Vildskud // Boganmeldelse // Julie Hastrup

Boganmeldelse

Reklame

 

Titel: Vildskud

Forfatter: Julie Hastrup

Forlag: Politikens Forlag

Serie: 8. selvstændige bind om Rebekka Holm.

Genre: Krimi

Antal sider: 416

Udgivet: 28. maj 2020

Læst som: hardback, modtaget af forlaget 

Fra bagsideteksten

Johanne Ejby har mistet sin lille datter på en ferie i Italien. Livet er splintret, hun kan ikke få stumperne til at hænge sammen og begynder derfor i en sorggruppe for mennesker med kompliceret sorg. En dag starter en ung kvinde i sorggruppen. Ud over sin voldsomme sorg rummer hun også en farlig hævnørst, en hævntørst, som langsomt breder sig i sorggruppen. For hvor langt vil man gå for at hævne den, man har mistet? Drabsefterforsker Rebekka Holm, kæmper med at acceptere, at hendes svenske kæreste og kollega, Niclas, efter et drabsforsøg ikke længere er den Niclas, hun kendte. Og ingen kan garantere hende, at han nogensinde vil blive det igen. En dag bliver hun kontaktet af en barndomsven, hvis unge søn, Elias, har fået flere truende breve og anonyme telefonopkald – det samme har Rebekka. Er der mon en sammenhæng? Den unge Elias forsvinder pludselig, Rebekka får atter flere tavse opkald, og i sorggruppen kulminerer hævntørsten i et inferno af ulykker og drab. 

***********************************************

Rebekka’s makker Reza er på orlov, og hun kører derfor solo. Hendes sidste makker Tatjana, begik en grov  tjenesteforseelse, og siden har pladsen stået tom. Hun har et meget anstrengt forhold til Souschefen Jan Simonsen, men han beslutter altså at Rebekka skal have en ny makker – ihvertfald til Reza er tilbage. Derfor får hun tildelt Jonas. Det er hun på ingen måde tilfreds med…. Men da de lige kommer ind i det, så går det faktisk over alt forventning, og Rebekka begynder at være glad for Jonas som makker.

“I det samme blev døren til deres kontor slået op med et brag, og drabschefen tronede frem i døråbningen. Hans rødmossede ansigt var højrødt af vrede, og hans øjne, som i forvejen var små, var nu smalle sprækker i det kødfulde ansigt. “Holm, for helvede. Hvor har du været? Der er klaget over dig.” 

Johanna mister sin lille datter på en ferie i Italien, og starter i en sorggruppe. Der er fyldt med snak, gråd, skam og sorg. Og pludselig også tanker om selvtægt. Men alt de fortæller i gruppen bliver selvfølgelig der. Det er bare som om det hele eskalerer, da der kommer en ny med i gruppen. Og pludselig sker der mange ting oveni hinanden.

“Et makkerskab i politiet kunne sammenlignes med et ægteskab. Det blev opbygget over tid og hvilede på gensidig tillid og blev for mange så tæt, at det føltes, som om man kunne tale sammen uden at sige noget. Det krævede, at man engagerede sig, men det var svært at investere meget i en person, som man kun skulle arbejde sammen med i kort tid. Det var ikke, fordi hun ikke ville arbejde tæt sammen med Jonas, men hun fandt ham meget ung, en lille smule kedelig og alligevel så pokkers tiltrækkende. Det spillede også ind, at de for et par år siden var endt i hendes hvide sofa, en seance, som betød, at de stadig havde det en lille smule akavet med hinanden. 

Der er mange historier i historien denne gang. Vi følger både Sorgterapeuten, de 4 involverede i gruppen, Rebekka’s og Reza’s “privatliv”, den unge streetartmaler og hans far og det kan indimellem være lidt svært at følge med. Alle trådene samles selvfølgelig til sidst, og ender ud i en historie der hænger sammen.

En smule stakåndet nåede han hen til lyskassen, kastede et blik over skulderen for at sikre sig, at ingen så ham, da han så lydløst som muligt skubbede træpladen, der dækkede lyskassen, til side og slap sin tunge taske. Det rungede, da den ramte bunden af lyskassen, og han holdt vejret et par sekunder og lyttede, om der var nogen i nærheden, måske en vagt, inden han behændigt lod sin krop følge efter. Han trak maven ind, mens han pressede sig ind gennem den smalle vinduesramme, og få sekunder efter landede han med et hårdt bump på det rå betongulv i bygningens kælder. Han tog en dyb indånding, kom op at stå og børstede hurtigt eventuelt snavs af tøjet, inden han trak sin tunge taske til sig. Så listede han gennem den mørke kælder hen mod den lille vindeltrappe, som førte op til det forladte akvarie.” 

Rebekka er skamfuld over at hun ikke kan være der for Niclas. Han ligger stadig på hospitalet, nu vågen, men han kan hverken tale eller gå. Skylden over at det er hendes fejl, at han ligger der, bliver tungere at bære hele tiden. Der er snak om at han skal flyttes til et andet hospital længere oppe i Sverige, hvor de kan give ham bedre vilkår. Det er selvfølgelig længere væk fra Rebekka, men hun mener de skal gøre alt de kan for ham, så hun kører gerne længere. Men Niclas virker både ked af det, vred og sur på hende. Da han ikke kan tale, kan han selvfølgelig ikke gøre klart, hvad der er i vejen. Og hun føler samtidig sorg. Sorg over hvad de er nu. Hvad bliver de. Hvordan kommer det til at gå videre. Rebekka har altid været tryg med Niclas – især fordi de har det samme arbejde. Hun skal ikke skjule noget eller tænke over de ting der gør at hun arbejder meget – for det samme gør Niclas.

Stærkt og stort persongalleri. Jeg ser dem alle klart for mig, da Julie Hastrup er god til at forklare og fortælle. Ligeledes med områder og steder, der er intet der er overladt til fantasien, og det er oftest som at være der selv.

Man når at mistænke mange personer på vejen gennem bogen, og vi får selvfølgelig flere og flere spoilere jo længere vi læser, og jeg er spændt på at høre hvad andre har tænkt imens de læste.

Når man lige forstår sammenhængen efter et par kapitler, går det fint. Men starten var meget forvirrende for mig. Og jeg synes ikke det var helt udpenslet hvordan vi springer i tid. Jeg må flere gange tilbage i bogen, for at se hvor det nu var vi var sidst? (Dårlig hukommelse, I know, 😉 Men jeg vil bare gerne læse.) Men det giver alt sammen mening, når man lige kommer et stykke hen.

Tirsdag var Politikens Forlag, Julie Hastrup, jeg og 27 andre bloggere “samlet” til en reception-i-en-boks – Bloggermøde på Zoom. Det var en rigtig hyggelig time, hvor vi hørte Julie fortælle om, hvordan historien blev til, hvilke tanker hun har gjort sig – både før og imens hun skrev historien. Der var ting der faldt lidt på plads for mig i løbet af den time. Bl.a. det her med at Julie Hastrup “føler” alle sine karakterer – hun har empati for dem alle, også for de skurke hun skriver om. Og pga. det, gør det at vi andre også “føler” alle karaktererne. Fordi vi også kommer ind i deres “hoved” og tanker. Vi talte om, om man kan gradbøje sorg. Om hvordan det er at have sorg inde på livet, og være ved at miste, men at man alligevel kan være heldig.

Det er 8. bog i serien om Rebakka Holm. Men de kan læses selvstændigt. Hvis du klikker på dette link, kan du finde små film, som Julie Hastrup har lavet sammen med forlaget.

Der er 4 ud af 5 hjerter til Vildskud. ♥♥♥♥ Jeg synes historien er fascinerende og god, jeg læste i et stræk, og kunne ikke lægge bogen fra mig. Jeg var fanget fra start til slut. Jeg bliver bare forvirret flere gange i løbet af bogen. Og der er mange historier og ikke mindst personer vi skal holde styr på. Og så mangler jeg lidt mere Niclas-content. Jeg MÅ vide mere. Men plottet er gennemtænkt og ikke noget jeg har læst før. Og så er det jo bare altid fedt at vende tilbage til de personer man kommer sådan til at holde af. Og jeg havde savnet Rebekka. Og Reza og Niclas. Og igen… så står man jo her lidt i en sorg? Fordi man godt ved der kommer til at gå en rum tid før man læser om dem igen. Men sådan ved jeg de fleste har det. Heldigvis har Julie Hastrup ikke sat antal på hvor mange bøger hun vil skrive om Holm. Hvis vi vil læse (OG DÉT vil vi…), og hun føler sig inspireret, så fortsætter hun. Og jeg tænker faktisk, at det kunne være ret fedt at læse ALLE bøgerne om Rebekka Holm forfra. Det er jo mange år siden, jeg første gang stiftede bekendtskab med den unge dame.

En stærk bog om sorg på flere forskellige planer. Om hævntørst, selvtægt og folk der ikke er dem man tror de er.

Bogen er modtaget med henblik på anmeldelse. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg bliver ikke betalt for at skrive dette indlæg, og har ingen økonomisk interesse i bloggen. Jeg skriver om det jeg har lyst til, og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer.