De tavse kvinder // Boganmeldelse // Karin Slaughter

I Guds Rige // Boganmeldelse // Anne-Grethe Bjarup Riis

Boganmeldelse

Reklame

Titel: I Guds rige

Forfatter: Anne-Grethe Bjarup Riis

Forlag: Politikens Forlag

Genre: Roman / Biografi

Antal sider: 372

Udgivet: 27. august 2020

Læst som: Hard back. Modtaget af forlaget. 

 Anne-Grethe Bjarup Riis, I Guds rige, Politikens Forlag, Roman, Selvbiografi, krummeskrummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, anbefaling, anmeldereksemplar, Fra bagsideteksten:

Da Anne-Grethes otteårige søn bliver dødeligt syg, forandrer hendes liv sig fra en velfungerende tilværelse til et mareridt. Afskåret fra omverdenen i isolation på Rigshospitalet skal hun være mor for sin cancersyge dreng med den umenneskelige viden om, at han kan dø. Hendes ægteskab bliver sat på en hård prøve, familie og venner forsvinder, og bønnerne op til Gud bliver ikke hørt. Ensomhed, uretfærdighed og svigt fylder Anne-Grethe og får brudstykker fra en fortrængt barndom til at dukke op i hendes erindring. Vi følger den otteårige Anne-Grethe og hendes familie, som flytter fra det civiliserede Herning ud til de øde og spøgelsesagtige brunkulslejer i Søby i 70’ernes Midtjylland. Mørke familiehemmeligheder trækkes frem i lyset og udspiller sig et gudsforladt sted blandt forsømte skæbner, svineavl og kviksand og åbenbarer, at en ætsende forbandelse smitter ned gennem generationerne. 

************************************

“Han skreg af smerte, og så fortog det sig markant. I tre dage har jeg stået ved siden af ham og ønsket, at jeg kunne tage alle smerterne fra ham og lægge dem over i mit nervesystem. Ønsket, at det var mig, der havde fået leukæmi, og ikke Gilbert. Jeg trækker dynen op over hovedet og prøver at få mit åndedræt ned i maven. Det har sat sig i brystet, og jeg har mistet jordforbindelsen. Min krop er let som en fjer og i konstant alarmberedskab. Parat til at drøne fra a til b. Klar til at smide alt og slukke brand. Være ødsel med kærligheden, gøre sig umage, for måske er der ikke et i morgen for Gilbert. Jeg ligger og napper mig selv i lårene for at overbevise mig om, at jeg findes.” 

Ærlighed – lige på og hårdt, og ikke noget med at holde noget tilbage. Jeg tror det er med til at gøre bogen så god – at man får det råt for usødet. Jeg har altid været vild med Anne-Grethe som skuespiller, og jeg var slet ikke i tvivl, da jeg fik muligheden for at læse denne bog. Og den skuffede bestemt ikke. Blev jeg overrasket? JA! Forundret? JA! Mundlam? JA! Forbavset? I den grad. Nogle ting er lidt svære “at sluge” og man lægger lige bogen fra sig i et par minutter, før man er klar igen. Men ligeså snart man har været igennem en voldsom gennemgang af, hvad der sker med Gilbert, hører man om en sjov historie fra Anne-Grethes barndom, og man sidder og smiler.

“”Sover du ikke endnu?” Min mor stod pludselig i døren ind til mit værelse. “Jo, næsten,” sagde jeg og pressede mine foldede hænder hårdt sammen under dynen. Jeg turde ikke se på hende, for jeg vidste jo godt, hun havde en løgnedetektor. Og hvis hun nu fik mistanke om, at jeg havde løjet noget så grusomt om, hvor dårligt mit syn var, kunne hun måske finde på at teste mig med den. Hun havde godt nok aldrig testet nogen af os børn, men bare det, at vi vidste, den var der, skar betydeligt ned på de groveste løgne, så nærmest kun de hvide var tilbage. Da vi boede i lejligheden inde i Herning, havde Lise og Poul og jeg fundet løgnedetektoren helt bagerst oppe på den øverste hylde i soveværelsesskabet. Den var aflang og kunne brumme, når man drejede bunden på den. Min mor tog os på fersk gerning, rev den til sig og sagde, at hun havde haft på fornemmelsen, ja, faktisk udmærket godt vidste, at vi ville finde løgnedetektoren en skønne dag. Med smalle øjne og en underlig, truende stemme fortalte hun, at det var let som ingenting at afsløre os, næste gang vi løj over for hende. Vi vidste alle tre udmærket godt, at min mor havde øjne i nakken, og vi syntes, det var ubehageligt, at hun kunne se alt, hvad vi lavede, selvom hun stod med ryggen til.”

Vi følger med i Gilberts sygdom fra starten, og det er “all-inclusive” –  hvordan hans CVK sidder, blinklys, læger og sygeplejersker på stuen. Hans smerter, utallige indlæggelser og tvivlen, sorgen og smerten ved at se sit barn så syg. Ligeledes følger vi Anne-Grethes barndom, og endnu en historie med Anne-Grethes forældre. Hun formår at smelte historien sammen, så vi går fra den ene historie til en helt anden tid på et splitsekund. Og man forstår hendes reaktionsmønstre til fulde, når man har det hele med.

“”Jeg hedder Solvej,” siger hun, og jeg skal lige til at sige, selvfølgelig gør du det. Hun har en usagt forståelse for vores ulykkelige situation, en dyb respekt, der får mig til at føle en ubrydelig samhørighed med hende. I sin modenhed tager hun mig med lykke og glæde, drejer mit sind ind i en optimisme, så Riget pludselig er et rart sted at være, et åndbart sted med fred og tryghed, hvor der er plads til at påskønne livet. Og mens hun sprøjter kemo ind i Gilberts lår, ærgrer jeg mig ikke længere over de to ekstra timer, vi skal vente, inden vi må komme hjem.”

Sproget er flydende og let, og jeg sidder aldrig med en følelse af at jeg synes bogen er lang. Den er knap 400 sider, men det mærker man ikke undervejs. Og jeg tror én af grundene er, at den hele tiden skifter spor. Så det ikke “kun” er Gilberts sygdom der fylder. Det er selvfølgelig hans sygdom der optager hele bogen, og man glemmer den ikke undervejs, men hendes flydende overgange mellem livet i Herning, på svinefarmen, eller lille Grethe i huset i Sønderjylland, gør det til det jeg tror bliver årets bog. Fyldt med sorg, smerte og kærlighed. Skyld, svigt og håb.

“Og De har bestilt tid hos frisøren?” sagde jeg med en damet stemme, og med den københavnske dialekt, man altid hørte i fjernsynet. Janett nikkede lidt desorienteret og kløede sig nervøst på skinnebenet. “Nu tager vi lige det grove først,” fortsatte jeg og fangede barberskraberen fra bakken. Jeg samlede det store pandehårsgardin og filede løs med barberbladet foran øjnene på Janett, indtil jeg stod med en sort hårtot i hånden. “Hvor bliver det pænt til Dem. Vil De have totten med hjem? Man kan lave pensler af den.” Jeg lagde totten på bakken, dyppede min storebrors metalkam med øloplukkeren i den ene ende ned i margretheskålen, jeg havde fyldt med vand, og redte pandehåret vådt. Jeg klippede nu med køkkensaksen hen over øjenbrynene, så små, sorte stikhår dryssede ned på Janetts strømpebukselår. “Det blev desværre en lille smule skævt, frue,” sagde jeg og listede ind på værelset efter en tusch. Janett brokkede sig kun lidt, da jeg tegnede en streg i hendes pande, som jeg skulle klippe efter.”

Jeg giver I Guds rige 5 hjerter ud af 5 ❤❤❤❤❤ Jeg var fanget hele vejen, og den rørte noget dybt inde i mig, som jeg slet ikke kan forklare. Anne-Grethe Bjarup Riis, I Guds rige, Politikens Forlag, Roman, Selvbiografi, krummeskrummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, anbefaling, anmeldereksemplar,

Bogen er modtaget mhp. anmeldelse. Jeg bliver ikke bedt om, ej heller betalt for at skrive dette indlæg. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. Jeg har ingen økonomisk interesse i bloggen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De tavse kvinder // Boganmeldelse // Karin Slaughter