Forsvarlig behandling // Boganmeldelse // Unni Cathrine Eiken

Boganmeldelse

Forfatter: Unni Cathrine Eiken

Genre: Kærlighed / first meeting / Boys in love / M/M 🏳️‍🌈

Serie: (Håber der kommer mere 😉 )

Antal sider: 303

Udgivet: Februar 2019

Læst som: Papirbog, softcoverHistorien kendte jeg i forvejen, da jeg har læst den på et forum for fan fiction. Personernes navne er blevet ændret, hvilket var lidt svært i starten, når man “ser” billeder i hovedet af dem man læser om 😉 Men det gik egentlig ret hurtigt med at vænne sig til de nye navne. Men de personer der er med i bogen, vil for altid, hedde noget andet for mig 💚

“Ordene velter ut av munnen til Vegard før han rekker å oppfatte hva han sier, han klarer ikke å stoppe dem. Alle normale filter er tydeligvis ute i pause samtidig. Eilif blunker litt igjen, nikker, det ser ut som han syns det er fint innenfor det en sykeplejer vanligvis tilbyr pasientene.”

Bogen er norsk, hvilket jeg intet problem har med at læse længere. I starten synes jeg det var lidt svært, men nu læser jeg norsk ligeså hurtigt som jeg læser dansk. (Kan I også huske i folkeskolen, da man havde om de nordiske lande og skulle læse på norsk og svensk? Jeg syntes det var virkelig svært…) Men jeg tror bare man skal kaste sig ud i det, og så måske slå enkelte ord op i starten. Det gør jeg ikke længere, men jeg har også læst på norsk i ihvertfald i 2 år nu.

“Han er varm og rød i kinnene, Elises siste utrop vokser seg til et grantre midt i magen hans, komplett med rotsystem og friske granskudd. Et tre med mange tusen spisse nåler, dekket av uro. Det er som om totalen av alt som er ille med denne drittdagen ble kokt ned og levert som konsentrert kleinhetssirup i Elises teite vits om avkledning og stell. Eller, vits er sikkert dessverre feil ord, Vegard ler i alle fall ikke, ikke som Eilif kan se. Han ser tvert i mot litt sur ut, fikler med blodtrykksmåleren og ser ikke på Eilif når han svarer.”

Jeg laver anmeldelsen på dansk, men de citater jeg sætter ind, er på norsk 🇳🇴

“”Ikke knytt hånden din, bare ligg helt rolig, du.” Vegards tommel ligger lett i håndflaten hans, men Eilif kjenner den som et blylodd. De ørsmå bevegelsene av tommelen sender stjerneskudd oppover i armen hans, forplanter seg til brystet og gjør noe rart med pusten hans. Det er som om luften stopper et øyeblikk øverst i brystet, hoper seg opp til det blir for fullt og presser seg frem i små andpustne hikst. Vegards fingre omslutter den tynne huden på oversiden av Eilifs hånd, lager ilinger og små fargerike blaff i Eilifs mage, får det til å svimle for ham. Han ser fort vekk, til siden. Holder ikke ut å se Vegards steinansikt, vil ikke forholde seg til at det bare er han selv som føler at det er noe her. Mansjetten har tømt seg for luft og er løs rundt Eilifs arm igjen. Vegard ser litt overrasket på displayet, men sier ingenting, ser forskende på Eilifs ansikt i stedet. “Du, du vet at dette kommer til å gå bra nå, ikke sant? De fikser det beinet, du er ute herfra ganske snart,” sier han. Eilif møter motvillig Vegards blikk, nikker, prøver å svare. “Ja. Det går helt sikkert greit.” Det blir mye pust og lite stemme, Vegard må lene seg frem for å høre. Eilif kjenner den varme lukten av ren hud, shampo, med undertoner av noe krydret og mandig. Det stiger i ham, sommerfugler, stjerneskudd, blaff i klare farger, han må lukke øynene, prøve å kontrollere det som raser i ham og gjør ham varm og urolig. “Eilif? Jeg føler ikke helt at vi har fått smertene dine under kontroll? Har du vondt nå?” spør Vegard. Han har hånden på kinnet hans igjen, det føles så trygt, som om den hånden hører hjemme der, på huden hans. Han lener ansiktet inn i Vegards håndflate, ligger noen sekunder med lukkede øyne. Later som om Vegards hånd ikke bare er der fordi han er på jobb og Eilif er en jævlig brysom pasient med ukontrollert pust.

Eilif falder og brækker benet mens han er på arbejde. Han bliver hentet i ambulance og kørt på akutmodtagelsen. Her møder vi Vegard der er sygplejerske, og som bliver kastet ud i det med en gang, da han hjælper Eilif med et angstanfald. Og så er kimen ligesom lagt. Foråsidetsånn.

Vi følger Eilif’s vej fra han kommer ind på sygehuset, og til han er blevet opereret og er hjemme igen. Vi følger hvordan Vegard bliver en vigtig del af Eilif’s pleje, og en fast bestanddel af hverdagen. Om Elise som er der hele tiden, og bare taler og taler, så alle vender øjne af hende. Heldigvis er der én der er rigtig god til at tage hånd om hende også.

Vi følger både fra Eilif og Vegard’s øjne.

“En panik som har kjørt ham inn i en eskalerende runddans av tanker om å miste kontrollen, miste kontrollen over hodet igjen. Det var håndterbart, velkjent, så lenge han klarte å holde seg fast i metallet i sengerammen, så lenge han kjente at det var hardt og umulig kunne gi etter. Tålelig så lenge han kjente smaken av spyttet sitt og varmen av pusten mod knyttneven. Han er forbi det nå, nå føles det som om det kommer til å knuse ham, denne gangen kommer det til å forandre ham, rive ham i biter som ingen kan sette sammen igjen. Han har trukket det friske beinet opp mot seg, sitter med armene slått om kneet, hodet er bøyd fremover. Han prøver å samle seg, som hun sa, prøver å gjøre som den lille hvitkledde kvinnen ved siden av Elise har foreslått. Men det er ingenting som hjelper, det kommer aldri til å slutte.. Det kommer til å vare helt til hjertet hans ikke holder det ut lengre, helt til det sprenger i millioner av slintrer, og han ikke puster luft lenger, men blod. “Føkk dette! Fy faen! Det må jo være noen her som har tenkt å gjøre den jævla jobben sin her! Gi han noe, da! Hva faen er vitsen med at han ikke får ha sine egne medisiner her, når dere ikke gir han noe når han trenger det” roper Elise.”

Og nå ja.. Så er der flere kendte navne med i historien. Da Unni valgte at udgive bogen, kunne man købe den helt alm. men man kunne også give et bidrag og få lov til at være en person i bogen. Det er lidt hyggeligt 💜 (Øhhh – Unni? Er kommet til å tenke på noe… Hun litt runde i sted… hun med glitterskoene – erret meg? 😂 Jeg lo høyt!! – det kunne ihvertfald nemt ha været meg)

“”Typisk deg da, Eilif! Du må selvsagt havne på et rom som er sykt langt vekke fra kantina! Og den kjipe kantina, da! Måtte på kiosken for å få en karamellatte. Og så tok jeg jo feil heis opp igjen, jeg. Måtte gå gjennom lungeavdelinga. Fy faen ass. Ganske creepy når det ligger folk med gassmaskegreier på og puster med sånn Star Wars-lyd. Hva heter han igjen? Han som peser sånn.””

Jeg føler der mangler et par sekvenser Unni? Eller ihvertfald én 🙈 😅 Men det har ingen betydning for historien i sin helhed. Og ja… jeg kunne have lavet så mange flere citater her… men det går jo ikke. Men jeg synes at citaterne er vigtige. Vigtige fordi de viser Unni’s måde at skrive på. Og jeg er ret sikker på, at de fleste vil blive forelsket i måden hun skriver på. Og ja.. også i både Eilif og Vegard da… 💚

Ok… lige en sidste fra Elise…

“Amagaad, Eilif! Den posen der er seriøst bare ekkel!”

Unni skriver helt fantastisk, og det har jeg synes fra dag 1, hvor jeg begyndte at følge med i hendes historier. Hun er malerisk i sine fortællinger og har en måde at skrive på, som til tider gør det helt poetisk og magisk. Der findes alle følelser i bogen, og de rammer helt inde i hjertet. Jeg har siddet med tårer i øjnene. Følt Eilif’s angst. Jeg har grinet (på dansk…) af Elise’s kommentarer, og været vildt irriterret på hende. Og jeg har følt smerten i Eilif, både med det brækkede ben, men også smerten i hjertet. Følt forvirringen hos Vegard. Det hele er der. OGSÅ 2. gang jeg læser 💚

Bogen er så smukt udformet. Den har regnbuepletter i forskellige størrelser på forsiden. Ved hvert nyt kapitel, er der ligeledes lidt prikker. Og jeg har fået et signeret eksemplar ❤

Jeg håber at hun skriver nogle flere (Jeg ved hun har mere 😉 ) – At hun udgiver dem, og der må da gerne komme en opfølger på Eilif og Vegard 💚 Takk for historiene dine Unni. Digger dem i alle universene.

Du kan finde link til bogen (både softcover og e-bog) på facebook eller instagram.

Kunne jeg give 10 hjerter gjorde jeg det. Men der er 5 ud af 5 💚💙🧡💜💛Bogen er købt og betalt af mig selv. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg har ingen økonomisk interesse i mine indlæg. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer.