Det sidste søm // Boganmeldelse // Stefan Ahnhem

“Han har afpresset, manipuleret og mishandlet. Han har vadet over lig for at nå til toppen. Han er på alle måder en modbydelig mand. Han hedder Kim Sleizner og er politichef hos Københavns Politi.

Den danske betjent Dunja Hougaard er gået under jorden for på egen hånd at fælde sin tidligere chef. I månedsvis har hun forberedt sin hævn.

På den anden side af sundet i Helsingborg får den svenske politimand Fabian Risk en besked, som forandrer alt for ham og hans familie – og sender ham ud på en desperat mission.”

**************************************

Ofte kan man godt springe ind i en serie, og alligevel følge nogenlunde med. Men i serien om Schleizner, Risk og Dunja, vil jeg ikke råde til andet, end at man starter fra begyndelsen. Man vil ikke forstå hele handlingen, og der ville være for mange huller man ikke kan udfylde, hvis ikke man har det hele med. Men det gider man egentlig også godt, for serien er helt fantastisk. Det sidste søm, er 6. og sidste bind i en hæsblæsende krimiserie, der fra dag 1, har været lige i min genre. Jeg har læst hele serien, men de første var før “min bloggertid”, så det er ikke dem alle der er anmeldt på bloggen. Men Offer uden ansigt, Motiv X, og X måder at dø på, og Motiv X, kan du finde anmeldelser af lige her.

“Du burde blive krimiforfatter. Ikke at vi har brug for endnu en afdanket kriminalbetjent med dårlig prosa og alt for meget fantasi. Men præcis som plastiklegetøj og grimme souvenirer fra Strøget ville der sikkert være penge i det.” 

Fabian Risk, oplever den største tragedie man kan opleve, og det splitter familien ad. Han forsøger at råde bod på det, og kommer langt ud, i sin søgen efter manglende svar. Men hvor langt vil man gå for sandheden? Der er ikke langt fra den gode side til den mørke, når det rammer helt inde i hjertekulen. Men familien ved ikke hvad han kæmper med, og indtil han er færdig med sin søgen, må de gå i uvished.

“Væk var hans selvtilfredse smil. Hans naturlige overbevisning om, at det også denne gang ville ende i hans favør. For sådan var det jo altid. Uanset hvad det drejede sig om, var det altid ham, der kom ud af striden som sejrherre. Alt det var der nu ingenting af, og som et forvokset barn der for første gang ikke fik sit fredagsslik, lyste skuffelsen ud af hans øjne.”

Jeg kan “godt lide”, at vi ved at Sleizner er bad guy, selvom han hele tiden forsøger at manipulere med alle. Vi ved han er ond, men det gør de ikke, ihvertfald ikke dem alle sammen. Men fy for den lede rødbede, hvor er han altså vanvittig… og det er ikke blevet mindre i Det sidste søm. Han er ikke engang kun manipulerende, han er en djævel og psykopat… Han vil sige og gøre alt, der vil få folk over på hans side. Samtidigt er hans had til Dunja så stort, at han vil gøre alt i sin magt, for at hun kan blive udslettet fra denne jord.

“De blev vist ind i elevatoren. Han selv, Sonja og Matilda. Og deres advokat, Jadwiga Komorovski. Ingen af dem sagde noget, og mens elevatoren sank dybere og dybere ned i sin skakt, triumferede tavsheden. De befandt sig i hvert sit mørke. Blikkene var fokuserede på alt andet end hinanden. På et mærke på væggen, et flimrende lysstofrør eller en hvirvlende nullermand. På ingenting.” 

Dunja er gået i skjul. Hun gemmer sig for at kunne fælde Sleizner, og det er nødvendigt at ingen ved hvor hun er, for ellers finder han hende, og så ved man ikke hvad der sker. Hun har trænet i månedsvis, for at være det stærkeste hun har været nogensinde, og hun har 2 gæve it-gutter til at hjælpe sig, så hun kan aflytte og sætte kameraer op, alle de steder hun finder nødvendigt. De 3 lever sammen, og ser ikke andre mennesker.

“Synes du ikke også, det er bedre? Jeg mener, som den lille luder, hun er, er jeg jo først nødt til at have det lidt sjovt med hende. I det mindste i de første fem, ti år. Så bliver hun sikkert alt for grim og ulækker, når hun lagsomt, langsomt begynder at svinde ind. For jeg regner selvfølgelig med, at hun vil forsøge at spisevægre og sulte sig. Men i min verden er det mig, der bestemmer, hvor lidt og hvor meget mad man får. Så hun vil blive sondemadet gennem en tragt.” Han trak på skuldrene. “Måske er det ikke det allerrareste, men hvad gør man ikke? Og indimellem, når hun mindst aner det, vil der være noget i maden, der måske egentlig ikke burde være der. Du ved, det kan være alt fra lidt rottegift til rengøringsmiddel. Ikke så meget, bare nok til at hun gradvist skal få det dårligere. Håret er noget af det første, hun vil miste. Men det kan jo knap mærkes. Værre bliver det, når neglene løsner. Fy for satan, siger jeg bare. For ikke at tale om, når de indre organer begynder at opgive ævred. Men det er først flere år senere, og så slipper hun i det mindste for mig, for der har jeg for længst mistet interessen for hende. Sandsynligvis vil jeg nøjes med at logge ind og tage et kig via webkameraet nu og da, når jeg har brug for lidt opmuntring.”

Som altid føler man at man er med lige præcis hvor det sker. Om det er med Fabian i Sverige, hvor han forsøger at finde hoved og hale i det hele. Dunja, der overvåger og kæmper en gæv kamp, eller om det er Sleizner der manipulerer med sine medarbejdedre. Steder og beskrivelser er velskrevne, og persongalleriet er spot on. At man ikke lægger bogen fra sig, er ikke blot fordi den er spændende, men den er også hamrende velskrevet.

Til sidst i bogen beskriver Stefan Ahnhem, hvordan denne bog har været lidt anderledes at skrive, end de forgående. Pga. corona, har han ikke kunne skrive hos sine venner i Spanien som han ellers plejer. Han har ikke kunne besøge sin familie på den anden side af sundet, og at han har manglet at møde os – læserne – har også betydet en del. Men hvis der ved det, kommer den slags bøger ud af det – ved du hvad Stefan – så synes jeg ikke du behøver tage til Spanien for at skrive 😉

“Fem minutter tidligere havde hun trængt sig gennem klyngen af lige dele elendighed og “wheeling and dealing” på hjørnet af Istedgade. Planen havde ikke været mere kompliceret, end at hun skulle gå op, banke på hans dør og stille og roligt snakke med ham. Fortælle ham alt det, han ikke vidste. Men idet hun havde været på vej over gaden mod hans hoveddør, havde Fareed i headsettet informeret hende om, at det så ud, som om han var ved at forlade lejligheden. På ingen tid havde de været nødt til at ændre planen og improvisere. Dette var ikke en samtale, de kunne have hvor som helst og i al hast. De behøvede fred og ro, og først og fremmest behøvede de tid. “På skærmen ser det ud, som om han går i retning mod Halmtorvet. Passer det? sagde Fareed fra varevognen, der stod parkeret et par hundrede meter derfra uden for Øksnehallen i den brune del af Kødbyen. “Ja,” svarede hun og fulgte ham med blikket. “Tror du, han er på vej til Politigården?” “”Han er nok ikke på vej til DGI-byen for at bowle. Jeg foreslår, at vi snupper ham på Stoltenbergsgade.””

Jeg tror det er den bedste bog jeg har læst i et år. Stefan Ahnhem har altid skrevet fantastisk, og jeg har nydt hver eneste bog i serien. Men den her venner. Den her, det er et sandt mesterværk. Man lægger ikke bogen fra sig, før man er færdig – pageturner af mesterlige proportioner. Wauw, simpelthen bare wauw.

5 kæmpe store hjerter fra mig ❤️❤️❤️❤️❤️ med pil opad. Jeg kan ikke engang beskrive hvor fantastisk et mesterværk det her er. Men at han fik det sidste søm slået godt og solidt i, er der ingen der kan være i tvivl om. Jeg er fan Ahnhem. Jeg glæder mig til at se, hvad du finder på næste gang.Bogen er modtaget mhp. anmeldelse. Jeg bliver ikke bedt om, ej heller betalt for at skrive denne anmeldelse. Jeg har ingen økonomisk interesse i bloggen. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får.