Som om vi aldrig rigtigt fandtes // Boganmeldelse // Rikke Dahl

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Som om vi aldrig rigtigt fandtes

Forfatter: Rikke Dahl

Forlag: Turbine

Genre: Krimi / psykologisk thriller. 

Udgivet: 28. marts 2019

Antal sider: 471

Læst som: Hardback, modtaget efter aftale med forfatteren.Fra bagsideteksten:

“Vi dør snart, Christin. Allesammen.” Den succesrige scenograf Christin Lindberg modtager en foruroligende besked i telefonen. Et opkald fra fortiden, der tvinger hende til at rejse tilbage til barndomsbyen – noget, hun ellers har forsvoret nogensinde at gøre. Nikolaj Hoffman, den engang så karismatiske og talentfulde forsanger i bandet Smalltown Empire, er fundet død i en grøftekant. Og noget er galt, fornemmer Christin, noget, der rækker tilbage til de tilsyneladende uskyldige og eventyrlige ungdomsår. I sin søgen efter hjælp opsøger Christin den lokale journalist Micki Reiss. Sammen afdækker de trin for trin en farlig fortid, hvor intet var, som det tog sig ud. 

**************************************

På trods af, at Christin har sagt, at hun aldrig kommer tilbage til sin fødeby, ender hun netop der, da hun skal til begravelse. Herfra starter så en vanvittig spændende historie, hvor vi bliver taget med tilbage til 1993, og grunden til at hun ikke ville tilbage. Hun finder journalisten der har skrevet om dødsfaldet – og det er den samme journalist, som i ’93, ville gøre næsten alt for at være med i deres gruppe af venner.

“Alt det her vidste Christin intet om. Over tre timer havde hun tilbragt midt i det hele, mellem vægge og møbler og gamle lysestager, og alligeel var hun gået herfra uden at vide andet, end at begge mine forældre var døde. Jeg havde kort nævnt det, bare at de var døde, og hun havde set undersøgende på mig. Var jeg o.k.? Oh yes, alt fint her. Jeg er jo voksen nu, det spiller ikke så stor en rolle.” 

Det hele kører rundt som i en karrussel. Hurtigtere. Vildere, og endnu hurtigere. Og man ved ikke hvornår den er på sit højeste. Man ved ikke hvornår man falder.

“Hvis jeg havde haft en mølle, så væltede den rundt med frisk vand, idet hun sagde det. Var det virkelig sådan? Havde Christin i sidste ende været ligeså meget en outsider som jeg selv? Christin Lindberg med det gennemsigtige navn, den skødesløse hestehale og de spørgende øjne. Havde hun i virkeligheden altid været en helt anden?”

Man får historien fra ’93 bid for bid. Hvor hver person fra dengang har deres eget kapitel. Det blander sig med nutiden, og for hver bid man får, bliver karussellen bare større og større.

” Noget dunkede i min krop. En underlig følelse af, at jeg måtte tættere på noget, jeg ikke vidste, hvad var. Det prikkede i brystkassen, i underlivet og benene. En psykotisk kvinde havde haft besøg af en gammel veninde hvorefter hun havde talt i telefon med en anden gammel veninde og rablet noget af om, at de allesammen snart skulle dø. Der var ingenting at hente, absolut ingenting, og alligevel stod jeg her med en umættelig dunken, der ikke ville forlade min krop.”

Man starter med at følge Christin, men ender egentlig med at man følger Micki mere. Og det gjorde mig i starten lidt forvirret. Man tror bare det er hende man skal følge, fordi det første kap.

“Du skal bare være glad for, at du ikke var vores ven. For du slap fri, Micki.”

Personerne i bogen kommer man til at kende rigtig godt, da de har et helt kapitel – eller mere – hver. Jeg ser dem alle for mig ret tydeligt, men man hører selvfølgelig også mere om dem, end i deres eget kapitel, i og med at selve historien fortælles fra hver enkelt person – som, hvis jeg lige skal indskyde en enkelt fodnote – IKKE gør, at man føler man har læst det før. Alt er anderledes i hvert kapitel. De har alle en historie at fortælle, som er helt deres egen – med hemmeligheder og tanker, som de andre intet ved om. Og jeg tager hatten af for Rikke Dahl, der formår at skrive så detaljeret om hver enkelt, og så alligevel får bundet sløjfe på det hele til sidst.

Normalt er jeg ikke til psykologiske thrillere – eller thrillere i det hele taget. Der står det er en krimi, men jeg vil måske nærmere betegne den som en spændingsroman. Når det er sagt, så kom det bag på mig, hvor investeret jeg var i Rikke Dahl’s debutroman. Jeg kunne ikke stoppe med at læse, og det byggede sig jo bare op op op. Jeg endte med at læse den på den weekend hvor vi havde krimireadathon. Jeg var ellers startet lørdagen med hovedpine (igen…) men læste vel fra omkring 15.30. Søndag kom jeg til at sove lidt for længe 😉 Men sluttede bogen om aftenen. Det er en lang bog på 471 sider, og man kunne tro, at man på et tidspunkt kom til at kede sig – det gjorde jeg ikke.

Jeg var vild med den, og den får naturligvis 5 hjerter ud af 5 ❤❤❤❤❤ (Og nu forstår jeg ikke at jeg har haft bogen i et år, inden det endelig lykkedes mig at læse den 😱 Jeg kan nemlig se i bogen, at Rikke’s hilsen til mig er fra 7/3-19 😉  Sorry for det Rikke … Næste gang er jeg mere klar 😉 )

Bogen er modtaget mhp. anmeldelse. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. Jeg bliver ikke bedt om, ej heller betalt for at skrive dete indlæg. Jeg har ingen økonomisk interesse i mine indlæg.