Browser Kategori

BAG FACADEN

BAG FACADEN

Boganmeldelse // En mors historie // Amanda Prowse

27. august 2016

Boganmeldelse


Titel: En mors historie // A mother’s story

Forfatter: Amanda Prowse

Genre: Roman – kærlighed, tab, sorg, depression.

Forlag: Flamingo

Udgivet: e-bog 9. maj 2016 – Paperback 11. august 2016

Antal sider: 760 som e-bog på Iphone.

Læst som: E-bog på min Iphone


En mors bekendelser citat 2En mors historie, er en historie om den største kærlighed. Den største sorg. Den største krise og den største glæde.

Da Matthew og Jessica møder hinanden, er det bare kærlighed ved første blik. De oplever en stormende forelskelse, og ved at det skal være dem for evigt. De bliver gift, og vi følger dem på dagen, og tiden bagefter. Samtidig med at vi følger dem i det man tror er nutid – hører vi samtidig en historie, fortalt som i dagbogsform (fremtid ?) om Jessica. Man finder ud af at hun er et sted – på et hjem af en slags, men man ved ikke helt hvad det er, og hvorfor. Og den hopper så frem og tilbage mellem datid og nutid ?! eller hvordan det lige forholder sig. De er meget forelskede, flytter i et lækkert hus, og har ofte besøg af deres venner. De har det super dejligt, og har en 5-års plan – de har styr på livet. Men så skrider planen.

Jessica bliver gravid, og graviditeten er ligeså lykkelig som deres liv, og de kan ikke ønske sig mere. Men fødslen går slet ikke som planlagt. Jessica har ellers en fødselplan klar, og ved hvordan det hele skal foregå.

Man hører hvordan Jessica havde det da hun voksede op, og hendes tanker om, hvordan hendes mor var overfor hende, om deres ferier, sammen med hendes storebror. Ferier hun ønskede, aldrig stoppede.

I starten er der en del forvirring og lidt svært at finde hoved og hale i det hele. Fordi Jessica og Matt er så lykkelige, og man ikke helt ved hvad der sker. + det, at man hopper lidt frem og tilbage. Undervejs, finder man selv på teorier om, hvad det kan være – det gjorde jeg også. Men de holdt ikke stik alligevel.

Hen mod slutningen begynder de at flyde lidt sammen, datid og dagbogsformen, de nærmer sig hinanden, og her kan man så se en rød tråd i det. Man forstår bogen bedre, og det giver fuldstændig mening. Og det er også her man bør have kleenex parat.

Jeg havde ikke helt forestillet mig, at den handlede helt om det den gjorde, og det satte dybe mærker i min sjæl. Flere gange måtte jeg lige holde en pause, og synke klumpen i min hals.

For hold da op ! Jeg fløj lige 10-11 år tilbage i tiden. Tiden da jeg blev mor for 2. gang. Fik en søn 5 uger for tidligt, samtidigt med at hele familien var syg med influenza. Et barn der havde hul i hjertet (heldigvis lukkede det sig selv igen.), blev født langt fra mit eget sygehus, kom på neonatalafdelingen, og jeg så ham først ½ døgn efter han var født. Min moderkage sad fast så jeg skulle opereres, og jeg besvimede i kørestolen bagefter, fordi der var en der mente, at jeg var for rask til at få blod… Men det fik jeg så alligevel.. Han fik sonde i starten, og lå i varmekasse. Samtidig med at min 3-årige boede hjemme ved mormor imens, og havde influenza. Bagefter fik jeg for lavt stofskifte, og en kæmpe depression oveni. En tid, jeg ikke håber for min værste fjende, at de skal opleve. En tid, hvor jeg var så træt, at man skulle tro det var umuligt. (Jeg er stadig træt !! – Men det er på en helt anden måde nu).

Her beskriver de i bogen, hvilken træthed Jessica har – og det er præcis samme måde jeg var /er træt på.En mors bekendelser citat med pile(Hvis du er blevet interesseret i at læse noget af min historie ? Kan du finde dem under “Bag facaden” her på bloggen. Og lad mig da med det samme lige sige – jeg er ikke depressiv længere. Jeg får medicin, som jeg vil tage resten af mit liv – både for depression og for det lave stofskifte. Jeg har forsøgt flere gange at trappe ud af min medicin, og det gør jeg IKKE igen. Jeg bliver depressiv, og ligger i sofaen og tuder efter 5 dage. Så det bliver et nej tak herfra !. Jeg bliver nemt stresset, og SÅ kan jeg få depressive tanker, men slet ikke i nærheden af, hvad der har været. Jeg skal bare passe på mig selv, huske at sove nok, og lave noget jeg godt kan lide at lave. Blogge f.eks. <3

Nå – det blev s** lidt personligt 😉 MEN – Det er en rigtig god bog, der selvfølgelig får 5 ud af 5 hjerter fra mig. Den går i dybden, og man kan virkelig fornemme hvordan Jessica har det. Man er med i hendes træthed, og enhver der har haft en depression, vil nikke genkendende til det der sker i bogen, og det hun tænker. Den er hård. Den er følelsesladet. Men den lægger ikke skjul på noget. Den fortæller, råt for usødet,  hvordan det er at have en depression.  Det kunne JEG godt have brugt, da jeg var allermest syg. En mors bekendelser med hjerter

Jeg har fået tilsendt bogen fra Flamingo. Jeg bliver ikke betalt for at skrive dette indlæg, og jeg tjener ingen penge på bloggen. Du får altid min helt ærlige mening.

BAG FACADEN

Bag Facaden // Er du syg ? Du ser ikke syg ud ! – Del 6.

21. juni 2015

 



Dig ? Du ser da ikke syg ud ! Tror du ikke bare, at du skal dyrke lidt motion ? Det er sundt at komme ud..


Tror du ikke bare du sover for meget ? Det er jo klart du er træt, når du går så sent i seng ! Så skulle jeg da også sove til middag !

Åååehaaltså! Kender du det ? At folk bare har SÅ mange gode ideér ? Og de slet ikke forstår dig ? Du skal da bare… Ku du ikke prøve… Har du nu prøvet.. Har du nu husket… Tror du ikke…

Døm mig ikke, før du har gået i mine sko !

OG JA. Om jeg går i seng kl. 20 – 21 – 22 – eller 24. Så er jeg træt om morgenen  ! Så skal jeg ind og sove et par timer (eller 3) om eftermiddagen.

Jeg er B-menneske – eller c eller d.. What ever… Jeg har det bedst mellem kl. 18 og 24. Sådan er det bare.

Og jeg skal sove til middag, selv om jeg har sovet til kl. 10 eller 11. Fordi jeg bliver træt i mit hoved. Fordi jeg ikke kan handle i Fakta, Føtex, eller Bilka, uden at få så mange indtryk ind, at hjernen har brug for en time-out. Og det er ikke nok, bare lige at hvile sig, eller læse en bog. Jeg skal sove. Helt væk. Godnat bajer du! Ellers “virker” det ikke.

Så ja ! Selvom jeg er ” så heldig” at have flexjob, og kun arbejder 4 timer om dagen, så skal jeg ind og sove – HVER dag !

Ja. Det er bund irriterrende.

Ja, det er træls, at jeg ikke bare kan gå hjem og “hygge” mig. Bage, læse, blogge gå ture, strikke osv. Men det er ikke derfor jeg går hjem !!!! Jeg går hjem for at sove.

Og jeg sover. Helst 3 timer !! Og så kan jeg være (nogenlunde) frisk når mine knejter kommer hjem fra skole.

Og det er så her – om eftermiddagen, efter min lur, at jeg har tid til at blogge, gå ture, bage, strikke, lave negle, hygge, (evt. gøre rent, hvis det lige kommer til mig…) osv. (Men jeg gør det som oftest ikke her, for jeg er lidt døsig, helt til ud på aftenen.)

Det er ikke når jeg kommer hjem kl. 11.30. Bare lige … Så er det vidst på plads 😉
Men der er mange der synes, at det må være fedt ! At gå så tidligt hjem.

Sikke da alt den fritid du har. 


Det er nok derfor du har så meget energi/tid til at lave negle, eller til at blogge. 


Det gad jeg da også godt… 

Men forstå det nu. Jeg “arbejder” indtil ved 15-tiden hver dag. For jeg sover indtil ved 15-tiden. Hver dag. Så det er først her, jeg vasker tøj, lægger tøj sammen, forbereder aftensmad, laver eftermiddagsmad til knejterne, eller evt. dovner på sofaen med en bog. Det er ikke kl. 12 det sker. OG det er ikke kl. 12, jeg laver negle, eller blogger..

Bare lige.. Hvis nogle skulle være i tvivl. Jeg forventer ikke, at alle forstår det. Man kan ikke forstå det helt, før man har prøvet det på egen krop. Jeg gad virkelig godt have den energi og mentale friskhed (kan man sige det?) og ikke være så træt.

Jeg gad virkelig godt at have et helt almindeligt arbejde fra 8-16. At være helt ligesom de fleste andre. Bare at være almindelig. Bare at være en del af det hele. En almindelig hverdag. En almindelig mor. En almindelig kollega, der altid er der når de andre er på arbejde. En almindelig kone, der har overskud, og lyst til at være. Have lyst (okay – du ved hvad jeg mener..) til at lave mad. Have lyst til at gøre rent, være en del af familien. Hver dag. Også i weekenden. For hvor er det da belastende, at jeg altid skal ind og sove lørdag og søndag eftermiddag. Jeg ville hellere en tur i skoven sammen med familien.

Men hvis jeg har lagt lidt tøj sammen, og evt. tørret støv af. Ja, så magter jeg næsten ikke at køre i fakta og handle ind til næste uges madpakker. For jeg er træt. Opbrugt. Oppe i hovedet.. Så det er så her min mand (igen) kommer ind i billedet. Imens jeg liiige sover ½ time (eller 2½..) så handler han. Eller laver aftensmad. Eller hvad der nu skal gøres..

NÅ! men det var bare lige det, jeg ville sige. Hej.

BAG FACADEN

Thyroid Disease Awareness Month // Butterfly manicure – Sommerfugle mani.

9. januar 2015

Her i Januar måned, er det stofskiftesygdomme der bliver sat fokus på, med Thyroid Disease Awareness Month.

På #TDAMani på Instagram, kan du læse meget mere om det, og se en masse smukke mani’er.

Hvis du har læst med jævnligt, ved du, at jeg kæmper med sygdommen for lavt stofskifte. En, jeg har haft i snart 11 år, som gør mig så træt, som dagen den er lang !
Pga. den, skal jeg ind og sove (helst minimum) 2 timer hver eftermiddag, når jeg kommer hjem fra arbejde. Blandt andet, pga. den, er jeg flexjobber, og kan for øjeblikket ikke arbejde mere end 16 timer om ugen, fordelt på 4 dage. Jeg har fri om onsdagen – min såkaldte sovedag. Og det gør jeg.

Sover altså.

Helst hele dagen.

Eller ihvertfald til omkring kl. 10 eller 11. Så er jeg oppe i et par timer, og hvis jeg, den dag, har noget energi, kan det godt være jeg lægger noget tøj sammen, eller gør badeværelse rent. Men langt de fleste dage, er jeg bare træt og uden energi eller overskud. Så læser jeg lidt. Og når klokken nærmer sig 13. Ja, så tager jeg lige 2 timer på langs igen….

“Fedt nok”, tænker du måske !

“Fedt, kun at arbejde 4 timer om dagen, og have en ugentlig fridag”

“Fedt at have tid til det man gerne vil”.

“Bare det var mig.”

Jeg vil til hver en tid, gerne bytte med én, der har et 37 timers job – og som ikke er syg. Man du skal tage det hele med så !

Du kan ikke nøjes med de 4 timers arbejde og den ugentlige fridag. !

Du skal tage trætheden med. Det er ikke bare en træthed, efter en lang nat i byen. Det er en dræbende træthed, der gør det svært at holde øjnene åbne, (mest) i løbet af formiddagen.

Depressionerne.

Nedturene.

At jeg fryser – langt ind i knoglerne, og sover med vinterdyne og extra tæpper om sommeren. Og med varmepude. At jeg (Pinedød) SKAL ind og sove hver eneste f*****ng eftermiddag, og har svært ved at vågne helt op igen, før vi når omkring kl. 18-19 hver aften. At de fleste af mine weekender bliver brugt til at sove, og at min familie savner mig.  At jeg ikke kan holde ud at være i store forsamlinger. Voldsomt generet af støj og høje lyde – det gør mig extra træt. Så en stor familiesammenkomst, kan gøre at jeg er træt en hel uge efter.

Update ! Åh ja… Glemsomheden.. Det glemte jeg lige.. Jeg er så frygtelig glemsom.. Husker virkelig dårligt..

Det er en sygdom, jeg skal have resten af livet. Jeg skal tage medicin resten af livet. Jeg skal kæmpe med lægerne, fordi de siger, at tallene fra blodprøverne er ok.

De ligger indenfor referenceværdierne.

Ja Tak!! Men det er min krop, og jeg ved (efter godt 11 år…) Hvornår min krop har det godt. Hvor tallene skal ligge, for at jeg kan være til.

Der findes forskellig slags medicin, og nogle tåler det ene, og andre tåler det andet.
Tilskud, af T3 medicin – det har jeg lige lært at kende…

Din skjoldbruskkirtel sidder foran på halsen, og har form som en sommerfugl. Den producerer T4, hvis den fungerer som den skal.
Det skal kroppen så omdanne til T3 – for at det kan komme ud i alle cellerne i din krop – din hjerne, dine muskler osv.
Hvis din skjoldbruskkirtel ikke længere producerer T4 – hvis du f.eks. har for lavt stofskifte – skal du altså have tilført T4 via en lille pille.

Det er jo alt sammen meget godt. Men nogle stofskiftepatienter, kan så ikke omdanne den T4 de får tilført, til T3 – og her kan man så få en anden pille…. Med T3.!!

Der findes også andre former for stofskiftesygdomme. Du kan have for højt stofskifte, eller være født uden skjoldbruskkirtel. Nogle har også fået den fjernet helt, måske pga. kræft i skjoldbruskkirtlen. Jeg følger en del forskellige grupper vedr. stofskiftet, på Facebook. Hvilket er rigtig dejligt, da de har mange af de samme symptomer, som jeg selv, og kommer med flere forskellige gode råd.

Nå men…. Historien er allerede blevet for lang.

Jeg ville egentlig vise Jer nogle negle, jeg har lavet i forbindelse med, at Januar måned er

Thyroid Disease Awareness Month.

(Du ved – ligesom at oktober er Breastcancer Awareness Month.)

Jeg følger en anden negleblogger på Instagram, og det er der jeg har set, at Januar er måned for “sommerfugle på neglene,” og derudover er det farven blå, der er gældende. At det lige er blevet sommerfugle der symboliserer stofskifte – er ikke så mærkeligt. Det er den der altid går igen, alle steder hvor du kan læse om stofskiftet. Fordi skjoldbruskkirtlen ligner lidt en lille sommerfugl.

Du kan finde mange flere negle inde på Instagram under #TDAMani

“Bunden” er lakkerne jeg brugte til Fredagens Fælles Fredag Èn farve, 3 nuancer.  som var en gradient, med 3 blå farver. Og ovenpå har jeg så lavet nogle sommerfuglevinger, med en nailartpen til stregerne, og mit dottingtool til prikkerne.

 

Kender du noget til stofskiftesygdomme ? Så del endelig. Hvis du har spørgsmål, vil jeg også rigtig gerne hjælpe. Bare spørg løs.

 

BAG FACADEN

Mig – bag facaden // Del 5.

8. december 2014

Mine tidligere “Mig – bag facaden” – kan du finde her. Del 1, Del 2, Del 3 Del 4. Og om min OCD her.

Jeg har arbejdet på Horsens Sygehus siden 2007, og er rigtig glad for det. Men det er hårdt. Det er hårdt, at være træt hele tiden. At skulle kæmpe sig ud af sengen hver eneste morgen. Når lysten slet ikke er der. Altså til at stå op. Til at have en hverdag. Til at være til. Til tider!.

Men jeg er flexjobber, med al hvad der hører til. Jeg har hørt nogle sige “EJ fedt, du går hjem nu og hygger dig”. Jaaa… Hygger, ligefrem ? Det gør jeg så nok ikke helt.. Jeg går hjem og sover. Sover alt det jeg kan – og helst 5 -6 kvarter i timen…

Jeg er en meget langsom vågner, og jeg vågner faktisk først rigtigt op – ved 19-20 tiden. Så er det da brand ærgerligt, at man skal i seng kort efter ! Altså..

Det er om aftenen, jeg har overskud til at skrive mine blogindlæg, til at læse, til at lave negle, dekorere og hygge. Det er her jeg har alt min energi..

Jeg kan være så træt når jeg er på arbejde. Og jeg ved, at der er nogen der tænker. SÅ GÅ DOG FØR I SENG. Nej. Sådan fungerer det faktisk ikke. Slet ikke..

Jeg har en kollega der er meget forstående – og forstår lige præcis hvordan jeg har det. Hun er guld værd. (Nogle gange, ved hun faktisk at jeg er trist, ked, træls – før jeg selv gør!) Hun ved godt, at når jeg ikke har lyst til at gå i seng om aftenen, så er det fordi… At så starter det hele snart forfra…

Ja, sådan har jeg det faktisk.

Det lyder SÅ træls… Men det er jo ikke min familie jeg ikke kan li. Det er ikke mit arbejde jeg ikke kan li.

Jeg kan bare ikke lide at have det træls. At være træt, at være deprimeret, at være belastende og en belastning. Og når jeg sidder i min sofa om aftenen, så har jeg det godt. Indtil jeg opdager klokken er godnat… Så bliver jeg ked igen…

Nu sidder du så måske derude bag skærmen og tænker. Så tag dig dog sammen kvindemenneske… Men igen – sådan fungerer det bare ikke.

For nogle år siden, sagde min meget forstående læge til mig. Christina – Du har det nok så godt som du kan ha det.. Og jeg var faktisk tilbøjelig til at give ham ret.

For med en lurende tilbagevendende depression, som jeg medicineres for. Og med en stofskiftesygdom, der lever sit eget liv (trods medicin), så kunne det nok ikke blive bedre.

Men det var før jeg kendte facebook – og alle de grupper på facebook, som også huser stofskiftesyge. For dem har jeg lært noget af. Og jeg har taget affære !!! Mere om det senere !!

Jeg var henvist til Endokrinologisk afdeling på sygehuset. Første gang jeg var afsted, var det en super sød reservelæge, der desværre kun lige var på gennemrejse !! Hun nævnte alt det nye medicin man kunne få, og vi kunne prøve en masse forskelligt. Men det var ændret gangen efter, da jeg kom til en ny læge. Og det blev ikke bedre 3. gang, da jeg kom derud, til en 3. læge. Endda en overlæge !! Jeg var ikke begejstret. Og for at det ikke skal være løgn, sagde hun for 2 år siden (eller er det kun 1 år ?) at jeg skulle skippe min medicin mod depression… Det gør jeg Aldrig igen…

Det fik mig helt ned i kulkælderen, og det tog lang tid at komme tilbage, hvor jeg var… Igen, var det min egen læge, der fik mig på ret køl.

Jeg har skiftet medicin. Fra, at jeg kun kendte medicinen Eltroxin mod for lavt stofskifte, kender jeg nu Euthyrox, som jeg skiftede til for 2-3 år siden. Det har hjulpet. Lidt… Men så har jeg lært mine stofskiftetal at kende, og hvornår jeg har det godt. Altså holde øje med sine blodprøver, og mærke forskellen på, hvornår man har det godt, og hvor meget medicin man fik LIGE der. Og på hvornår det hele er lidt træls…

Jeg har læst bogen Få livet tilbage af Helle Sydendal. Og kort herefter, var jeg til et foredrag med hende også. Det satte noget igang hos mig….

Billede lånt fra Instagram.

BAG FACADEN

Mig – bag facaden // Del 4.

17. november 2014

Det er ved at være længe siden sidst, så jeg synes I skulle have en lille update.

Mine andre indlæg – mig – bag facaden – kan du læse her. Del 1, Del 2, Del 3

I det sidste indlæg, sluttede jeg af med at fortælle, at jeg var startet med at arbejde på Horsens Sygehus, hvilket jeg stadig gør, og er meget glad for.

Jeg har haft op-, og nedture mange gange, mens jeg har arbejdet der – og de (fleste) kender til min historie. Nogle mere end andre.

Jeg arbejder 4 dage om ugen – mandag + tirsdag + torsdag + fredag. Jeg holder stadig fri om onsdagen, hvor jeg lader op. Mine børn kalder stadigvæk denne dag for “min sovedag”. For de ved godt at dagen handler om at sove. Men de har heller aldrig været vant til andet end, at jeg sover ekstremt meget. Og sådan en onsdag kan foregå på denne måde. Vågner lige op, og får sagt farvel til ungerne. Sover til kl. 11.00, men er stadig træt. Er vågen et par timer, hvor jeg – på en god dag – måske får lagt tøj sammen og tømt opvaskeren, andre gange, læser jeg i en bog, eller er lidt på computeren. Så sover jeg måske fra 13-15 igen – og er så vågen når drengene kommer hjem.

Igennem årene, har mine arbejdstider ændret sig en del. Jeg tror, jeg startede med at arbejde 6 timer om dagen, men jeg kan ikke helt huske det. Jeg har ihvertfald ikke arbejdet mere end det. Og bagefter skulle jeg så hjem og sove, alt efter hvor meget jeg kunne nå, inden jeg hentede børnene. Jeg har altid haft det princip (og det er jo udelukkende noget JEG mener), at mine børn ikke skulle hentes meget senere end kl. 15. Men jeg ved samtidig godt, at mange forældre ikke har den mulighed, og børnene sagtens kan være i institution længere. Men det var min eget samvittighed, det handlede om. Mine unger havde jo ofte ikke travlt med at komme hjem 😉

På et tidspunkt i forløbet, er jeg så i nogle vikar-ordninger kan vi kalde dem – jeg var ikke fastansat, men på prøve i et vidst antal måneder – da de havde forlænget det 3 gange, var det enten fastansættelse, eller ud af vagten ! Og da de havde ikke lige brug for mig på daværende tidspunkt, kom jeg altså hjem og gå.

Jeg startede så ugen efter på et kursus (igen). Og det var også hyggeligt og spændende. Men igen – jeg havde hørt det meste på de andre jeg havde været på.

Så er det hele lidt tåget !! For jeg kan ikke rigtigt huske hvordan jeg lige kom tilbage på sygehuset .. Altså.. hvor i forløbet mht. kursus, og om det var her jeg blev fastansat ? Så det står lidt hen i det uvisse… (pokkers hjerne…)

Men ihvertfald, så har jeg været derude siden 2007 – og jeg mener jeg blev fastansat i 2009 – og inden fastansættelsen, blev jeg godkendt til flexjob. Det var en dejlig dag ! Det betød at det var ok at jeg var mig !

 

 

BAG FACADEN

Mig – bag facaden // del 3.

17. juli 2014

I 2 tidligere indlæg – her og her – har jeg fortalt lidt om min sygdom, mit sygdomsforløb, og hvordan jeg egentlig går og har det.

Det har været nogle forbandede hårde år. Jeg er lykkelig over, at mine børn ikke virker ødelagte af det, for det har, til tider, ikke været sjovt at være i denne familie.

Når jeg går og er træt hele tiden – er små deprimeret, ikke orker noget, og bare har lyst til at sove – ja, så skal der også være (GOD) plads til mine skønne og dejlige unger. Der har ikke altid været kræfter til det helt store – bare det at spille et spil med den yngste, kunne nogen gange få mig kørt helt ned. Jeg magtede det bare ikke.

Jeg ved godt, at det må være SÅ sindssygt hårdt at forstå. Men hvis I er i nærheden af nogle, kender nogle – tæt på eller ej – så må I altså love mig, at prøve. Prøve at forstå. Jeg orker ikke engang at fortælle hvordan jeg har det nogle gange. Jeg har bare lyst til at være. Være mig selv, i min egen verden – blogge, læse, sove eller simpelthen bare at sidde og kigge ud af vinduet….

Jeg gik på et tidspunkt på et hold på AMU eller VUC eller noget i den retning. For sygemeldte. Det var ok at komme til hver dag. Vi lavede noget forskelligt hver dag. Én dag var altid madlavning, så var der kreativt (Og elskede jeg det ?? Ja, det tror jeg nok jeg gjorde…), der var motion på programmet og der var en dag hvor vi hørte om en masse fagligt i det at være syg og sygemeldt. Vi skulle også skrive på vores CV, så vi havde det, hvis / når vi skulle bruge det.

Jeg var mest vild med de kreative dage. Det var hér jeg lærte at lave billeder med servietter – og det var her jeg lærte at lave mine berømte halskæder (med knuder og sten) – jeg lavede øreringe, armbånd, og havde det de dage helt fantastisk.

 

 

 

Jeg var der ikke lige så længe som nogle af de andre. Jeg var stadig hjemme tidligere og sove til middag, inden børnene kom hjem. Jeg kan ikke huske om det er i den periode, hvor manden henter dem hver dag, så jeg har eftermiddagen selv.

I 2007 var jeg så heldig at komme i praktik på Horsens Sygehus – kvindeafdelingen. Den person der var konstitueret ledende lægesekretær og oversygeplejerske, vil jeg aldrig glemme. Det var hende der “ansatte” mig og hun forstod bare min situation. Intet mindre. Hun sagde på et tidspunkt nogle ord, som jeg aldrig vil glemme hende for. “Christina, Du skal huske, at lige så længe du har været syg – ligeså længe tager det (mindst) at blive rask!” Hendes ord har jeg sagt til mig selv en million gange (Ligesom min læges ord – Det du kan, og det du gerne vil, er ikke altid det samme, og det skal du huske !)Jeg vil aldrig glemme dem, og jeg vil aldrig glemme hende for at hun tog så godt imod mig. Det gjorde mine kollegaer også – det er slet ikke dét !

På et tidspunkt heri forløbet, begynder jeg i gruppeterapi. Det er samme tidspunkt, hvor jeg begynder at have fri om onsdagen. Simpelthen fordi, jeg ikke både kan arbejde, og være i terapi på “samme tid” – Jeg orkede ikke at lukke op for det hele, lige efter jeg havde været på arbejde, og var træt i forvejen. Så de dage havde jeg formiddagen hjemme, til at kunne sove længe, og forberede mig. Det var et super godt forløb, søde piger, og hvor lærte jeg meget her. Det er ting jeg stadig tænker meget over, de ting vi talte om her.

Jeg fortsatte bagefter med at holde fri om onsdagen. Og den dag er simpelthen det der holder mig gående.. Jeg kan være SÅ træt om tirsdagen når jeg vågner, men kan heldigvis tænke, at imorgen har jeg fri. Jeg kæmper hver dag…

Nok for denne gang. Det er mærkeligt, som det kører helt ok med at skrive om det, når jeg først er igang. Men for dælen hvor er det hårdt:!!!

Nå! Hvad siger I så ? Er I stadig med på mere ??

BAG FACADEN

Bag facaden // OCD // Del 2½

28. maj 2014

Efter jeg havde gået til samtaler hos psykiateren i et langt stykke tid, kom hun faktisk ind på, at jeg måske havde ADHD. Ikke fordi jeg var hyperaktiv på nogen måde. Men man kan jo også have det på den stille måde. Og efter at have udfyldt et skema, som viste at det havde jeg jo nok, gav hun mig et par piller med hjem, som jeg aldrig tog! Jeg havde faktisk ikke lyst til mere medicin, for i mellemtiden havde jeg også fået noget angstdæmpende med hjem. Og de hjalp mig meget.

Her for nyligt, da jeg var ude at gå med min veninde, fortæller hun om nogle symptomer hun har haft som viste sig at være angstanfald.
Jeg blev faktisk helt dårlig… For de symptomer var fuldstændig identiske med nogle anfald jeg havde, da ungerne var helt små. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt, kun ned først i brystet, og følte derved slet ikke at jeg fik luft nok. Det hjalp en smule når jeg kom ned at ligge, men der gik alligevel en rum tid, inden jeg kunne trække vejret almindeligt igen. Og bagefter var jeg SÅ træt, og jeg gabte frygelig meget…
Så da lærte jeg (her 8 år efter!) at det faktisk nok havde været angstanfald jeg havde på det tidspunkt. Og jeg kan mærke de er kommet igen. Omend på en lidt anden måde. For nu handler det også om at jeg er svimmel, og bliver nødt til at lægge mig.! Samtidig med, at det er svært at trække vejret..

Èn af de første gange jeg var hos min daværende læge, og talte om mine symptomer, fortæller hun mig at jeg jo har OCD. Anede overhovedet ikke hvad det var. Men hun fortæller så, at det f.eks. er det, som mange har, hvor de vasker hænder 100 gange dagligt, tjekker døren 10 gange inden de kan gå, eller tænder og slukker lyset et bestemt antal gange.. Men det gjorde jeg jo ikke. Nej – men jeg gjorde noget andet – og jeg skal her prøve at forklare hvad det andet går ud på.

Forestil dig en clockradio – den har fine streger der danner tallene – stregerne hedder segmenter

Her står 11:03. Et éttal har 2 segmenter – 0 har 6 segmenter og 3-tallet har 5 segmenter. Med så langt ?
Så lægger jeg dem sammen (Jo hurtigere jo bedre – og husk på at jeg har øvet mig længe!)
De 2 éttaller giver 4
0 = 6
3 = 5
Så her er 15 i alt
I 15 er der:
2 i ettallet og 5 i femtallet
Det er 7.
I 7 er der 3 – og i 3 er der 5 – og 5 kan og vil altid blive 5. = thats it…
I 4, 5, og 6 er der det, som tallet viser – altså 4 segmenter, 5 segmenter og 6 segmenter. Og så kan man ikke komme længere – slut på den tællen.
Men forestil Jer så, at der skal tælles hver gang tallet skifter ! Og at de tal findes både på DVD’er, radioer, ure og microovne ! Dernæst er der også nummerplader ! For når man har lært hvor mange streger der er i tallene, kan man sagtens se på et alm. tal og regne med det.
Der er også skilte på motorvejen, ting i fjernsynet… Ja, jeg kunne blive ved..
Langt, jeg ved det godt, men det var for at give en idé om, hvad jeg ellers render og laver… Eller noget.
Men det er ihvertfald OCD på højt plan, fordi der hele tiden er noget at tælle, og jeg kunne ikke bare lade være, som jeg fik besked om. Og så viser det sig også her, hvorfor jeg havde store problemer allerede i 3. klasse med at regne. For jeg talte jo på min egen måde !!! Og dvs. at jeg har haft OCD i rigtig mange år.
Nå, men lægen sendte mig til psykolog for at få lidt af det på plads, selvom jeg sagde, at det jo ikke var et problem for mig, idet jeg altid havde haft det sådan. Det er så også derfor at jeg kun kom hos ham et par gange, for det var ikke det jeg havde brug for hjælp til.
OCD har jeg stadigvæk, men ansér det stadig ikke som et problem, det er en del af mig, og den jeg er. Jeg tæller mere i de perioder hvor jeg har det skidt og er stresset, men i andre perioder gør jeg det næsten ikke. Eller jeg tænker måske bare ikke over det ? Jeg kan jo nærmest tælle i søvne 😉
Og så lige lidt sjov… Jeg har CDO – det er ligesom OCD, bogstaverne kommer bare i den rigtige rækkefølge 😉
Kender du nogen der har OCD ? – eller måske har du det selv ?