Browser Kategori

BAG FACADEN

BAG FACADEN

Tatovering

21. maj 2014

Jeg har egentlig altid ønsket mig en tatovering. Men har holdt lidt igen, for man skulle jo så nødig fortryde det. Men det har altid været meningen at mine børns navne eller forbogstaver, skulle printes ind i huden. Dem vil jeg altid have – både i hjertet og nu også på huden <3 Som sagt så gjort.

Jeg fik tatoveringen i kobberbryllupsgave af min mand, og jeg har selv designet den. Altså fonten som teksten er skrevet med, og hjerterne fundet et andet sted. Og så var det jo bare at lege med, hvordan det skulle stå. Så dette var min skabelon, jeg havde med.

Da jeg/vi jo ikke havde den store erfaring, kiggede jeg lidt rundt på nettet, og endte med at bestille tid hos Crazy Crew Tatoo, som ligger i min by.

Vi tog op og snakkede med dem, og det endte med at jeg fik en tid 1½ uge efter hos eleven. Da det ikke var en voldsom stor tatovering, og kun med tekst, kunne han sagtens klare det. Og det var rigtigt.

 

Gjorde det ondt ? JA – det gjorde s…. ondt. Men nogle siger også, at det gør ret ondt lige der hvor min sidder. Når jeg ser den i dag, kunne jeg måske godt ha ønsket at det havde siddet lidt længere oppe på armen. Af den simple grund, at lige så snart jeg bøjer hånden – “forsvinder” noget af tatoveringen. Men jeg er stadig vildt glad for den. Og vil på det varmeste anbefale Crazy Crew Tatoo.

Sådan så jeg ud inden jeg tog afsted

 

 

Og lige da jeg var færdig

 

De har en facebook side her, hvor du kan tjekke nogle af deres tatoveringer ud.

Jeg har hørt fra et par stykker, at jeg burde få den tegnet op igen, da noget af farven ligesom forsvinder efter et stykke tid, og noget også kan gå af imens helingsprocessen er igang. Men jeg elsker at kigge på den.

Sådan ser den ud i dag – godt 3 mdr. efter 😀

Og jeg kan godt se den er “falmet” en smule, men det er jo heller ikke erfaring jeg har mest af :p Men skal helt sikkert lige forbi en dag, og vise den.

Er jeg færdig med tatoveringer ??

NOPE, jeg skal helt sikkert have én (eller to) mere 😀 Og jeg er igang med tegningerne 😉 Så mangler jeg bare monetos’erne 😀

Har du nogle tatoveringer ? Jeg vil helt vildt gerne se 😀 
Eller har du planer om at få én ? 

BAG FACADEN

Mig bag facaden // del 2.

26. april 2014

Jeg skrev et indlæg som omhandler mit sygdomsforløb fra starten af. Det gør jeg i håb om, at jeg måske kan hjælpe bare én enkelt der sidder derude og gemmer sig. Nogle af Jer har vist interesse for at jeg fortæller mere om det, og det vil jeg hermed gøre. Jeg håber ikke at jeg skræmmer nogle af Jer væk, for det er jo bare og stadigvæk lille mig. Men I kan få et indblik i, hvem der sidder der bag skærmen, og har så mange neglelakker 😉

Nogle gange er jeg også bare glad 😉 Faktisk.

Da jeg kom hjem efter den enkelte nat på “den lukkede” – den åbne psykiatriske skadestue, var det jo bare begyndelsen på det hele. Det var først nu, jeg blev taget alvorligt, det var først nu, jeg rigtigt fik nogle at snakke med, og nogle der kunne håndtere mine skavanker. Og ikke nok med at jeg var død deprimeret, så havde jeg jo også stofskiftet at slås med. Det kan jeg ikke sige nok gange, at det stofskifte – det skal bare fungere. Og for dem hvor det er som det skal være, kan jeg bare sige – I burde være lykkelige..

Så samtidig med, at jeg skiftede medicin, (bliver man lykkelig af lykkepiller ??) fik noget mere, og en masse samtaler, var jeg også stadig en frossenpind, og virkelig træt. Det er trættende at være deprimeret, at være ked af det, at forsøge at holde facaden. Det er trættende at være mor til 2 små krudtugler, og det er VIRKELIG trættende at have for lavt stofskifte. Så vi skal hele tiden huske, at jeg ikke blot var deprimeret og ked af det, for når stofskiftet driller, har man ofte de præcis samme symptomer!! Og nogle har faktisk været inde på, her 10 år efter, at jeg måske slet ikke var deprimeret – måske var det bare pga. stofskiftet ??? Men tro mig: Jeg var meget deprimeret…

Jeg tror, at jeg igennem tiden har fået 8 forskellige slags medicin, noget virkede bare ikke rigtigt på mig, og det som jeg får nu, har jeg fået i nok 6 år. Og jeg slipper det IKKE…

Tiden efter indlæggelsen var hård. Jeg skulle til at leve MED den s…. sygdom. Gå til samtaler konstant, jeg fik en lysterapilampe i julegave, og den er god (Bruger den stadig – men mest når jeg laver negle, for den giver et SÅ dejligt lys 😉 ) Jeg sad foran den mange timer om dagen. Mine dage gik mest med at lave sudoku, det var sådan noget nemt noget. Men det fik mine tanker væk fra alt det triste og jeg kunne ikke samtidigt sidde og være deprimeret når alle tallene skulle passe. Det hjalp mig meget.

Jeg kan ikke helt huske hvor lang tid jeg var fuldtids sygemeldt, og måske kommer situationerne ikke i helt den rigtige rækkefølge, for sygdommen har også fucket med min hjerne. Jeg er SÅ dårlig til at huske (Nu ved I også det 😉 )
Men jeg begyndte på et tidspunkt på arbejde igen (Stadig i Århus), men det blev til 3 timer om dagen 3 dage om ugen. Det gik ok i en periode, men pludselig begyndte jeg bare at tude inden jeg skulle ud af døren. Sådan gik der nogle gange, hvor jeg ringede og talte lidt med lægen, som var god til at berolige mig. Nogle dage kom jeg fint afsted, så det var lidt forskelligt.

For at gøre det lidt kort, (too late..) endte det med at jeg havde min jobkonsulent med til en samtale deroppe, og det endte faktisk med at “vi” blev enige om at jeg skulle holde. Det var egentlig ikke planen da jeg tog derop, men jeg var egentlig så lettet da vi kørte derfra. Fordi jeg ikke længere behøvede at kæmpe hver morgen, mod tårerne, mod stressen, mod mine tanker der var trælse.

Nu gik jeg så hjemme i en periode. Var selvfølgelig til en milliard samtaler med kommunen, jobcenteret, min læge, det psykiatriske mobilteam. Jeg gik hos en psykiater, og var med i en samtale gruppe. Jeg ved ikke helt hvor meget det har hjulpet mig. Jo hos lægen og psykiateren tror jeg jeg fik lært en del. Men ellers ikke. Det er simpelthen SÅ hårdt at være til møde op til flere gange om ugen, og få rodet op i det hele. At man hele tiden skal tage stilling til hvordan man egentlig har det.. Når folk spurgte mig: Hvordan har du det ?? Så anede jeg aldrig hvad jeg skulle sige. For egentlig ville jeg gerne være ærlig, og fortælle at jeg faktisk havde det enormt dårligt – men det var ikke det de ville høre. De ville høre at jeg havde det godt. Så det var faktisk det jeg sagde ret ofte. For jeg orkede ikke at mærke efter, det var lettere at jeg bare sagde jeg havde det godt.

Igen er det svært at forstå, for folk der ikke har prøvet at være i depressionens vold. For man må jo gerne være ærlig, ellers spurgte de ikke. Siger de !

Husk endelig at skriv, hvis I har nogle spørgsmål, og det er rart for mig at vide, om der er nogle der læser med. Både gode og dårlige kommentarer er velkomne.

Kram C.

BAG FACADEN

Mig – bag facaden // del 1.

23. april 2014

Jeg spurgte for nyligt, om I kunne være interesseret i at høre, hvordan jeg egentlig går og har det.. Og der var nogle der synes det var ok, hvis jeg åbnede lidt op. At vide hvem der egentlig sidder der bag skærmen.

Jamen – det er jo bare lille mig. Med stress – og en ordentlig omgang depressioner i kufferten.

Jeg har nok altid lidt af depressioner, og jeg har, så længe jeg kan huske haft vinterdepressioner. Jeg hader vinter, mørke, kulde og ad.

Jeg elsker til gengæld sommer, sol, brune kinder og ahh !

Jeg blev diagnosticeret med for lavt stofskifte for 10 år siden, da var jeg 28 og var næsten lige blevet mor for 2. gang. Jeg var træt, jeg frøs, jeg var ked af det, og iih…

Jeg var så træt, at når jeg sad og læste for min 3 årige store søn, faldt jeg i søvn… Det var lidt belastende. Og der gik alligevel en rum tid, inden lægen havde fundet ud af, at jeg faktisk havde for lavt stofskifte. Så jeg fik medicin. Det var pænt træls, men sådan skulle det jo være. Og det er jo naturligt medicin, som jeg bare ikke selv kan producere.

Herefter gik der en rum tid, inden de også forstod at jeg faktisk var deprimeret. Og jeg anede ikke selv hvorfor. Jeg burde være glad ? Var gift med en god og dejlig mand, havde 2 skønne, dejlige unger… Men det var jeg bare ikke.

Da lillebror kom i dagpleje da han var knap et år, havde jeg intet arbejde, fordi jeg havde haft en vikariat inden min barsel. Så jeg var på noget kursus, og endte med et skønt job i Aarhus som sekretær på hudklinikken. Mit drømmejob. Jeg var bare SÅ glad. Jeg havde gode arbejdstider, og arb. 32 timer ugentligt, så det passede fint med tog til og fra – og passede nærmest med en 37 timers arbejdsuge, som jeg var vant til. Men så gik det galt igen 🙁 Jeg var ked af det hver dag. Når jeg var på arbejde, elskede jeg at være der, men følte jeg svigtede det hele derhjemme. Når jeg var hjemme elskede jeg at være der, og følte at jeg svigtede arbejdet. Kunne li det hele. Men magtede ingenting.

Jeg blev sygemeldt, og orkede kun at gå fra sengen og ind på sofaen ! Og som mange andre også siger – jeg havde det frygteligt, og orkede ikke engang at tømme opvaskemaskinen, hvis det var det eneste jeg skulle på en dag. Gik simpelthen i sort. Jeg tror ikke helt man kan sætte sig ind i, hvordan det er at have det sådan, hvis ikke man har prøvet det..

Jeg måtte bare erkende, at jeg ikke magtede livet. Helt generelt. En søndag da lillen var lidt mere end et år, rignede jeg til den psykiatriske skadestue, og spurgte om ikke jeg måtte komme. Det måtte jeg gerne, og de bad mig pakke en lille taske.

Jeg fik en god og lang snak med nogle meget søde personer der forstod mig. Manden var med til samtalerne, og selvom jeg tror det var hårdt (Nej – det ved jeg han synes) var det også godt for ham, at høre det hele og høre deres spørgsmål til mig. Jeg havde jo egentlig selvmordstanker !! Og det var hårdt for ham at høre… Men jeg havde tit lyst til, bare at køre min cykel ind i en modkørende bil – eller vælge træet i stedet for vejen når jeg kørte i bilen. Men ALDRIG når jeg havde ungerne med. Og jeg syntes også det var synd for dem, hvis de ikke længere kunne blive kørt i bil (!?), fordi jeg havde smadret den. Selvfølgelig var det også synd for dem at skulle undvære en mor – men jeg tænkte jo, at jeg alligevel ikke var noget værd. Jeg lå jo bare på sofaen eller kiggede ud i luften !

Jeg overnattede et enkelt døgn på den åbne psykiatriske skadestue. Og det bedste ved det var, at nu fik jeg hjælp… Nu kom der en sygeplejerske hjem til mig, for at høre hvordan det gik. Men som jeg altid var førhen, – så var jeg også nu, bare en facade.. Jeg havde jo fået ryddet op før hun kom. Jeg havde være i bad og lagt makeup før hun kom. Jeg havde… Jo lavet det hele, så ingen kunne nogensinde se, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Og det har altid (og er det stadigvæk) været et problem. Jeg ville ikke have at andre så hvor skidt jeg var. Jeg ville være en god mor. Jeg ville være en god kone. Jeg ville være perfekt… Men det var jeg ikke. Og det var alt for hårdt at indrømme !!.

Har I lyst til at læse mere ? Eller er det rigeligt, og ikke noget der vedkommer andre ? Jeg vil super gerne høre hvad I mener om sådan et indlæg.

Kram C.

 

BAG FACADEN

Tavshed er guld ?? Eller…

10. april 2014

Der er lidt stille på bloggen for tiden.. Jeg har ikke glemt Jer, og håber selvfølgelig heller ikke helt I har glemt mig. 😀

Jeg ved ikke hvordan I har det med personlige indlæg ? Jeg har længe overvejet, om det var tiden til et personligt indlæg her på bloggen. Og det er ikke fordi jeg vil spørge om lov, men det er jo heller ikke noget ved at skrive indlæg, som ingen har tænkt sig at læse alligevel…

 

 

F.eks. har jeg lige fået nye briller 😀 😀 😀

Så jeg vil alligevel høre Jer ad. Er der interesse for at høre om, hvorfor bloggen ligger lidt stille hen nogle gange ? Er der interesse for at høre om mit liv i dagligdagen, med de ting jeg sysler med, grubler over og overvejer ?

Eller er I mere bare til anmeldelser af lækre lakker, make-up og skønne sager ?

Lad mig høre hvad I tænker.

Hvorfor følger DU med ?

Kram C.