Det var altid dig // Boganmeldelse // Colleen Hoover

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Det var altid dig

Originaltitel: Regretting you

Forfatter: Colleen Hoover

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Genre: YA, kærlighed, venskab

Antal sider: 480

Udgivet: 4. maj 2021

Læst som: E-bog på MofiboFra bagsideteksten:

Morgan Grant og hendes sekstenårige datter, Clara, er som nat og dag. Morgan er fast besluttet på at forhindre sin datter i at begå de samme fejl, som hun selv har gjort. For hun måtte udsætte sine egne drømme, da hun blev gravid og gift som helt ung. Og Clara vil gøre alt for ikke at ende som sin mor; forudsigelig og dødkedelig. Med modstridende personligheder og mål finder Morgan og Clara det svært at leve under samme tag, og den eneste som kan skabe fred, er Chris – Morgans mand, Claras far og familiens anker. Men da Chris kommer ud for en tragisk ulykke, må de kæmpe for at genopbygge deres liv, selvom hjertesorgen og de langtrækkende konsekvenser rammer dem hårdt.
Morgan finder trøst hos den sidste person, hun havde forestillet sig, og Clara opsøger den fyr, hun er blevet forment at se. Afstanden mellem mor og datter vokser – kommer de nogensinde til at nå hinanden igen?

****************************

Clara er 16 år. 16 år og forelsket. Men i en person som hendes far har forbudt hende at se. Hendes bedste veninde Lexie, kommer så meget i deres hjem, at hun nærmest hører med til familien. Clara betror sig til sin moster Jenny. Ting hun ikke kan sige til sin mor, fortæller hun Jenny og får råd af hende.

Morgan blev gravid med Clara da hun var 16 år, og selvom hun selvfølgelig ikke ville være hende foruden, er hun den dag i dag, ked af, at hun gik glip af sin ungdom. Hun fik ikke færdiggjort college, og der har bare ikke været et godt tidspunkt at få startet igen. Jenny – Morgans lillesøster – er selv lige blevet mor, og en person fra deres ungdom er kommet ind i deres liv igen. Morgan nyder sin lille nevø, nu når det er 16 år siden hun selv var nybagt mor. Hun kan nyde ham på en anden måde, og håber hun kan være for ham, som Jenny har været for Clara.

Claras far Chris, er ham der tjener penge til familien, og han kan godt lide at Morgan går hjemme og har styr på alt det andet.

Men en dag sker der en ulykke, og tingene bliver vendt helt på hovedet.

“Hvorfor gav du Miller Adams et lift?” spørger han. “Ja,” siger Lexie. “Hvorfor gav du Miller Adams et lift? Sørg for at få alle detaljer med.” Clara ignorerer Lexie og svarer kun sin far. “Det var knap nok halvanden kilometer. Hvorfor virker du så generet over det?” “Det skal du ikke gøre igen,” siger Chris. “Jeg stemmer for, at du skal gøre det igen,” siger Lexie. Clara ser vantro på Chris. “Det er varmt udenfor – jeg ville ikke bare lade ham gå.” Chris hæver øjenbrynene. Det gør han ikke særlig tit, så det er så meget desto mere skræmmende, når han endelig gør det. “Du skal holde dig fra ham, Clara. Og du burde ikke give lifts til fyre. Det er ikke sikkert.” “Din far har ret,” siger Lexie. “Du skal kun give lækre fyre lifts, når jeg er sammen med dig.” Clara dumper ned på sin stol og himler med øjnene. “Slap dog af, far. Han er ikke en fremmed og jeg er ikke kærester med ham. Han har haft den samme kæreste i et år.” “Ja, men hans kæreste går på college, så det er ikke fordi hun kommer til at være i vejen for jer,” siger Lexie. “Lexie?” siger Chris spørgende, men det lyder mere som en advarsel. Lexie nikker og trækker fingrene over munden, som om hun lyner læberne sammen. Jeg er lidt chokeret over, at Clara sidder her og lader, som om hun ikke lige har ringet til Jenny og flippede lidt ud over, at ham her Miller flirtede med hende. Hun opfører sig, som om hun er ligegld, over for både Chris og Lexie. Men det ved jeg, at hun ikke er, takket være Jenny. Jeg ser på Clara, fascineret af hendes evne til at lade som ingenting, men fascinationen er ledsaget af en smule foruroligelse. Jeg er lige så imponeret over hendes evne til at lyve, som jeg er af Jennys evne til at lyve. Det er skræmmende. Jeg kunne ikke lyve, om så mit liv afhang af det. Jeg bliver forfjamsket og rød i kinderne. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at undgå konfrontationer. “Jeg er ligeglad med, om han er single eller gift eller milliardær. Jeg vil sætte pris på det, hvis du ikke giver ham flere lifts.” Lexie laver en bevægelse, som om hun lyner den imaginære lynlås på læberne op. “Du er hendes far – du burde ikke sige det på den måde. Hvis du forbyder en teenagepige at se en fyr, får det os kun til at ville have ham endnu mere.” Chris peger med sin gaffel på Lexie og kigger rundt om bordet. “Hvem er det, der bliver ved med at invitere hende her med til middag?”

Giver os romantikere et lille svagt håb, fornemmelse eller en tanke på, om noget der var engang, måske kunne blive en mulighed, selvom der måske er gået 20 år…

“Lexie trækker på skuldrene. “Jeg er ikke kræsen. Jeg foretrækker lyshårede mænd med blå øjne. En, med en tør form for humor. En, som er en lille smule uhøflig. Som hader at være sammen med folk. Men ikke har noget imod en kæreste, der er afhængig af shopping og godt kan lide at have ret i alt. Sportstrænet. Over én femogfirs. Og katolik.” Jeg griner. “Du er ikke engang katolik.” “Nej, men katolikker har mange regler og skal skrifte meget, så han synder måske mindre end for eksempel en baptist..””
Jeg elsker Lexie – Claras veninde.

Du kan læse alle mine anmeldelser af Colleen Hoovers bøger lige her

Jeg tror ikke der har været én bog af Hoovers som jeg ikke har brudt mig om, der har måske været en enkelt, der ikke helt fik mig op at ringe 😉 men det er også det. Hun er den slags forfatter, som jeg ALTID ville læse, så hurtigt som jeg fik muligheden. Sådan har jeg det med flere forfattere, og Colleen Hoover er bestemt med i top 3.

Når det så er sagt, så synes jeg ret hurtigt man fornemmer, hvad der egentlig skal ske i løbet af historien, den er faktisk en smule forudsigelig. Men det synes jeg tit romantiske bøger kan have en tendens til. Og man kender jo ikke hele historien, før man har læst alligevel, og hvem ved… måske overrasker den.

Fedt at man både får Claras og Morgans historie, skiftevis i hvert kapitel. Det gør at man (med min alder) kan føle og følge Morgan, men man kan samtidigt sagtens huske hvordan det er at have Claras alder. Og det at de begge gennemgår en stor sorg, har venner og kærlighed i sigte, gør at man lige må læse næste kapitel.

“Måden, han ser på mig på, gør det virkelig svært at trække vejret ordentligt ind. Som om han kan se, at jeg reagerer fysisk bare af at være i nærheden af ham, glider hans blik ned mod mit bryst, der hæver og sænker sig, omend han ser hurtigt væk igen.
Han trækker slikkepinden ud af munden, tager fat om rattet og ser lige frem. “Jeg har ombestemt mig. Du bliver nødt til at gå ud igen.” Jeg er helt paf over hans ord. Og også meget forvirret. “Ombestemt dig fra hvad.?”
Han ser på mig igen, og af en eller anden grund ser han forpint ud. Han tager en langsom indånding. “Det ved jeg ikke. Jeg føler mig utrolig forvirret over dig.” Han føler sig forvirret over mig? Det får mig til at smile. Mit smil får ham til at rynke panden. Jeg aner ikke, hvad der foregår lige nu. Jeg ved ikke, om jeg hader det eller elsker det, men jeg ved, at uanset hvad det er, der får mig til at føle mig, som jeg gør, når jeg er  sammen med ham, så er det en følelse, vi kun kan kæmpe imod til en vis grænse. Han ser tilbage på mig, som om han næsten ikke har mere at kæmpe med. “Du bliver simpelthen nødt til at få styr på dit lort, Miller.” Han nikker. “Tro mig. Det ved jeg. Det er derfor, du bliver nødt til at gå ud igen.” 

Når den man stoler allermest på i hele verden, pludselig viser sig at være alt andet end det.
Når man ikke opdager, at den man elsker mest, måske slet ikke er den man regner med.

“Hvorfor sagde jeg alt det? Hvorfor havde jeg brug for at tage æren, nu hvor Jenny er væk? Jeg ved godt hvorfor. Jeg er ked af det og såret over det, Jenny gjorde mod mig, og det gør endnu mere ondt at vide, at Clara stadig betragter hende som en helgen. Jeg ville have Clara til at vide, at Jenny ikke havde nogen anelse om, hvordan hun skulle give et voksent og modent råd, og at alt, Clara lærte fra Jenny, lærte Jenny fra mig. Af en eller anden grund ville jeg have æren for det. En ære, jeg ikke har brug for. Jeg har så meget vrede mod Jenny og Chris, og jeg vil have Clara til at være lige så vred.” 

Og at man ikke skal tro man kender nogle, uden at give det et forsøg. Måske er de slet ikke som andre siger. Om utroskab. Venskab. Den første kærlighed. Familie. Svigt. Og sorg.

Som Hoover skriver til slut i bogen – Den rammer både mødre og døtre lige i hjertekulen. Bum!
Jeg var egentlig på nippet til, kun at give den 4 hjerter. Men den slutning og drejning det hele tager til sidst, så kan jeg ikke nøjes med 4. Den fortjener helt sikkert 5 hjerter. Der er kredset om de små finurligheder, der er ægte kærlighed. Og mine tårer til allersidst. Det ramte mig direkte i hjertekulen. Tak Colleen for endnu en skøn, kærlig, herlig og vidunderlig bog, med det sædvanlige strejf af tør humor ❤️

For. En. Slutning. Jeg havde på ingen måde set den komme, og jeg håber, helt ærligt, at vi får en bog 2 i dette univers. Det ville være den bedste gave lige nu.

❤❤❤❤❤ 5 hjerter ud af 5 til Det var altid dig.Bogen er modtaget mhp. anmeldelse, men jeg har læst den på Mofibo. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg bliver ikke betalt for at skrive dette indlæg, og har ingen økonomisk interesse i bloggen. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer.