Jeg er Sarons rose // Boganmeldelse // Jakob Melander

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Jeg er Sarons rose

Forfatter: Jakob Melander

Forlag: People’s Press

Serie: Nr. 1 i triologien om Christian Porsing og Sigga Freitag

Genre: Krimi

Udgivet: 18. juni 2021

Antal sider: 470

Læst som: Papirbog, modtaget af forlaget

People’s Press, Forlaget People’s, Jakob Melander, Jeg er Sarons Rose, Christian Porsing og Sigga Freitag, Sigga Freitag, Christian Porsing, en Jakob Melander krimi, Krimi, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Fra bagsideteksten:

Da et menneskeskelet med et grævlingekranie dukker op, er politiet oerbeviste om, at det er en practical joke, men ikke politiassistent Christian porsing. Uden assistance fra sine kolleger må han vende sig mod tysk politis tidligere star-profiler, Sigga Freitag, for hjælp. I kraft af sin opvækst nær en tidligere koncentrationslejr er Sigga en plaget sjæl med en “næse” for det, hun kalder mentale spor efter menneskelig lidelse. Efter en særlig voldsom sag har hun forladt tysk politi og rejser nu rundt og holder foredrag om sin specielle metode. Christian overværer hendes foredrag på Københavns Universitet. Han er skeptisk, men må langsomt indse, at Siggas metode vækker genklang i ham selv. Og da endnu et skelet med grævlingekranie dukker op, begynder en efterforskning, der vil ryste Christian i hans grundvold og forandre både ham og Sigga for altid.

************************

Jeg er Sarons rose, er første del ud af 3, i en helt ny krimiserie med makkerparret politiassistenten Christian Porsing og den tyske profiler Sigga Freitag. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme – hvis ikke du bliver hooked, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige… 😉 (og det sker ikke så tit 😉 )

“”Så har Jyden sgu fået det, som han vil have det, hva’?” Jeg var tilbage på PF3, hvor PC tog imod mig i det grå elementkøkken med IKEA-kopper og et laminatbord oversået med ridser efter de mange franskbrødsskiver, der var blevet skåret direkte på bordpladen. PC’s ansigt lignede en artiskok på kanten af et epileptisk anfald. “Så må vi andre jo bare håbe, at du kan klare den denne gang.” “Godmorgen, PC.” Der var ingen grund til at begynde dagen med at give ham det skænderi, han så åbenlyst fiskede efter, men jeg kunne ikke dy mig for at give lidt igen: “Der er rigtignok én, der har fået det forkerte ben ud af sengen, hva’?” PC skulede og hældte kaffe op. Han var i uniform i dag, lyseblå skjorte og mørkeblå bukser. Var han dresset op, fordi politidirektøren skulle komme? Hvorfor Henning Kamper i det hele taget havde givet mig sagen,  havde jeg brugt det meste af morgenen på at spekulere over. Uden at finde et svar.

Siden Christian blev pillet ned i retten, mens kolleger kiggede på, har han haft det lidt stramt på arbejde. Han fik lavet en ransagningskendelse uden at have fået det godkendt. Det var hans ansvar. Nu blev alle de involverede i sagen løsladt istedet for. Der havde siden da, været kold luft omkring ham på Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Han var i “bad standing”, og fik bla. rutineopgaver, som de normalt gav aspiranterne. Men han passede sig selv, og vidste at det var fornuftigt at holde hovedet lavt, og ikke vække opsigt.

“”Hvad satan, er det ikke Jyden?” råbte han. Højt, naturligvis, til ære for samtlige tilstedeværende, både kolleger og uromagere. “Hvem har fået den åndssvage idé at ringe til dig? De voksne HAR klaret ærterne.”  

Men da han fastholder at der er tale om grove mord, da de finder skeletter, som PC (og de andre), blot mener er grove drengestreger, ender det med at han bliver “taget til nåde” og bliver gjort til efterforskningsleder på sagen. Uden særlig meget hjælp fra de der kolleger.

Og uden hjælp fra dem, ser han sig nødsaget til at kontakte den tyske profiler Sigga Freitag. Hun holder foredrag rundt om i verden, efter hun er stoppet ved politiet. Han opsøger hende (første gang) lige efter et foredrag hun har holdt i København. Hvilket han ikke rigtigt får noget ud af. Christian er meget standhaftig for at få hende i tale, og det lykkes også til sidst. Med Siggas særegne kompetence ud i at “føle” ting der er sket, og Christians ukuelige gåpåmod og hans villighed til at lære, lykkes det de to at få et samarbejde igang, som ingen havde set komme. Christian er meget nysgerrig på det Sigga kan, og håber at han selv kan lære det. Det er Sigga ikke sikker på han kan eller bør.

Vi følger også med fra en ukendt person, der kan høre Sigga og Christians tlf.samtaler, undervejs i forløbet, og her kan man jo allerede gætte med på, hvem det kan være.

“SF: Jeg kan ikke fortælle dig, hvad I skal gøre, Christian. Men I tager fejl. Og jo før I indser det, jo før finder I den rigtige drabsmand. I er nødt til at skynde Jer. Ham her, han stopper ikke.  CP: Sigga! SF: Hør efter! I har fat i den forkerte. Tal med hans familie, skolelærere, gamle naboer. Jeg lover dig, når I har været igennem hans fortid, finder I intet af det, jeg netop har nævnt.”

Der flyver mange tanker igennem hovedet, hele vejen igennem bogen. Og jeg synes det var svært at “gætte med” denne gang. For det kunne være – alle? Eller ingen?

I starten synes jeg egentlig Christian var en smule træls, på den måde han hele tiden skulle konfrontere Sigga. Men på et tidspunkt syntes jeg til gengæld hun var mega irriterrende, fordi hun hele tiden forsvandt 😉 Så da de endelig forstod at nærme sig hinanden, og turde stole på at den anden var “god nok”, så blev jeg bare vild med dem begge to. Og de rummer begge mere end det man  lige tror. Bogen er skrevet i jeg-form, og det gør at man kommer helt ind under huden på Christian. Sigga virker sky og en smule vranten, og det er hun måske nok også for dem der ikke kender hende, og for dem hun ikke bryder sig om 😉 Men når man hører mere om hende, forstår man godt hvorfor hun agerer som hun gør. Og ja, så gemmer hun på mere end hvad øjet lige ser.

“Helt tæt på så hun træt og udkørt ud. Poserne under øjnene trådte frem bag solbrillerne, huden var porcelænshvid og knastør. Det var lige før, det dryssede fra hende, når hun drejede hovedet. Spadsereturen fra flyet og gennem terminalen havde givet hende ene smule farve i kinderne, men ellers lignede hun den spøgelsesagtige kvinde, jeg havde taget afsked med herude for lidt over en uge siden. Jeg tilbød at tage den ene af hendes kufferter, men hun rystede på hovedet. “Er du ok?” prøvede jeg. “Du ser ud, som…” Sigga verfede mig af, trak rullekufferterne efter sig med en påtaget energisk bevægelse og pløjede sig tværs gennem ankomsthallen. “Jeg bryder mig bare ikke om at flyve.” Noget blinkede bag de farvede brilleglas, og et øjeblik forsvandt det fortinnede fra hendes blik. Jeg tror, at jeg forstod: de mange mennesker, at sidde skulder ved skulder i flere timer i en aflang blikdåse flere kilometer oppe i luften uden mulighed for at komme væk. Selv den forholdsvis korte tur fra Sankt Petersborg til Købhenhavn, måtte have været en prøvelse.” 

Mange og fine personskarakteristikker, men der bliver aldrig for mange, så jeg ikke kan finde rundt i dem. Der sker rigtig mange ting, og vi kommer vidt omkring. Men med Jakobs malende beskrivelser bliver det aldrig kedeligt eller overfladisk. Det hele samles til sidst, som et helt perfekt puslespil.

Hvis du kun skal læse få udvalgte krimier denne sommer, så vælg Jeg er Sarons rose, som én af dem. Du bliver ikke skuffet.

Bogen er en Mofibo Originals, og derfor skrevet til lydbogsmediet. Men den er her altså også i en “helt alm. bog”. Så er du mere til lyd, end læse, kan du høre den på Mofibo. Eller – ja, der kan du selvfølgelig også læse den 😉

5 ud af 5 Krummehjerter ♥♥♥♥♥ til Jakob Melander for denne skræmmende, blodige og altopslugende krimi, som er noget mere barsk, end Jakobs krimier plejer at være. Men det er ikke en dårlig ting. Slet ikke. Jeg glæder mig til nr, 2 udkommer, og til at lære både Sigga og Christian bedre at kende.People’s Press, Forlaget People’s, Jakob Melander, Jeg er Sarons Rose, Christian Porsing og Sigga Freitag, Sigga Freitag, Christian Porsing, en Jakob Melander krimi, Krimi, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Bogen er modtaget mhp. anmeldelse. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg bliver ikke bedt om, ej heller betalt for at skrive denne anmeldelse. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. 

Opløst // Boganmeldelse // Sara Blædel og Mads Peder Nordbo

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Opløst

Forfatter: Sara Blædel og Mads Peder Nordbo

Forlag: Politikens Forlag

Genre: Krimi

Udgivet: 16. juni 2021. Kommer også på lydbog samme dag, indtalt af Dan Schlosser.

Antal sider: 330

Læst som: Bog, modtaget af forlaget Politikens Forlag, Opløst, Sara Blædel, Mads Peder Nordbo, Sara Blædel og Mads Peder Nordbo, anmeldelse af Opløst, Dea Torp, Liam Stark, Krimi, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Fra bagsideteksten:

Det er sommer, og alt ånder fred og idyl i den fynske landsby Tommerup. Charlotte, en yngre mor til to små børn, er på vej fra morgenmotion i hallen til sit arbejde på den lokale folkeskole, da hun forsvinder sporløst på den korte strækning. Da Charlottes mand senere på dagen møder desperat op hos politiet i Odense, modtager vicepolitiinspektør Liam Stark og politikommisær Dea Torp anmeldelsen, men venter med at sætte en eftersøgning i gang, da Charlotte kun har været savnet få timer. Næste morgen er hun imidlertidig stadig ikke dukket op, og det står snart klart, at der kan være tale om en forbrydelse. De følgende dage vokser sagen til et omfang, hvor det meste af Fyn er involveret, og folk gemmer sig inden døre af frygt for at blive den næste der forsvinder. En intens kamp mod tiden udspiller sig for Liam og Dea, som må se sig fanget i et spil, hvor mennesker dør en pinefuld død, uden politiet kan gøre andet end at se magtesløst til. 

