, at det er selvforkyldt. Jeg har selv banet vejen for det her, nu må jeg ligge her i min ynk, i et værelse, der genlyder af død og skyld. Det er kun rimeligt. Det er min egen skyld. Måske må jeg vie resten af mit liv til at sone mine synder. Ivan vil aldrig have nogen far. Jeg kørte ham over igen og igen, og til sidst orkede han ikke mere. Jeg har forårsaget det her. Nu må jeg blive i det. Jeg har intet andet valg end at blive i det.” 

Vi følger Carolinas tanker. Det er hele tiden fra hendes point of view. Hvad hun tænker om Axel. Om sønnen. Både de gode og de dårlige tanker. Om hvordan hun godt ved hun måske ikke altid er rimelig. At Axel har brug for en form for ro, som hun slet ikke indeholder. Om at hun laver ham om. Og hvad hun egentlig mener om det. Vi følger dem fra den dag de mødes, og til flere år efter hans død.

Carolina skriver ufatteligt godt. Let læseligt sprog, og fængende. Man har hele tiden lige brug for at læse lidt mere. Det er jo en selvbiografi. Hun har faktisk oplevet det her. Det er faktisk hende der fandt kæresten død i deres seng.Jeg er en smule ambivalent omkring denne. Virkelig sørgelig historie, og helt forfærdeligt at skulle opleve og igennem. Men jeg tog mig selv i, gentagne gange, at blive rigtig irriterret på hende. SER hun ham ikke? FORSTÅR hun da slet ikke? HVAD ER DER GALT MED HENDE? HVAD ER DET HUN SKAL NÅ?

Og indimellem så… så så jeg (sgu) mig selv! Fandens osse. JA – jeg kan nemlig sagtens følge hende. Når man finder det man tror er rigtigt, så skal det helst ske NU. Og ja – det er sådan hun har det, hvis man koger det rigtig meget ned (Hvis du spørger mig), og sådan har jeg også ofte haft det. Det skulle helst ha sket i går-agtigt.. Måske kender du det lidt fra dig selv? Hvis du pludselig kommer i tanke om at du gerne vil klippes? Så skulle det helst have været i går. Kan du følge mig? (Jeg ved godt det ikke lige helt kan sammelignes… 😉 ) Men hun irriterrer mig. Jeg forstår ikke hvorfor hun gør mange af de ting hun gør, og det er det der irriterrer mig. Og det er jo her det bliver personligt. Og derfor det er så svært.

“Dine forældre vil vidst gerne ses oftere end mig, og jeg ved ikke, om det er af omsorg for mig, eller fordi de er bange for at blive lukket ude af din søns liv. Det er sandsynligvis fordi de tror, at det er det, jeg har brug for. Problemet er bare, at jeg ikke rigtigt orker. Det udmatter mig at være sammen med mennesker i al almindelighed, og mennesker, som sørger over dig, i særdeleshed. Jeg orker ikke at lytte, min hjerne lukker ned, jeg ved ikke hvordan man trøster eller afslutter sætninger.”

Så jeg ved ikke helt hvad det er, jeg tænker. Den tog mig noget tid at læse, den var hård. Selvfølgelig, det vidste jeg jo egentlig inden jeg startede. Men indimellem måtte jeg lægge den væk, og sidde ligeså stille og fundere for mig selv. For hvor er det hårdt, at læse om. Både hendes egne tanker om at være mor. At være til stede i nuet. At være sig selv. Og om at miste sin kæreste.

Smuk bog, og lækker forside.

Der er 4 ud af 5 Krummehjerter ❤️❤️❤️❤️ til Carolina. Og jeg kan ikke sige præcis hvorfor hun ikke får det 5. Men der er bare et eller andet der skurrer i mig. Flot skrevet. Flot sat sammen. Barsk historie.Bogen er modtaget med henblik på anmeldelse. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg bliver ikke betalt for, ej heller bedt om at skrive denne anmeldelse. Jeg blogger om det jeg finder interessant, og som passer ind i bloggens temaer. Jeg har ingen økonmisk interesse i mine indlæg.