Søgeresultater for

bag facaden

BAG FACADEN

Bag Facaden // Er du syg ? Du ser ikke syg ud ! – Del 6.

21. juni 2015

 



Dig ? Du ser da ikke syg ud ! Tror du ikke bare, at du skal dyrke lidt motion ? Det er sundt at komme ud..


Tror du ikke bare du sover for meget ? Det er jo klart du er træt, når du går så sent i seng ! Så skulle jeg da også sove til middag !

Åååehaaltså! Kender du det ? At folk bare har SÅ mange gode ideér ? Og de slet ikke forstår dig ? Du skal da bare… Ku du ikke prøve… Har du nu prøvet.. Har du nu husket… Tror du ikke…

Døm mig ikke, før du har gået i mine sko !

OG JA. Om jeg går i seng kl. 20 – 21 – 22 – eller 24. Så er jeg træt om morgenen  ! Så skal jeg ind og sove et par timer (eller 3) om eftermiddagen.

Jeg er B-menneske – eller c eller d.. What ever… Jeg har det bedst mellem kl. 18 og 24. Sådan er det bare.

Og jeg skal sove til middag, selv om jeg har sovet til kl. 10 eller 11. Fordi jeg bliver træt i mit hoved. Fordi jeg ikke kan handle i Fakta, Føtex, eller Bilka, uden at få så mange indtryk ind, at hjernen har brug for en time-out. Og det er ikke nok, bare lige at hvile sig, eller læse en bog. Jeg skal sove. Helt væk. Godnat bajer du! Ellers “virker” det ikke.

Så ja ! Selvom jeg er ” så heldig” at have flexjob, og kun arbejder 4 timer om dagen, så skal jeg ind og sove – HVER dag !

Ja. Det er bund irriterrende.

Ja, det er træls, at jeg ikke bare kan gå hjem og “hygge” mig. Bage, læse, blogge gå ture, strikke osv. Men det er ikke derfor jeg går hjem !!!! Jeg går hjem for at sove.

Og jeg sover. Helst 3 timer !! Og så kan jeg være (nogenlunde) frisk når mine knejter kommer hjem fra skole.

Og det er så her – om eftermiddagen, efter min lur, at jeg har tid til at blogge, gå ture, bage, strikke, lave negle, hygge, (evt. gøre rent, hvis det lige kommer til mig…) osv. (Men jeg gør det som oftest ikke her, for jeg er lidt døsig, helt til ud på aftenen.)

Det er ikke når jeg kommer hjem kl. 11.30. Bare lige … Så er det vidst på plads 😉
Men der er mange der synes, at det må være fedt ! At gå så tidligt hjem.

Sikke da alt den fritid du har. 


Det er nok derfor du har så meget energi/tid til at lave negle, eller til at blogge. 


Det gad jeg da også godt… 

Men forstå det nu. Jeg “arbejder” indtil ved 15-tiden hver dag. For jeg sover indtil ved 15-tiden. Hver dag. Så det er først her, jeg vasker tøj, lægger tøj sammen, forbereder aftensmad, laver eftermiddagsmad til knejterne, eller evt. dovner på sofaen med en bog. Det er ikke kl. 12 det sker. OG det er ikke kl. 12, jeg laver negle, eller blogger..

Bare lige.. Hvis nogle skulle være i tvivl. Jeg forventer ikke, at alle forstår det. Man kan ikke forstå det helt, før man har prøvet det på egen krop. Jeg gad virkelig godt have den energi og mentale friskhed (kan man sige det?) og ikke være så træt.

Jeg gad virkelig godt at have et helt almindeligt arbejde fra 8-16. At være helt ligesom de fleste andre. Bare at være almindelig. Bare at være en del af det hele. En almindelig hverdag. En almindelig mor. En almindelig kollega, der altid er der når de andre er på arbejde. En almindelig kone, der har overskud, og lyst til at være. Have lyst (okay – du ved hvad jeg mener..) til at lave mad. Have lyst til at gøre rent, være en del af familien. Hver dag. Også i weekenden. For hvor er det da belastende, at jeg altid skal ind og sove lørdag og søndag eftermiddag. Jeg ville hellere en tur i skoven sammen med familien.

Men hvis jeg har lagt lidt tøj sammen, og evt. tørret støv af. Ja, så magter jeg næsten ikke at køre i fakta og handle ind til næste uges madpakker. For jeg er træt. Opbrugt. Oppe i hovedet.. Så det er så her min mand (igen) kommer ind i billedet. Imens jeg liiige sover ½ time (eller 2½..) så handler han. Eller laver aftensmad. Eller hvad der nu skal gøres..

NÅ! men det var bare lige det, jeg ville sige. Hej.

BAG FACADEN

Mig – bag facaden // Del 5.

8. december 2014

Mine tidligere “Mig – bag facaden” – kan du finde her. Del 1, Del 2, Del 3 Del 4. Og om min OCD her.

Jeg har arbejdet på Horsens Sygehus siden 2007, og er rigtig glad for det. Men det er hårdt. Det er hårdt, at være træt hele tiden. At skulle kæmpe sig ud af sengen hver eneste morgen. Når lysten slet ikke er der. Altså til at stå op. Til at have en hverdag. Til at være til. Til tider!.

Men jeg er flexjobber, med al hvad der hører til. Jeg har hørt nogle sige “EJ fedt, du går hjem nu og hygger dig”. Jaaa… Hygger, ligefrem ? Det gør jeg så nok ikke helt.. Jeg går hjem og sover. Sover alt det jeg kan – og helst 5 -6 kvarter i timen…

Jeg er en meget langsom vågner, og jeg vågner faktisk først rigtigt op – ved 19-20 tiden. Så er det da brand ærgerligt, at man skal i seng kort efter ! Altså..

Det er om aftenen, jeg har overskud til at skrive mine blogindlæg, til at læse, til at lave negle, dekorere og hygge. Det er her jeg har alt min energi..

Jeg kan være så træt når jeg er på arbejde. Og jeg ved, at der er nogen der tænker. SÅ GÅ DOG FØR I SENG. Nej. Sådan fungerer det faktisk ikke. Slet ikke..

Jeg har en kollega der er meget forstående – og forstår lige præcis hvordan jeg har det. Hun er guld værd. (Nogle gange, ved hun faktisk at jeg er trist, ked, træls – før jeg selv gør!) Hun ved godt, at når jeg ikke har lyst til at gå i seng om aftenen, så er det fordi… At så starter det hele snart forfra…

Ja, sådan har jeg det faktisk.

Det lyder SÅ træls… Men det er jo ikke min familie jeg ikke kan li. Det er ikke mit arbejde jeg ikke kan li.

Jeg kan bare ikke lide at have det træls. At være træt, at være deprimeret, at være belastende og en belastning. Og når jeg sidder i min sofa om aftenen, så har jeg det godt. Indtil jeg opdager klokken er godnat… Så bliver jeg ked igen…

Nu sidder du så måske derude bag skærmen og tænker. Så tag dig dog sammen kvindemenneske… Men igen – sådan fungerer det bare ikke.

For nogle år siden, sagde min meget forstående læge til mig. Christina – Du har det nok så godt som du kan ha det.. Og jeg var faktisk tilbøjelig til at give ham ret.

For med en lurende tilbagevendende depression, som jeg medicineres for. Og med en stofskiftesygdom, der lever sit eget liv (trods medicin), så kunne det nok ikke blive bedre.

Men det var før jeg kendte facebook – og alle de grupper på facebook, som også huser stofskiftesyge. For dem har jeg lært noget af. Og jeg har taget affære !!! Mere om det senere !!

Jeg var henvist til Endokrinologisk afdeling på sygehuset. Første gang jeg var afsted, var det en super sød reservelæge, der desværre kun lige var på gennemrejse !! Hun nævnte alt det nye medicin man kunne få, og vi kunne prøve en masse forskelligt. Men det var ændret gangen efter, da jeg kom til en ny læge. Og det blev ikke bedre 3. gang, da jeg kom derud, til en 3. læge. Endda en overlæge !! Jeg var ikke begejstret. Og for at det ikke skal være løgn, sagde hun for 2 år siden (eller er det kun 1 år ?) at jeg skulle skippe min medicin mod depression… Det gør jeg Aldrig igen…

Det fik mig helt ned i kulkælderen, og det tog lang tid at komme tilbage, hvor jeg var… Igen, var det min egen læge, der fik mig på ret køl.

Jeg har skiftet medicin. Fra, at jeg kun kendte medicinen Eltroxin mod for lavt stofskifte, kender jeg nu Euthyrox, som jeg skiftede til for 2-3 år siden. Det har hjulpet. Lidt… Men så har jeg lært mine stofskiftetal at kende, og hvornår jeg har det godt. Altså holde øje med sine blodprøver, og mærke forskellen på, hvornår man har det godt, og hvor meget medicin man fik LIGE der. Og på hvornår det hele er lidt træls…

Jeg har læst bogen Få livet tilbage af Helle Sydendal. Og kort herefter, var jeg til et foredrag med hende også. Det satte noget igang hos mig….

Billede lånt fra Instagram.

BAG FACADEN

Mig – bag facaden // Del 4.

17. november 2014

Det er ved at være længe siden sidst, så jeg synes I skulle have en lille update.

Mine andre indlæg – mig – bag facaden – kan du læse her. Del 1, Del 2, Del 3

I det sidste indlæg, sluttede jeg af med at fortælle, at jeg var startet med at arbejde på Horsens Sygehus, hvilket jeg stadig gør, og er meget glad for.

Jeg har haft op-, og nedture mange gange, mens jeg har arbejdet der – og de (fleste) kender til min historie. Nogle mere end andre.

Jeg arbejder 4 dage om ugen – mandag + tirsdag + torsdag + fredag. Jeg holder stadig fri om onsdagen, hvor jeg lader op. Mine børn kalder stadigvæk denne dag for “min sovedag”. For de ved godt at dagen handler om at sove. Men de har heller aldrig været vant til andet end, at jeg sover ekstremt meget. Og sådan en onsdag kan foregå på denne måde. Vågner lige op, og får sagt farvel til ungerne. Sover til kl. 11.00, men er stadig træt. Er vågen et par timer, hvor jeg – på en god dag – måske får lagt tøj sammen og tømt opvaskeren, andre gange, læser jeg i en bog, eller er lidt på computeren. Så sover jeg måske fra 13-15 igen – og er så vågen når drengene kommer hjem.

Igennem årene, har mine arbejdstider ændret sig en del. Jeg tror, jeg startede med at arbejde 6 timer om dagen, men jeg kan ikke helt huske det. Jeg har ihvertfald ikke arbejdet mere end det. Og bagefter skulle jeg så hjem og sove, alt efter hvor meget jeg kunne nå, inden jeg hentede børnene. Jeg har altid haft det princip (og det er jo udelukkende noget JEG mener), at mine børn ikke skulle hentes meget senere end kl. 15. Men jeg ved samtidig godt, at mange forældre ikke har den mulighed, og børnene sagtens kan være i institution længere. Men det var min eget samvittighed, det handlede om. Mine unger havde jo ofte ikke travlt med at komme hjem 😉

På et tidspunkt i forløbet, er jeg så i nogle vikar-ordninger kan vi kalde dem – jeg var ikke fastansat, men på prøve i et vidst antal måneder – da de havde forlænget det 3 gange, var det enten fastansættelse, eller ud af vagten ! Og da de havde ikke lige brug for mig på daværende tidspunkt, kom jeg altså hjem og gå.

Jeg startede så ugen efter på et kursus (igen). Og det var også hyggeligt og spændende. Men igen – jeg havde hørt det meste på de andre jeg havde været på.

Så er det hele lidt tåget !! For jeg kan ikke rigtigt huske hvordan jeg lige kom tilbage på sygehuset .. Altså.. hvor i forløbet mht. kursus, og om det var her jeg blev fastansat ? Så det står lidt hen i det uvisse… (pokkers hjerne…)

Men ihvertfald, så har jeg været derude siden 2007 – og jeg mener jeg blev fastansat i 2009 – og inden fastansættelsen, blev jeg godkendt til flexjob. Det var en dejlig dag ! Det betød at det var ok at jeg var mig !

 

 

BAG FACADEN

Mig – bag facaden // del 3.

17. juli 2014

I 2 tidligere indlæg – her og her – har jeg fortalt lidt om min sygdom, mit sygdomsforløb, og hvordan jeg egentlig går og har det.

Det har været nogle forbandede hårde år. Jeg er lykkelig over, at mine børn ikke virker ødelagte af det, for det har, til tider, ikke været sjovt at være i denne familie.

Når jeg går og er træt hele tiden – er små deprimeret, ikke orker noget, og bare har lyst til at sove – ja, så skal der også være (GOD) plads til mine skønne og dejlige unger. Der har ikke altid været kræfter til det helt store – bare det at spille et spil med den yngste, kunne nogen gange få mig kørt helt ned. Jeg magtede det bare ikke.

Jeg ved godt, at det må være SÅ sindssygt hårdt at forstå. Men hvis I er i nærheden af nogle, kender nogle – tæt på eller ej – så må I altså love mig, at prøve. Prøve at forstå. Jeg orker ikke engang at fortælle hvordan jeg har det nogle gange. Jeg har bare lyst til at være. Være mig selv, i min egen verden – blogge, læse, sove eller simpelthen bare at sidde og kigge ud af vinduet….

Jeg gik på et tidspunkt på et hold på AMU eller VUC eller noget i den retning. For sygemeldte. Det var ok at komme til hver dag. Vi lavede noget forskelligt hver dag. Én dag var altid madlavning, så var der kreativt (Og elskede jeg det ?? Ja, det tror jeg nok jeg gjorde…), der var motion på programmet og der var en dag hvor vi hørte om en masse fagligt i det at være syg og sygemeldt. Vi skulle også skrive på vores CV, så vi havde det, hvis / når vi skulle bruge det.

Jeg var mest vild med de kreative dage. Det var hér jeg lærte at lave billeder med servietter – og det var her jeg lærte at lave mine berømte halskæder (med knuder og sten) – jeg lavede øreringe, armbånd, og havde det de dage helt fantastisk.

 

 

 

Jeg var der ikke lige så længe som nogle af de andre. Jeg var stadig hjemme tidligere og sove til middag, inden børnene kom hjem. Jeg kan ikke huske om det er i den periode, hvor manden henter dem hver dag, så jeg har eftermiddagen selv.

I 2007 var jeg så heldig at komme i praktik på Horsens Sygehus – kvindeafdelingen. Den person der var konstitueret ledende lægesekretær og oversygeplejerske, vil jeg aldrig glemme. Det var hende der “ansatte” mig og hun forstod bare min situation. Intet mindre. Hun sagde på et tidspunkt nogle ord, som jeg aldrig vil glemme hende for. “Christina, Du skal huske, at lige så længe du har været syg – ligeså længe tager det (mindst) at blive rask!” Hendes ord har jeg sagt til mig selv en million gange (Ligesom min læges ord – Det du kan, og det du gerne vil, er ikke altid det samme, og det skal du huske !)Jeg vil aldrig glemme dem, og jeg vil aldrig glemme hende for at hun tog så godt imod mig. Det gjorde mine kollegaer også – det er slet ikke dét !

På et tidspunkt heri forløbet, begynder jeg i gruppeterapi. Det er samme tidspunkt, hvor jeg begynder at have fri om onsdagen. Simpelthen fordi, jeg ikke både kan arbejde, og være i terapi på “samme tid” – Jeg orkede ikke at lukke op for det hele, lige efter jeg havde været på arbejde, og var træt i forvejen. Så de dage havde jeg formiddagen hjemme, til at kunne sove længe, og forberede mig. Det var et super godt forløb, søde piger, og hvor lærte jeg meget her. Det er ting jeg stadig tænker meget over, de ting vi talte om her.

Jeg fortsatte bagefter med at holde fri om onsdagen. Og den dag er simpelthen det der holder mig gående.. Jeg kan være SÅ træt om tirsdagen når jeg vågner, men kan heldigvis tænke, at imorgen har jeg fri. Jeg kæmper hver dag…

Nok for denne gang. Det er mærkeligt, som det kører helt ok med at skrive om det, når jeg først er igang. Men for dælen hvor er det hårdt:!!!

Nå! Hvad siger I så ? Er I stadig med på mere ??

BAG FACADEN

Bag facaden // OCD // Del 2½

28. maj 2014

Efter jeg havde gået til samtaler hos psykiateren i et langt stykke tid, kom hun faktisk ind på, at jeg måske havde ADHD. Ikke fordi jeg var hyperaktiv på nogen måde. Men man kan jo også have det på den stille måde. Og efter at have udfyldt et skema, som viste at det havde jeg jo nok, gav hun mig et par piller med hjem, som jeg aldrig tog! Jeg havde faktisk ikke lyst til mere medicin, for i mellemtiden havde jeg også fået noget angstdæmpende med hjem. Og de hjalp mig meget.

Her for nyligt, da jeg var ude at gå med min veninde, fortæller hun om nogle symptomer hun har haft som viste sig at være angstanfald.
Jeg blev faktisk helt dårlig… For de symptomer var fuldstændig identiske med nogle anfald jeg havde, da ungerne var helt små. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt, kun ned først i brystet, og følte derved slet ikke at jeg fik luft nok. Det hjalp en smule når jeg kom ned at ligge, men der gik alligevel en rum tid, inden jeg kunne trække vejret almindeligt igen. Og bagefter var jeg SÅ træt, og jeg gabte frygelig meget…
Så da lærte jeg (her 8 år efter!) at det faktisk nok havde været angstanfald jeg havde på det tidspunkt. Og jeg kan mærke de er kommet igen. Omend på en lidt anden måde. For nu handler det også om at jeg er svimmel, og bliver nødt til at lægge mig.! Samtidig med, at det er svært at trække vejret..

Èn af de første gange jeg var hos min daværende læge, og talte om mine symptomer, fortæller hun mig at jeg jo har OCD. Anede overhovedet ikke hvad det var. Men hun fortæller så, at det f.eks. er det, som mange har, hvor de vasker hænder 100 gange dagligt, tjekker døren 10 gange inden de kan gå, eller tænder og slukker lyset et bestemt antal gange.. Men det gjorde jeg jo ikke. Nej – men jeg gjorde noget andet – og jeg skal her prøve at forklare hvad det andet går ud på.

Forestil dig en clockradio – den har fine streger der danner tallene – stregerne hedder segmenter

Her står 11:03. Et éttal har 2 segmenter – 0 har 6 segmenter og 3-tallet har 5 segmenter. Med så langt ?
Så lægger jeg dem sammen (Jo hurtigere jo bedre – og husk på at jeg har øvet mig længe!)
De 2 éttaller giver 4
0 = 6
3 = 5
Så her er 15 i alt
I 15 er der:
2 i ettallet og 5 i femtallet
Det er 7.
I 7 er der 3 – og i 3 er der 5 – og 5 kan og vil altid blive 5. = thats it…
I 4, 5, og 6 er der det, som tallet viser – altså 4 segmenter, 5 segmenter og 6 segmenter. Og så kan man ikke komme længere – slut på den tællen.
Men forestil Jer så, at der skal tælles hver gang tallet skifter ! Og at de tal findes både på DVD’er, radioer, ure og microovne ! Dernæst er der også nummerplader ! For når man har lært hvor mange streger der er i tallene, kan man sagtens se på et alm. tal og regne med det.
Der er også skilte på motorvejen, ting i fjernsynet… Ja, jeg kunne blive ved..
Langt, jeg ved det godt, men det var for at give en idé om, hvad jeg ellers render og laver… Eller noget.
Men det er ihvertfald OCD på højt plan, fordi der hele tiden er noget at tælle, og jeg kunne ikke bare lade være, som jeg fik besked om. Og så viser det sig også her, hvorfor jeg havde store problemer allerede i 3. klasse med at regne. For jeg talte jo på min egen måde !!! Og dvs. at jeg har haft OCD i rigtig mange år.
Nå, men lægen sendte mig til psykolog for at få lidt af det på plads, selvom jeg sagde, at det jo ikke var et problem for mig, idet jeg altid havde haft det sådan. Det er så også derfor at jeg kun kom hos ham et par gange, for det var ikke det jeg havde brug for hjælp til.
OCD har jeg stadigvæk, men ansér det stadig ikke som et problem, det er en del af mig, og den jeg er. Jeg tæller mere i de perioder hvor jeg har det skidt og er stresset, men i andre perioder gør jeg det næsten ikke. Eller jeg tænker måske bare ikke over det ? Jeg kan jo nærmest tælle i søvne 😉
Og så lige lidt sjov… Jeg har CDO – det er ligesom OCD, bogstaverne kommer bare i den rigtige rækkefølge 😉
Kender du nogen der har OCD ? – eller måske har du det selv ?

 

BAG FACADEN

Mig bag facaden // del 2.

26. april 2014

Jeg skrev et indlæg som omhandler mit sygdomsforløb fra starten af. Det gør jeg i håb om, at jeg måske kan hjælpe bare én enkelt der sidder derude og gemmer sig. Nogle af Jer har vist interesse for at jeg fortæller mere om det, og det vil jeg hermed gøre. Jeg håber ikke at jeg skræmmer nogle af Jer væk, for det er jo bare og stadigvæk lille mig. Men I kan få et indblik i, hvem der sidder der bag skærmen, og har så mange neglelakker 😉

Nogle gange er jeg også bare glad 😉 Faktisk.

Da jeg kom hjem efter den enkelte nat på “den lukkede” – den åbne psykiatriske skadestue, var det jo bare begyndelsen på det hele. Det var først nu, jeg blev taget alvorligt, det var først nu, jeg rigtigt fik nogle at snakke med, og nogle der kunne håndtere mine skavanker. Og ikke nok med at jeg var død deprimeret, så havde jeg jo også stofskiftet at slås med. Det kan jeg ikke sige nok gange, at det stofskifte – det skal bare fungere. Og for dem hvor det er som det skal være, kan jeg bare sige – I burde være lykkelige..

Så samtidig med, at jeg skiftede medicin, (bliver man lykkelig af lykkepiller ??) fik noget mere, og en masse samtaler, var jeg også stadig en frossenpind, og virkelig træt. Det er trættende at være deprimeret, at være ked af det, at forsøge at holde facaden. Det er trættende at være mor til 2 små krudtugler, og det er VIRKELIG trættende at have for lavt stofskifte. Så vi skal hele tiden huske, at jeg ikke blot var deprimeret og ked af det, for når stofskiftet driller, har man ofte de præcis samme symptomer!! Og nogle har faktisk været inde på, her 10 år efter, at jeg måske slet ikke var deprimeret – måske var det bare pga. stofskiftet ??? Men tro mig: Jeg var meget deprimeret…

Jeg tror, at jeg igennem tiden har fået 8 forskellige slags medicin, noget virkede bare ikke rigtigt på mig, og det som jeg får nu, har jeg fået i nok 6 år. Og jeg slipper det IKKE…

Tiden efter indlæggelsen var hård. Jeg skulle til at leve MED den s…. sygdom. Gå til samtaler konstant, jeg fik en lysterapilampe i julegave, og den er god (Bruger den stadig – men mest når jeg laver negle, for den giver et SÅ dejligt lys 😉 ) Jeg sad foran den mange timer om dagen. Mine dage gik mest med at lave sudoku, det var sådan noget nemt noget. Men det fik mine tanker væk fra alt det triste og jeg kunne ikke samtidigt sidde og være deprimeret når alle tallene skulle passe. Det hjalp mig meget.

Jeg kan ikke helt huske hvor lang tid jeg var fuldtids sygemeldt, og måske kommer situationerne ikke i helt den rigtige rækkefølge, for sygdommen har også fucket med min hjerne. Jeg er SÅ dårlig til at huske (Nu ved I også det 😉 )
Men jeg begyndte på et tidspunkt på arbejde igen (Stadig i Århus), men det blev til 3 timer om dagen 3 dage om ugen. Det gik ok i en periode, men pludselig begyndte jeg bare at tude inden jeg skulle ud af døren. Sådan gik der nogle gange, hvor jeg ringede og talte lidt med lægen, som var god til at berolige mig. Nogle dage kom jeg fint afsted, så det var lidt forskelligt.

For at gøre det lidt kort, (too late..) endte det med at jeg havde min jobkonsulent med til en samtale deroppe, og det endte faktisk med at “vi” blev enige om at jeg skulle holde. Det var egentlig ikke planen da jeg tog derop, men jeg var egentlig så lettet da vi kørte derfra. Fordi jeg ikke længere behøvede at kæmpe hver morgen, mod tårerne, mod stressen, mod mine tanker der var trælse.

Nu gik jeg så hjemme i en periode. Var selvfølgelig til en milliard samtaler med kommunen, jobcenteret, min læge, det psykiatriske mobilteam. Jeg gik hos en psykiater, og var med i en samtale gruppe. Jeg ved ikke helt hvor meget det har hjulpet mig. Jo hos lægen og psykiateren tror jeg jeg fik lært en del. Men ellers ikke. Det er simpelthen SÅ hårdt at være til møde op til flere gange om ugen, og få rodet op i det hele. At man hele tiden skal tage stilling til hvordan man egentlig har det.. Når folk spurgte mig: Hvordan har du det ?? Så anede jeg aldrig hvad jeg skulle sige. For egentlig ville jeg gerne være ærlig, og fortælle at jeg faktisk havde det enormt dårligt – men det var ikke det de ville høre. De ville høre at jeg havde det godt. Så det var faktisk det jeg sagde ret ofte. For jeg orkede ikke at mærke efter, det var lettere at jeg bare sagde jeg havde det godt.

Igen er det svært at forstå, for folk der ikke har prøvet at være i depressionens vold. For man må jo gerne være ærlig, ellers spurgte de ikke. Siger de !

Husk endelig at skriv, hvis I har nogle spørgsmål, og det er rart for mig at vide, om der er nogle der læser med. Både gode og dårlige kommentarer er velkomne.

Kram C.

BAG FACADEN

Mig – bag facaden // del 1.

23. april 2014

Jeg spurgte for nyligt, om I kunne være interesseret i at høre, hvordan jeg egentlig går og har det.. Og der var nogle der synes det var ok, hvis jeg åbnede lidt op. At vide hvem der egentlig sidder der bag skærmen.

Jamen – det er jo bare lille mig. Med stress – og en ordentlig omgang depressioner i kufferten.

Jeg har nok altid lidt af depressioner, og jeg har, så længe jeg kan huske haft vinterdepressioner. Jeg hader vinter, mørke, kulde og ad.

Jeg elsker til gengæld sommer, sol, brune kinder og ahh !

Jeg blev diagnosticeret med for lavt stofskifte for 10 år siden, da var jeg 28 og var næsten lige blevet mor for 2. gang. Jeg var træt, jeg frøs, jeg var ked af det, og iih…

Jeg var så træt, at når jeg sad og læste for min 3 årige store søn, faldt jeg i søvn… Det var lidt belastende. Og der gik alligevel en rum tid, inden lægen havde fundet ud af, at jeg faktisk havde for lavt stofskifte. Så jeg fik medicin. Det var pænt træls, men sådan skulle det jo være. Og det er jo naturligt medicin, som jeg bare ikke selv kan producere.

Herefter gik der en rum tid, inden de også forstod at jeg faktisk var deprimeret. Og jeg anede ikke selv hvorfor. Jeg burde være glad ? Var gift med en god og dejlig mand, havde 2 skønne, dejlige unger… Men det var jeg bare ikke.

Da lillebror kom i dagpleje da han var knap et år, havde jeg intet arbejde, fordi jeg havde haft en vikariat inden min barsel. Så jeg var på noget kursus, og endte med et skønt job i Aarhus som sekretær på hudklinikken. Mit drømmejob. Jeg var bare SÅ glad. Jeg havde gode arbejdstider, og arb. 32 timer ugentligt, så det passede fint med tog til og fra – og passede nærmest med en 37 timers arbejdsuge, som jeg var vant til. Men så gik det galt igen 🙁 Jeg var ked af det hver dag. Når jeg var på arbejde, elskede jeg at være der, men følte jeg svigtede det hele derhjemme. Når jeg var hjemme elskede jeg at være der, og følte at jeg svigtede arbejdet. Kunne li det hele. Men magtede ingenting.

Jeg blev sygemeldt, og orkede kun at gå fra sengen og ind på sofaen ! Og som mange andre også siger – jeg havde det frygteligt, og orkede ikke engang at tømme opvaskemaskinen, hvis det var det eneste jeg skulle på en dag. Gik simpelthen i sort. Jeg tror ikke helt man kan sætte sig ind i, hvordan det er at have det sådan, hvis ikke man har prøvet det..

Jeg måtte bare erkende, at jeg ikke magtede livet. Helt generelt. En søndag da lillen var lidt mere end et år, rignede jeg til den psykiatriske skadestue, og spurgte om ikke jeg måtte komme. Det måtte jeg gerne, og de bad mig pakke en lille taske.

Jeg fik en god og lang snak med nogle meget søde personer der forstod mig. Manden var med til samtalerne, og selvom jeg tror det var hårdt (Nej – det ved jeg han synes) var det også godt for ham, at høre det hele og høre deres spørgsmål til mig. Jeg havde jo egentlig selvmordstanker !! Og det var hårdt for ham at høre… Men jeg havde tit lyst til, bare at køre min cykel ind i en modkørende bil – eller vælge træet i stedet for vejen når jeg kørte i bilen. Men ALDRIG når jeg havde ungerne med. Og jeg syntes også det var synd for dem, hvis de ikke længere kunne blive kørt i bil (!?), fordi jeg havde smadret den. Selvfølgelig var det også synd for dem at skulle undvære en mor – men jeg tænkte jo, at jeg alligevel ikke var noget værd. Jeg lå jo bare på sofaen eller kiggede ud i luften !

Jeg overnattede et enkelt døgn på den åbne psykiatriske skadestue. Og det bedste ved det var, at nu fik jeg hjælp… Nu kom der en sygeplejerske hjem til mig, for at høre hvordan det gik. Men som jeg altid var førhen, – så var jeg også nu, bare en facade.. Jeg havde jo fået ryddet op før hun kom. Jeg havde være i bad og lagt makeup før hun kom. Jeg havde… Jo lavet det hele, så ingen kunne nogensinde se, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Og det har altid (og er det stadigvæk) været et problem. Jeg ville ikke have at andre så hvor skidt jeg var. Jeg ville være en god mor. Jeg ville være en god kone. Jeg ville være perfekt… Men det var jeg ikke. Og det var alt for hårdt at indrømme !!.

Har I lyst til at læse mere ? Eller er det rigeligt, og ikke noget der vedkommer andre ? Jeg vil super gerne høre hvad I mener om sådan et indlæg.

Kram C.