**********************

 Politikens Forlag, Opløst, Sara Blædel, Mads Peder Nordbo, Sara Blædel og Mads Peder Nordbo, anmeldelse af Opløst, Dea Torp, Liam Stark, Krimi, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Se lige hvad der kom sammen med bogen – en vandflaske (Som vi ikke måtte drikke…) Men som indeholdt en seddel, når man kiggede rigtig godt efter. Jeg har sagt det før, vi bloggere elsker når der gøres lidt ekstra ud af det, og får os lidt op i omdrejninger, allerede inden vi har åbnet bogen. Og jeg siger også lige igen – det påvirker på ingen måde min karakter af bogen 😉

Mærk dig mine ord 😉 Det er ikke sidste gang du støder på dette nye krimimakkerpar! Sara Blædel har altid skrevet alene, og har forsvoret at hun skulle andet. Det vidste Mads heldigvis ikke, da han skrev om sin idé til Sara. Mærkeligt nok, så faldt hun pladask for hans idé, og så begyndte OPLØST! Med Sara på Sjælland, og Mads i Tommerup på Fyn, har de haft mange snakke foran computeren, med telefonen ved siden af, og det har fungeret rigtig godt synes de begge.

Jeg var inviteret af forlaget til at møde disse to herlige mennesker en torsdag eftermiddag. Desværre havde jeg allerede lavet planer, så jeg måtte springe over. Heldigvis ved jeg at de begge kommer til krimimessen, så jeg får lejlighed til en lille signatur i min bog til den tid. Og jeg har også mødt dem begge før. Men det er bare altid hyggeligt med de her bloggermøder. Ikke nok med at man møder forfatterne, så ser man også de dejlige folk fra forlaget, og de andre skønne bloggere, som man kommer til at holde uendelig meget af ❤️ Og det er bare så længe siden der har været bloggermøder der ikke var på computeren 😉 Men man får en anden viden til sådan et arrangement. Man kommer bagom bogen, med på deres første ideér, deres tanker på deres vej i bogen, og føler deres kærlighed til bogen og dens karakterer. Og man har mulighed for at stille dem spørgsmål, hvis man har tænkt over noget mens man har læst bogen.

“Da pressemødet sluttede, var ingen i kongeriget Danmark i tvivl om, at Odense Politi ledte efter en sort Golf. Dybbøl havde insisteret på, at samtlige print fra overvågningsbåndene blev vist i tv. Hver en detalje var blevet fremhævet, ridsen nederst på venstre dør og den lille bule i kofangeren lige over anhængertrækket. Efter pressemødet fulgte Dea efter Liam ind i det store møderum, hvor sagen efterhånden fyldte alle vægge og borde. “Det er sgu da altid noget, at hun ikke brugte ordet “koransagen” over for pressen.” Ministeren? så dum er hun trods alt ikke,” sagde Liam. Politiet og ministeriet lever i vidt forskellige verdener, men vi er dog enige om at holde kæft, når en sag lugter lidt af terror.” “Her lugter ikke af terror,” sagde Dea og så rundt på sagen, der fyldte væggene. “Men hvad fanden lugter her så af?” Liam nikkede sammenbidt. Der lugtede faktisk lidt af bacon og kaffe nede fra deres kantine.” 

Folk forsvinder i den lille by Tommerup. Én efter én. Der er ingen forklaring, der er ingen sammenhæng, man kan ikke se et mønster. I det lille lokalsamfund, begynder folk at holde sig indendøre, af frygt for at det er dem der skal forsvinde næste gang. Det der gør denne sag anderledes og aldeles modbydelig er, at det er “helt almindelige personer” der forsvinder fra deres “helt almindelige dagligdag”. Da den første person forsvinder, tager politiet det ikke så tungt, for folk forsvinder frivilligt på daglig basis. Men denne ægtemand er ikke i tvivl, hun ville aldrig forlade sine børn. Men så forsvinder den næste… og politiet kæmper en intens kamp mod tiden, da først de får de første ledetråde.

“Det går sgu da næsten ikke an at være så skarp?” udbrød Dea og lød næsten imponeret. “Indsigten i vores arbejde – og hvordan vedkommende gemmer sig for os – ligger i hvert fald på niveau med en garvet rocker,” sagde betjenten med et lille grin.” 

For mig, med min hjerne der ikke kan kapere for meget på samme tid, var der lidt for mange mennesker med. Men jeg har hørt andre sige, at det ikke var et problem for dem. Jeg tror også at det, at mange af dem der er med er ældre, og har navne der er “lidt gammeldags”, gjorde det svært at skelne hvem der er far, hvem der er søn, og hvem der hører til hvem. Men det er jo bare mig! MEN det store persongalleri samt områder er virkelig godt beskrevet. Og alt hvad der sker i bogen er i malende beskrivelser, og det er her uhyggen kryber ind under huden.

“Hvad sker der, hvis troen på Gud er stærkere end troen på mennesker.”

Det er ingen hemmelighed at jeg har læst alle Sara Blædels bøger, og vil fortsætte med det. Jeg har mødt Mads et par gange på krimimessen, og snust lidt til hans bøger, som jeg endnu har til gode – de står dog i bogreolen – aka flyttekasser lige p.t 😉 . Deres samarbejde er virkelig fedt! Det må være svært at skrive sammen når man er vant til at skrive alene, og når det er med en man ikke kender så godt. Men det får man på intet tidspunkt at føle i bogen. Den smelter sammen og er en helhed fra først til sidst. Den er grusom, vanvittig, og så nærværende og “dagligdags”, at man nogle gange lige kigger sig over skulderen, hvis man går i skumringen 🙈 (Hurra for sommer lige nu 😉 ) På trods af det manglende hjernesamarbejde 😉 var jeg fanget fra start til slut, og var fuldstændig vild med den.

Der er 5 hjerter ud af 5 ❤❤❤❤❤ til Opløst. Glæder mig allerede til den næste.  Politikens Forlag, Opløst, Sara Blædel, Mads Peder Nordbo, Sara Blædel og Mads Peder Nordbo, anmeldelse af Opløst, Dea Torp, Liam Stark, Krimi, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Bogen er modtaget mhp. anmeldelse. Jeg bliver ikke bedt om, ej heller betalt for at skrive dette indlæg. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får, og jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. 

Undergravet // Boganmeldelse // Lone Theils

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Undergravet

Forfatter: Lone Theils

Forlag: Mofibo Original / People’s 

Serie: 2. del i serien med Signe Brask

Genre: Krimi

Udgivet: 31. maj 2021, i bogformat. 20. maj på Mofibo

Antal sider: 324

Læst som: Lyttet og læst på Mofibo

Undergravet, Lone Theils, Forlaget People’s, People’s Press, Signe Brask, Mofibo, Mofibo Originals, Mofibo Original, Vestjylland, Krimi, krummeskrummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Fra bagsideteksten:

Signe Brask har det svært med sin nye chef. For at ydmyge hende har han sendt hende til Klitmøller, hvor hun skal vikariere som patruljebetjent. Men der går ikke længe, inden Signe står med en ny sag. Præstens unge, smukke kone er sporløst forsvundet. Snart viser det sig, at der under overfladen ulmer en voldsom religionskrig i det lille samfund af fiskere og surfere. Opklaringsarbejdet med den lokale betjent Dennis er tungt. Samtidig bliver Signe konfronteret med sin egen fortid på en måde, der ændrer hendes liv for altid. 

**********************************’

Det er anden del om Signe Brask, og jeg har (endnu) ikke læst den første bog. Det forhindrede mig ikke i at blive opslugt af denne så snart jeg gik i gang. Og jeg har planer om at jeg vil læse del 1 også, for at have mere med i “bagagen” til den dag bog nr. 3 kommer 😉 For det er der heldigvis planer om. Det fik vi at vide i dag til et online bloggermøde med Lone Theils og forlaget. Heldigvis, for sikke da en slutning vi fik her…

“Signe lyste på cyklen, mens hun grublede. “Det her ligner noget, en flugtbilist kan være skyld i. Han påkører hende i mørket. Måske duede hendes cykellygter ikke. Bilisten skifter kanal på radioen. Og pludselig er hun der midt på kørebanen. Bam! Hun er død på stedet. Bilisten husker nu, at det nok var en dårlig idé at drikke de sidste tre elefantbajere. Han forvandler sig til flugtbilist og gemmer cyklen. Her er så øde, at man snildt kan nå væk, inden nogen opdager, hvad der er sket.” Hun tog et par latexhandsker op af jakkelommen, hvor hun altid havde en pose liggende til uforudsete situationer, og testede det røde baglys, der stadig sad fast på bagskærmen. Det virkede. Så meget for den teori.”

Jeg har ikke læst en eneste af Lone Theil’s bøger, som jeg ikke med det samme blev opslugt af, og det samme var selvfølgelig gældende for denne. Hun forstår at få læseren fanget fra side 1, og der er altid lige et eller andet i kapitlet der gør, at man lige skal have bare ét mere.. og så…. kører det bare derudaf.

Der er lidt Brask i Lone der selv er fra Vestjylland, og derfor syntes hun det var spændende at skrive om det område. Og det særlige med Vestjylland formår hun at få med i bogen. At de godt kan være lidt sammenbidte udadtil, men ret lune når man lærer dem at kende. Også dét at der er den stærke vind – træerne “vælter”, men bagved har de den største krone. Der er altid blæst i Vestjylland, og vælter man, kan man ligeså godt rejse sig op igen 😉 Vestjyder siger meget, med meget få ord. Lone Theils mener, at man nok altid har lidt af sig selv med i de personer man skriver om.

Og det gælder om at kende sine personer i bogen godt. Både det vigtige og det mindre vigtige. F.eks. Hvordan hun er vokset op. Hvad hendes livret er. Hvilke holdninger har hun. Så er det lettere at forstå hvad der sker, når historien engang imellem skriver sig selv. Og det er ikke altid forfatteren er helt enig i, hvad der sker i bogen.

Spændende og levende personkarakteristikker. Gode beskrivelser af omgivelser og bygninger, så man ligeså godt selv kunne have været der. Bogen er oprindeligt skrevet til lydbog som en Mofibo Original, men for Lone er der ikke forskel på hvordan hun skriver dialogerne. Dialoger er vigtige – der må ikke være for meget, og ikke for lidt. Og nu har jeg jo både lyttet og læst, og jeg finder ikke noget der ikke er perfekt. Det er Laura Drasbæk der har indtalt, og hende har jeg lyttet til en del gange efterhånden, og jeg tror faktisk hun er min yndlings oplæser.

Signe Brask kommer tilbage til Vestjylland, selvom hun egentlig havde forsvoret ikke at komme tilbage. Hun hører mere om sin fortid, og Wartow hører vi også mere til heri. Wartow er den der chef der ikke kan udstå Lone. De kendte hinanden på Politiskolen, men noget gik galt dengang, og det ligger stadig som en mur omkring dem. Og at han nu er blevet chef, er faktisk ikke noget der huer Signe.

Præstens kone forsvinder, og den store jagt går ind på at finde hende igen. Undervejs kommer der hemmeligheder frem, både nutidige og noget fra fortiden.

“De gule firkanter af lys skinnede over mod kirken og fortalte Signe, at selv om hun måske lidt havde håbet at finde huset tomt, så var Harry Frandsen eller nogen i hans familie hjemme. Der var ingen vej udenom, ingen nemme løsninger. Hun tog en dyb indånding, steg ud af bilen og gik op mod det røde murstenshus, og op ad de tre granittrappetrin og trykkede på ringeklokken. Den hvæsede ad hende som for at håne hendes rystende hænder. Så gik døren op med et snuptag, og Harry Frandsen stod foran hende. En høj, alvorligt udseende mand med bølget, gråt hår og alvorlige hornbriller, der så ud, som om de ikke var blevet skiftet ud siden engang i 1960’erne. Han så spørgende på hende. “Hvad drejer det sig om?” “Er du Harry Frandsen?” spurgte hun dumt, selv om hun godt kendte svaret. “Ja, det er mig. Hvad drejer det sig om?” Hun sank det spyt, hun ikke havde i munden. “Goddag, morfar.”

Da Lone skulle studere det Vestjyske lidt mere, var hun heldig at komme med en betjent på patrulje, og rundt og se med hans øjne, og også selve politistationen. Manden hedder Dennis, som politimanden i bogen også hedder. Men Lone lover 😉 at det kun er navnet de to har til fælles.

“Hun fik et lille spor af noget sødligt og hengemt, inden det forsvandt igen. Hun vendte sig mod Dennis. “Har du en strip med?” Han rystede på hovedet, og hun havde svært ved at styre sin irritation. “Hvad er der med dig og de strips? Hvorfor har du ikke bare nogle liggende i bilen?” “Jeg har ikke haft brug for dem i alle de år, jeg har været her,” forsvarede han sig. Hun pegede på den mørkerøde plet med lyskeglen. “Okay. Se på den plet her. Kan du se med det blotte øje, om det er blod?” Han rystede på hovedet. “Næh.” “Hvordan har du så tænkt dig at vi sulle kunne afgøre, om det er blod? Om der er foregået en forbrydelse?” “Altså, jeg plejer jo ikke at tage de beslutninger. Jeg ringer til personfarlig, hvis der er noget, der ligger over min lønramme.” gled han af.” 

For sikke da en redelighed at være vidne til. Signe Brask kan næsten ikke holde ud, at det hele foregår i så langsomt et tempo. Ingenting kan han, andet end at drikke kaffe, og forsinke hele processen.

Om vold mod kvinder. Kærlighed på godt og ondt, om hemmeligheder og uforløste drømme. Og en hel del om kirke og menighed. Og om rapmusik i kirken og pastagudstjenester 😉 Og om at Signe oplever den store kærlighed, men har en del med i bagagen, og ikke helt ved hvordan hun skal begå sig.

Der er 5 hjerter ud af 5 ❤️❤️❤️❤️❤️ til del 2 i serien om Signe Brask. Det er en pageturner, jeg lagde den simepelthen ikke væk før jeg var færdig. Og hurra for Mofibo i den forbindelse, så jeg kunne læse hjemme i stolen, og lytte mens jeg kørte bil og gik tur.Undergravet, Lone Theils, Forlaget People’s, People’s Press, Signe Brask, Mofibo, Mofibo Originals, Mofibo Original, Vestjylland, Krimi, krummeskrummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Bogen er modtaget mhp. anmeldelse. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg bliver ikke bedt om, ej heller betalt for at skrive dette indlæg. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer.

Døden i kurbadet // Boganmeldelse // Anna Grue

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Døden i kurbadet

Forfatter: Anna Grue

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Serie: 2. selvstændige bind om Fru Mortensen

Genre: Hyggekrimi

Udgivet: 28. maj 2021

Antal sider: 408

Læst som: Hard back. Modtaget af forlaget.

Døden i kurbadet, Anna Grue, Anne-Maj Mortensen, Kurbad, hyggekrimi, krimi, Lindhardt og Ringhof, anmeldelse af døden i kurbadet, krummeskrummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Fra bagsideteksten:

En kvinde bliver brutalt myrdet på et luksuriøst kurbad, og det er efterlønneren Anne-Maj Mortensen, der finder liget. Hun er på genoptræning efter en knæoperation, og udstyret med et mindre lager af smertestillende medicin går hun i gang med sin egen efterforskning, hvilket ikke ligefrem behager det lokale politi. Kort efter sker endnu et dødsfald, og Anne-Maj får sig møvet dybere ind i sagens opklaring. Men er det klogt at lægge sig ud med en morder, når man knap kan gå?

***********************

Åhh Fru. Mortensen. Hun har virkelig været savnet. Ja, faktisk siden jeg lukkede Mysteriet i Genbrugsen. Hun er egenrådig, nysgerrig, ved bedst, med gå-på-mod og humor. Humor fik vi også fra forlaget denne gang  en skøn pakke med både vin, chokolade, ansiktsmaske og agurker til brug ved vores egen lille skønhedsevent.Når vi ikke kunne komme til kurbad, måtte kurbad komme til os ❤

“Anne-Maj er ved at sprænges over ikke at kunne ringe til Anders Hall og fortælle om dagens opdagelser og konklusioner, men det nytter jo ikke. Man ringer ikke til folk dagen efter deres bryllup. Det kan selv hun forstå.”

Anne-Maj har fået et nyt knæled, og kan derfor ikke rigtigt være hjemme hos sig selv, da hun bor i flere etager, og samtidig jo har gravhunden Mortensen den Tredje. Datteren Iben og barnebarnet Didi, har derfor overtaet det lyseblå hus imens Anne-Maj forsøger at komme sig på Høve Kurbad. Her møder vi en broget skare af folk, der enten er på kur, har vundet et ophold, trænger mennesker i hverdagen, eller bare er her for at hygge sig.

“Nej, lad os nu lige tænke os om…” siger Anne-Maj. Det irriterer hende, at Tytter sådan forsøger at bemægtige sig rollen som den, der leder og fordeler arbejdet i deres lille gruppe. Hvem er det måske, der har opdagererfaring og ved, hvordan man diskret forhører folk, uden at de opdager det?”

Der sker jo så det, at én af gæsterne bliver fundet druknet i et mudderbad – selvfølgelig af Anne Maj – og så starter jo den store opklaring. Nogle af gæsterne ved godt, at det var Anne-Maj der var med til at opklare mysteriet i genbrugsen, og synes hun skal engagere sig i dette også. Ja, faktisk synes de det er en god idé at slå sig sammen, og finde ud af hvad der er sket. Som sagt – så gjort. Læn dig blot tilbage og nyd når Fru Mortensen folder sig ud 😉  Ja, det går selvfølgelig ikke så stærkt, når hun nu er hæmmet af 2 krykker. Samtidig hersker der ingen tvivl om, at hun savner sit køkken… Hun elsker jo at lave mad, og maden på Høve Kurbad er ikke noget hun vil anbefale nogen som helst.

“Anne-Maj er blevet trodsig. Hun vil finde ud af noget, politiet ikke ved i forvejen. Det er jo hendes forfængelighed, der er på spil. Hun vil opdage en eller anden detalje, som kan pege efterforsknignen i den rigtige retning og genetablere Anders Halls respekt for hende. Men hvad? Hun har virkelig brug for at tænke sig om. Klokken er to … Der er halvanden times pause før ugens sidste tur i fysioterapien – den kan hun passende bruge til at tænke sig om. Efter at have kastet et blik ind i havestuen beslutter hun sig for at skynde sig et andet sted hen. Hendes tankevirksomhed skal ikke forstyrres af Tytter og Ida, som har taget plads i karnappen.”

Og selvom Anne-Maj lader sig opsluge af opklaringsarbejdet sammen med de øvrige gæster, forsøger hun også at blive en del af politiets arbejde. Men det forekommer hende ikke så nemt, og hun ender faktisk med at blive en smule fornærmet. Denne gang får hun endda inddraget Didi lidt i det hele, til stor beklagelse fra Iben – som på den anden side også er lidt nysgerrig. Og oven i det hele, skal hun jo også lave daglige øvelser for sit knæ, OG møde fysioterapeuten nede i fitnesslokalet.. Hun har faktisk ikke tid til det.. Men hun fortsætter sit eget opklaringsarbejde med fuldt gå-på-mod.

“Anne-Maj selv vil booke en ny massagetid og benytte lejligheden, mens hun bliver æltet, til at smalltalke med Hanne Groth for måske at få mere at vide. Desuden vil hun – men det indvier hun ikke de andre i – aflægge kokken den visit, hun så længe har haft planer om. Måltid for måltid er Anne-Majs liste med forbedringsforslag blevet længere, og hun ser frem til at gennemgå den med kokken. Hun er vis på, han vil være taknemmelig for et kvalificeret input.”

Fedt persongalleri, og virkelig gode og beskrivende omgivelser – jeg får helt lyst til at besøge sådan et kurbad, og blive forkælet – ja, hvis maden var lidt bedre, selvfølgelig 😉 og jeg tror også jeg springer mudderbadet over 😉

“Anne-Maj henter bladet og slår op på den opgave, hun i formiddag var begyndt på. Den ser helt forkert ud. Et øjeblik er hun konfus, men så går sandheden op for hende: Hendes fine, velordnede krydsordsopgave, hvor alt stod snorlige, og alle udfyldte felter bar de korrekte bogstaver, er blevet vandaliseret på det groveste. Nogen har simpelthen løst resten af den. Store, sjuskede bogstaver, som visse steder ligefrem går uden for firkanten. Uigennemtænkte gætterier, som bare er streget ud og rettet til andre bogstaver… Trods den groteske fremgangsmåde er vedkommende endda nået frem til det korrekte resultat, konstaterer hun surt. Det er hærværk, tænker Anne-Maj, simpelt hærværk. Hvordan kan nogen finde på at løse andre menneskers krydsogtværser?”

Anna Grue er en god fortæller, og med Anne-Maj Mortensen har hun fundet en karakter der er super sjov. Hun har sin egen mening, og er faktisk ret ligeglad hvad andre mener, og hun er ikke bange for at gå egne veje. Jeg har skraldgrinet et par gange undervejs, og det er jo altid et godt fingerpeg. Ordet Hyggekrimi passer perfekt. Der er ikke en masse drabeligt og blodigt, men der er stadig et lille mysterie man skal løse. Og her kan man sagtens gætte med undervejs.

Og så er det jo også incl. coronarestriktioner. Det er faktisk meget sjovt at læse om, hvordan det hele var i starten – nogle ting jeg egentligt havde glemt… Sikke hurtigt man glemmer. Der kommer jo højst sandsynligt virkelig mange bøger hvor Corona eller Covid-19, tests og vacciner indgår, men dette er den første jeg læser omkring det. Og jeg synes Anna Grue er kommet så fint omkring det. Både at der er tilhængere og det absolut modsatte.

“Anne-Maj har meget svært ved at forestille sig at få stress. Hendes overbevisning er i bund og grund, at man bare skal tage sig sammen og være omhyggelig med at planlægge sin hverdag. Orden og systematik giver ro i sindet. Men den slags siger man jo ikke højt.” 

Vi hører også en del til både Iben og Didi, hvilket er skønt. Didi er simpelthen så finurlig, og hende vil jeg gerne høre meget mere til. Hun bliver en god detektiv 😉 Og jeg glæder mig allerede til næste gang Fru Mortensen bliver inddraget i noget, som hun kan hjælpe politiet med at opklare.

Der er 5 ud af 5 hjerter❤❤❤❤❤ til Døden i kurbadet. Da jeg åbnede bogen, havde jeg ikke lyst til at lukke den igen, før jeg var færdig.Døden i kurbadet, Anna Grue, Anne-Maj Mortensen, Kurbad, hyggekrimi, krimi, Lindhardt og Ringhof, anmeldelse af døden i kurbadet, krummeskrummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,

Bogen er modtaget mhp. anmeldelse. Jeg bliver ikke betalt for at skrive dette indlæg og har ingen økonomisk interesse i bloggen. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. 

Beatrice // Boganmeldelse // Lina Bengtsdotter

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Beatrice

Forfatter: Lina Bengtsdotter

Forlag: People’s

Serie: 3. del med Charlie Lager

Genre: Krimi

Udgivet: 20. maj 2021

Antal sider: 320

Læst som: Hard back. Modtaget af forlaget.Lina Bengtsdotter, People’s, Peoples Press, Beatrice, anmeldelse Lina Bengtsdotter, Anmeldelse af Beatrice, Annabelle, Francesca, Gullspång, Charlie Lager, krummeskrummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Fra bagsideteksten:

Kriminalinspektør Charlie Lager vågner efter en nat i byen, som hun kun har svage erindringer om. Hun ved ikke, hvem der har været med hende hjemme. Men alt dette må hun lægge til side, da hun bliver kaldt til Karlstad, hvor en blot ni måneder gammel pige er forsvundet. Forældrene er i chok, og medierne pisker en hektisk stemning op. Et lovende spor viser sig at være en blindgyde, og Charlie begynder at få en fornemmelse af, at hverken forældrene eller folk i deres omgangskreds reelt har lyst til at fortælle sandheden om den forsvundne baby, Beatrice. For hver time der går, svinder chancen for at finde den lille pige i live, og Charlie må presse sig selv til det yderste. 

*********************************

Det er Lina Bengtsdotters 3. bog i serien med Charlie Lager, og man får mest ud af at læse alle 3, men den er fritstående, så du kan altså starte her. Annabelle er læst, dog ikke anmeldt, men Du kan læse anmeldelse af bog nr. 2. Francesca her. Lina Bengtsdotter, People’s, Peoples Press, Beatrice, anmeldelse Lina Bengtsdotter, Anmeldelse af Beatrice, Annabelle, Francesca, Gullspång, Charlie Lager, krummeskrummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Vi kommer selvfølgelig ikke udenom Betty, Charlie’s mor, eller Gullspång som er byen Charlie er vokset op i.

“”Hvornår har du fået den?” spurgte Greger og nikkede ad tatoveringen på hendes venstre håndled, da hun tog en slurk af glasset. “For halvandet år siden,” sagde Charlie. “Hvad betyder den?” sagde han. “Jeg har aldrig forstået, hvad det bruges til, altså semikolon.” “Det er en halv pause,” sagde Charlie. “En halv pause, men ikke et helt stop.” “Hvorfor så denne halve pause?” spurgte Greger. “Det er The Semicolon Project,” sagde hun. “Er det noget, man burde kende?” “Ikke nødvendigvis. Det er vist mest unge, der kender det. Det skal stå for en sætning, man kunne have afsluttet, men hvor man i stedet gør en halv pause, før man fortsætter. Sætningen er livet, og forfatteren er én selv. Det lyder meget simpelt,” fortsatte hun, for hun kunne godt selv høre, at det haltede lidt. Det var ikke så ligetil bare at beslutte sig. Den frie vilje var stærkt begrænset, især hvis den var under indflydelse af en depression. Hvis det lykkedes en, så var det måske mest af alt… held.”

Den tatovering har jeg også. Så det berører mig dybt at Lina fortæller om det i bogen her. ; <3

Charlie går i byen, drikker lidt for meget, og tager ret ofte en mand med hjem. Det er som om hun går lidt i sin mors fodspor, men hun mener selv hun har helt styr på det. Bortset, selvfølgelig, lige fra de panikanfald hun indimellem får… Nogle af de mænd hun tager med hjem, kan hun slet ikke huske, men så er det jo “godt” at andre i huset kan 😉 Men denne gang, ved hun simpelthen ikke hvem hun har haft med hjemme. En med læderjakke, men intet andet dukker op, og hun begynder faktisk at blive lidt nervøs. Men det kan ikke hjælpe, for nu bliver hun sat på sagen om en forsvunden baby. Babyer skal ikke forsvinde, bare fordi de ligger udenfor i deres barnevogn og sover, så der bliver sat hårdt ind. Forældrene har ingen idé til hvem der kan have taget Beatrice. Men lidt efter lidt, finder Charlie ud af, at de begge skjuler noget. Det samme gør en masse andre tæt på parret, og sagen bliver fremtryllet lidt efter lidt på fineste vis. Er du lidt garvet, kan du gætte lidt med undervejs 😉

“Hun havde ikke nævnt noget om at hun havde truet med at ødelægge Gustavs liv, men den slags fortalte man selvfølgelig heller ikke andre, slet ikke en politibetjent. Og selvom hun havde virket fattet, kunne der måske godt ligge andet under overfladen. At blive valgt fra kunne vække de mest ubehagelige sider i folk. “Er der flere kvinder?” spurgte Charlie. “Jeg vil ikke sidde her og tale om den den slags nu,” sagde Gustav. “Må jeg minde dig om, at det er en politiefterforskning,” sagde Charlie, “at man ikke selv kan bestemme, hvad man vil og ikke vil tale om.” “Må jeg minde dig om, at min datter stadig er forsvundet,” sagde Gustav. “I spilder tid på at følge op på spor, der ikke fører nogen vegne.” “Jeg kan godt forstå, at du er frustreret,” sagde Charlie, “men du er ikke politimand. Vi stiller de spørgsmål, vi har brug for at stille.”

Man følger 2 spor i bogen. Nogle unge piger på et hjem, og så Charlie Lager og eftersøgningen af den lille pige. I starten var jeg forvirret over historien med de unge piger, men det giver sig selv efter lidt tid. Hvorfor de er på hjemmet og ikke hos deres forældre, vi er også med mens de finder gamle breve, som de læser op for hinanden, uden forstanderen ved de er fundet. Om de venskaber de knytter på trods af forskelle. Om deres store tab i livet, og uretfærdighed.

“Fortæl din historie,” sagde Lo, da vi var tilbage på værelset. Hun lå i sin køje med fødderne oppe mod væggen. “Jeg har ingen,” sagde jeg. Jeg lukkede øjnene og håbede, Lo forstod, at jeg ikke ville snakke. Det gjorde hun ikke. “Misbrug?” sagde Lo. “Vold i hjemmet? Selvskadende adfærd? Lidt af det hele?” “Ingen af delene.” “Hvad laver du så her?” “Det er min far.” “Incest?” sagde Lo, som om det var det første, der faldt hende ind, da jeg sagde far. “Nej. Han er død.” “Det var trist,” sagde Lo. “Og din mor?” “Væk.” “Også død?” “Næh, bare væk.” “Jeg forstår ikke,” sagde Lo, “hvordan forældre bare kan forlade deres børn.” “Han kan jo ikke gøre for, at han døde.” “Jeg mener din mor.” “Hvad med dig selv?” sagde jeg for at slippe for at tale om mig selv. “Hvordan er du endt her?” “Det var en misforståelse,” sagde Lo. “En dag kom de bare og hentede mig. Socialen altså. De tog mig fra min mor helt uden grund, og siden har jeg boet hos forskellige familier og på steder som det her.”

Der er, som altid gode personkarakteristikker, og gode beskrivelser af steder og miljøer, så man føler man er der selv. Det hele står soleklart for mig, da Lina er super god til beskrivelser. Hun er også god til at opbygge en uhygge, man ikke aner kommer snigende. Men det gør den 😉

Derudover er der tråde tilbage til de to første bøger, og det er her jeg mener at det er en fordel at have læst de to første i serien.

Der bliver taget flere vigtige emner op i bogen, som berører rigtig mange mennesker, og jeg tror mange vil kunne nikke genkendende til de problematikker vi hører om. Det er uhyggeligt og psykologisk, og det eskalerer bare…

“Drømmene. De kommer hyppigere nu. Jeg træder vande, holder barnet i min favn med arme, der er ved at blive følelsesløse af kulde. Hun glider ud af mit greb, synker og forsvinder ned i dynet. Og midt i al panikken er det, som om jeg kan slappe af. Hun er væk. Der er ikke mere at kæmpe for. Jeg slipper taget og følger med. Det er slut.”

Jeg har mødt Lina et par gange til Krimimessen i Horsens, og hun er en fantastisk person og fortæller. Hun er fra 1977 og vokset op i den lille svenske by Gullspång, som hun skriver om i sine bøger, men bor i dag i Stockholm. Hun er uddannet lærer i svensk og psykologi.

Den får 4 hjerter ud af 5 ❤❤❤❤

Jeg synes den startede lidt langsomt op, og jeg havde lidt svært ved at blive rigtig fanget af historien. Men Lina skriver godt, i et letlæseligt sprog og med finurligheder, der indimellem fører en høj latter med sig igennem stuen. Og pludselig var jeg hooked, og så lagde jeg den ikke fra mig før jeg var færdig.

Historien smelter ligeså langsomt sammen, og det hele giver mening, og bliver sammenfattet helt perfekt i de sidste kapitler.Lina Bengtsdotter, People’s, Peoples Press, Beatrice, anmeldelse Lina Bengtsdotter, Anmeldelse af Beatrice, Annabelle, Francesca, Gullspång, Charlie Lager, krummeskrummelurer, krummeskrummelurer.dk, boganmeldelse, boganmeldelser på nettet, bøger på Instagram, bøger jeg læser, bøger jeg anbefaler, Christina Rand, anbefaling, Boganbefaling, Reklame, anmeldereksemplar,Bogen er modtaget mhp. anmeldelse. Jeg bliver ikke betalt for at skrive dette indlæg, og har ingen økonomisk interesse i bloggen. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får, og jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer.