Terminalen // Michael Katz Krefeld // Boganmeldelse

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Terminalen

Forfatter: Michael Katz Krefeld

Forlag: Politikens Forlag

Serie: Ravn og Møffe

Genre: Krimi

Antal sider: 404

Udgivet: 6. oktober 23

Læst som: Paperback, modtaget af forlaget

Fra bagsideteksten:
En forårsdag bliver Ravns bedste venner, Eduardo og Belindas lille søn bortført af en psykisk syg kvinde, men heldigvis finder de hurtigt drengen i live, og kvinden bliver anholdt. Ved et tilfælde lander sagen på det advokatkontor, hvor Ravn er blevet hyret som efterforsker, og modvillig får han til opgave at assistere i forsvaret af kvinden. Affæren tager dog en uventet drejning, da det under varetægtsfængslingen viser sig, at hun har været udsat for bestialske eksperimenter, der har skadet hendes hjerne, og at hun måske faktisk er uskyldig. Langsomt får Ravn viklet sig dybere og dybere ind i sagen, der fører ham tilbage til et af psykiatriens mørkeste kapitler, men også på sporet af en skruppelløs organisation, der ikke skyr nogen midler for at bevare hemmeligheden om deres projekt og ikke mindst om… Terminalen. 

**********************************

Jeg har næsten lyst til at skrive at folk dør som fluer i nærheden af Ravn…
Ravn er på dybt vand, da han bliver bedt om at forsvare den kvinde der bortførte Eduardo og Belindas lille søn Vitus. Men han har ikke rigtigt et valg – han bliver det pålagt på sit job på advokatkontoret. Der er ikke nogen på kontoret der er særligt glad for at Ravn har Møffe med på job. Han slikker på ruderne, pøser vand ud over gulvet når han drikker vand (Så skulle de se en labrador drikke vand… 😉 ) og er egentlig bare træls synes de. Der er rigtig meget “advokatsnak” med denne gang, og der skal man lige holde tungen lige i munden, for at hitte rede i det hele.

“Ravn svarede ikke. Han havde mødt bandefolk og narkogangstere med større empati, end hvad der blev udvist her.” 

Ravn er heldig at finde den bortførte Vitus hurtigt. Men kvinden der står med ham, virker desorienteret, sløv og ikke nærværende. Hun hedder Gitte – men det er også noget af det eneste hun kan huske. Hun aner ikke hvem hun er, hvad hun hedder mere, eller hvor hun bor. Men hun ved at året er 1983.

Ravns båd, Bianca, ligger på land for tiden, og derfor er han nødt til at bo i en lille lejlighed, indtil den kan komme i vandet igen. Det passer hverken ham eller Møffe, der pure nægter at gå op af alle de trapper, så Ravn må løfte ham. Han er jo også en ældre herre efterhånden. Altså Møffe.

“Gitte sad udtryksløst i stolen, mens Irene klemte til, så hendes knoer blev hvide og fingrene begyndte at summe. “Jeg kunne kvase dig som et andet insekt. Hvor ville det være en befrielse at slippe for dig.” Til sidst slap hun sit greb og så på det røde mærke, hun havde efterladt på Gittes ophovnede kind. “Det kan måske lære dig ikke at være næsvis. Hvis du ellers huskede noget. Men du er dummere end snot. Så lad os starte igen. Igen og igen og igen, lige indtil din hjerne brænder af…”

Jeg havde det lidt svært i begyndelsen af bogen, og kunne ikke rigtigt komme videre i weekenden. Jeg tror det er det overordnede billede – psykiatrien – der fuc*** med min hjerne. Men da jeg gik videre i går eftermiddags, lagde jeg den kun fra mig, da jeg var ude at gå med Walther. Ellers læste jeg – og blev færdig. Hold da op, sikke en bog. Der sker bare noget hele tiden, og det er lige før man ikke helt kan følge med. Men det kan Ravn heldigvis, og det er jo det vigtigste 😉

Man kan tage Thomas Ravnsholt ud af politiet. Men man kan deondelyneme ikke hive politiet ud af Ravn!

“Det her forgrener sig. Den her sag er langt større end først antaget, Jeg tror, der er begået flere drab for at dække over et hemmeligt eksperiment. Et eksperiment, som strækker sig tilbage til den mørkeste del af dansk psykiatris historie. Det her kunne godt gå hen og blive kontorets største sag…
“Jeg afbryder dig lige,” sagde Karina og holdt hånden i vejret. “Jeg sagde specifikt, at du skulle lade det ligge.”
“Det meste har jeg også efterforsket uden for arbejdstid,” forsøgte Ravn sig.”

Det er altid godt at være sammen med Ravn, Møffe, Eduardo, Victoria og co. Man føler næsten man kender dem personligt, så meget har “vi” været igennem i de nu 8 bøger om dem. Og Michael Katz Krefeld, skriver så man også næsten føler at man er med overalt. Både i kælderen, på Havodderen, og når han går hjem til den lille lejlighed.

“Min pointe er, at når man nogle gange leder efter snavs, så er det ikke altid til at sige, hvordan lorten ser ud? Comprende?”
“Det, du forsøger at sige, fungerer sikkert på spansk, men du skal lige arbejde på dit danske billedsprog, amigo.”

Ravn er efterforsker og en snushane i sindet, og han får hjælp af Eduardo og Victoria, når de sidder og drikker kaffe i antikvariatet. Men når han skal snuse rigtigt efter – gør han det selv! Og det er ikke altid en god idé.

“Manden rystede på hovedet. “Ingen idé. Det er den tidligere isolationsbygning.” “Isolationsbygning?”
“Ja, der hvor man i gamle dage placerede de tuberkuloseramte. Langt væk fra omverdenen. Dødstallene var enorme dengang.”
“Uhyggeligt,” sagde Ravn og løftede øjenbrynene. “Men ved du, om firmaet er lukket eller er flyttet?”
“Du er godt nok en nysgerrig fætter. Hvorfor?”
“Fordi jeg er en nysgerrig fætter,” svarede Ravn muntert. “Jeg leder efter nogle gamle studiekammerater. Det er såmænd det hele.”
“Ja, så? Du ligner ellers ikke en læge,” sagde den gamle og så ham an.
“Jeg sagde heller ikke, at det var MINE gamle studiekammerater.”
Den gamle grinte. “Den var go’,” sagde han og tørrede sin næse i et brugt lommetørklæde.”

Jeg har læst alle bøger af Michael Katz Krefeld, og du kan læse anmeldelser af nogle af dem her. 
Jeg tror måske godt man kan starte her med Ravn og Møffe, men jeg synes man får mest ud af at læse fra starten, så man lærer alle personerne at kende. Men vi får en del ting at vide undervejs også.

“Ravn gned træt sine tindinger. Det hele lå så forbandet mange år tilbage, at det snart kun var ham selv, der huskede sagen. Mest af alt fordi mareridtet om hendes død stadig plagede ham. Mareridtene var dog ikke det værste. Det værste var, at han var ved at glemme Eva. Glemme hendes duft, hendes stemme, hendes bevægelser, hendes manerer, hendes karaktertræk, hendes kærtegn og deres elskov sammen. Hele hendes væsen føltes efterhånden uvirkeligt, som om hun aldrig havde eksisteret.”

Der er 5 krummelurerhjerter til Terminalen ♥️♥️♥️♥️♥️ Der er smæk på den her krimi, og jeg sad med vidtåbne øjne, og åben mund det meste af tiden.

Bogen er modtaget af forlaget. Jeg bliver ikke bedt om, ej heller betalt for at skrive denne anmeldelse, jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får.