PILOT – Angst, kærlighed og rockmusik // Boganmeldelse // Nikolaj Christensen

Reklame

Boganmeldelse

Titel: Pilot. Angst, kærlighed og rockmusik

Forfatter: Nikolaj Christensen i samarbejde med Jakob Fälling

Forlag: People’s Press

Genre: Selvbiografi

Udgivet: 24. Oktober 2019

Antal sider: 272

Læst som: Papirbog. Modtaget af forlaget.Fra bagsideteksten:

Han har leveret soundtracket til en hel del danskeres ungdom og turneret landet tyndt i 30 år. Men han har også mærket, hvor hårdt det slår, når populariteten pludselig dykker. I Pilot fortæller Nikolaj Christensen om et musikerliv fuld af lige dele stjernestunder og alvorlig modgang. Da Nikolaj er 16 år, begår hans mor selvmord, og siden har han selv kæmpet med en sårbar psyke. Som 45-årig bliver han ramt af en alvorlig krise, der ender med indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Efterfølgende har han været tvunget til at genopfinde sin tilværelse og sit forhold til sig selv. Heldigvis med musikken som en meget stærk ledetråd. Pilot er tro mod Nikolaj Christensens musikalske univers, hvor hjerte godt må rime på smerte. Men bogen rummer også en 53-årig mands refleksioner om at leve for sin passion og betale de voldsomme omkostninger, der følger med. Den handler om angst, mandsmod og psykiatri. Kærlighed, sangskrivning og troen på, at det nok skal gå. 

***********************************************************************************

“De siger det egentlig alle sammen: “Du er ikke din diagnose. Psykisk sygdom er ikke en kronisk sygdom, men går over for rigtig mange mennesker, hvis de får behandling og støtte.” Det er virkelig sandt. Hvis man tror på det og giver sig selv den fornødne tid til at indrette sit liv på ny. 

Titlen siger det hele. Der er både angst, kærlighed og rockmusik. Og det havde jeg egentlig ikke lige tænkt over i første omgang. Men han har humoren med hele vejen igennem.

“Vi satte os og sludrede, mens en af de maniske mandlige patienter kastede sin kærlighed på den slikautomat, der stod i udkanten af ankomsthallen. Han gik igang med at trække en Twix. Da automaten ikke spyttede chokoladebaren ud, råbte han på nogle af os andre og forklarede, hvad der var galt. Chokoladebaren hang på kanten af hylden, millimeter fra at falde ned, men et venligst slag på siden af maskinen fik den ikke til at dumpe ned i udtræksskuffen.  Vi så os omkring – der var intet personale i nærheden. Vi blev nødt til at gøre noget. Nu udbrød der mytteri i gruppen. Vi stillede os op, fire-fem styker med hver vores opgave. En vippede maskinen, en tog imod, to holdt igen, og da vi hørte baren dumpe ned, jublede vi og var ved at omkomme af grin. Jeg så det hele udefra, som en film, Tossefabrikken på aftentur II. Jeg ventede bare på, at personalet kom løbende, fordi de havde fulgt det hele på overvågningskamera et sted dybt inde i hospitalets mave. Men de kom aldrig.”

Vi hører om Nikolaj’s baggrund, hans skoletid. Hans forældre. Efterskolen. Forelskelser. Glæder og sorger. Koncerter. Guitarer. Venner. Op- og nedture. Og det er jeg vild med. At vi ikke bare får et glansbillede, men det hele råt for usødet. Lige på. Han gik på et tidspunkt solo. Han har deltaget i Vild med dans. Vi får det hele med <3

“Selvom Poppølserne lyder pjattet, var det meget mere end sjov for mig. Efter at have gået og forberedt mig længe havde jeg endelig fundet nogen, der spillede godt. Og bedre endnu: De gad godt spille de sange, jeg havde skrevet. Det bekræftede mig i, at der var noget, jeg var god til. Sammen med andre. Og vi blev alle sammen bedre i løbet af det år. Vi snakkede om, at vi skulle indspille en demo, og vi spillede vistnok fire koncerter. Selvom koncerterne bare foregik på efterskolen, tog jeg ikke let på det. Jeg dressede op i læderbukser (af plastik), knappede skjorten op og tog en halskæde på. Når jeg gik på scenen, var det ikke direkte nede fra salen, som de andre. Hvis jeg skulle fyre den af, var jeg nødt til at komme ind fra bagscenen. Det gav mere magi”

Jeg har været fan af Nikolaj og Piloterne 🚀 i virkelig mange år. Men jeg har helt misset tiden fra omkring år 2000 til indtil for et par år tilbage. Jeg har stadig lyttet til musikken, men ikke fulgt “med”, da børn, hus og familie fyldte meget i årene frem. Så det kom meget bag på mig alt det der sker i bogen, jeg var slet ikke “klar” til at den var så “mørk”. Måske ramte den mig også ekstra hårdt, fordi jeg på mange måder kunne mærke de følelser han beskriver. Jeg har været samme sted. Jeg har også været indlagt på psykiatrisk skadestue.. Jeg har også kæmpet. Men det kan alligevel ikke sammenlignes. Jeg tror dog på, at de der har prøvet noget tilsvarende kan føle bogen på en anden måde, end de der ikke har prøvet selv at kæmpe for livet ❤

“Hver dag startede det forfra. Der skete intet nyt, og intet nyt skulle ske, for folk måtte ikke blive udfordret for meget oveni alt det, de gik og kæmpede med. Kedsomheden var monumental. Stemningen var værst om morgenen, hvor folk vågnede op og skulle finde sig selv, have deres medicin og kunne se frem til en langstrakt dag fuld af humørsvingninger, angst og tvangstanker, eller hvad de nu havde. Endnu en dag, hvor intet skete. Om aftenen steg stemningen på afdelingen. Fordi vi var kommet igennem dagen, og, i hvert fald for mig, fordi natten og nattens ro var på vej.” “Jeg har været 1000 steder, jeg ikke har været før. Men ligemeget hvilken vej, så går den til din dør. Og verden drejer rundt og rundt. Lad mig hænge i luften her. Selvom det gør rigtig ondt, så står du stadig der.”

“Sidder på en raket nu, med blomster i vores hår. Og solen den bare brænder, og læger alle sår.”

Er bare 2 af dem jeg altid har været vild med <3 I sommers hørte jeg dem til en koncert i teltet på Vorbasse marked, og var bare lige tilbage i de gode gamle 90’ere. Og her er det så sjovt – for jeg har de her 2 billeder som jeg har fået af min veninde Sanne, for hundrede år siden.. ca. 😉  Hun har vidst nok selv taget dem 😉 Mine egne billede fra koncerten er ikke så gode 😉 Men I får lige et alligevel 😉 🎶“Det er svært at sætte tal på, hvor mange koncerter vi spillede de år. Men Koda-listerne, der vel nok rummer hoveddelen, vidner om 70-80 koncerter pr. år. Desuden var der alle de private engagementer. Vi indspillede i alt seks plader på syv år: Home Party, Sidder på en raket, Solar Plexus, Lige på konet og Live og Selvantændt. Der var virkelig tryk på. “

Der er billeder strøet ud i bogen hele vejen igennem. Men i midten er der lige en ordentlig stak. Jeg elsker det! Derudover er personerne i hans liv vildt godt beskrevet. Selvom man ikke har set dem, kan man næsten se dem for sig alligevel.

“Min far havde overmalet træet med lækre, bløde tegninger. Træer,  fugle i mange farver og en sol, der spredte sine stråler over nogle menneskefigurer. Jeg elskede hans tegninger. Jeg tog trommen og sneg mig tilbage ind i stuen til de voksne, der stadig spillede. De gjorde plads til mig i rundkredsen, og jeg satte mig på min tromme og begyndte at spille med. Jeg var fire år, så måske kunne jeg ikke engang holde takten, jeg husker det ikke, men det betød heller ikke noget. Vi grinede, sang og jammede. Det føltes, som om jeg blev ét med de andre, som om vi i fællesskab bevægede os ind i en magisk tilstand af musik. Jeg kunne ikke ønske mere. Jeg var verdens heldigste. Jeg var lige her. I altings centrum.”

Jeg har været splittet undervejs. Jeg har tudet. Grædt stille. Grint. Haft ondt ind i hjertet, og haft lyst til at give Nikolaj et kram. Men jeg har været fanget hele vejen igennem, og nåede næsten at læse den på en enkelt dag.

“Mit liv havde ikke nogen overordnet retning på det tidspunkt, men var fyldt med en masse projekter med gods i hver især. Det gjorde, at jeg alligevel voksede og blev bedre til det jeg lavede. I dag kan jeg se, at jeg ubevidst formede min helt egen showbiz-uddannelse. Det væltede ud af mig med musik i den periode. Mine notesbøger blev fyldt med små historier, sjove vendinger, rim og vers. Mit hoved var fyldt med nogenlunde det samme, plus akkorder, melodier, ideér til sange og albums, jeg en dag skulle udgive.”

Og jeg er kæmpe fan af, at vi slutter hvor vi starter ❤

Der er 5 ud af 5 hjerter til Piloten. ❤❤❤❤❤Bogen er modtaget med henblik på anmeldelse. Jeg bliver ikke betalt for at skrive dette indlæg, og har ingen økonomisk interesse i bloggen. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg skriver om det jeg har lyst til, og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer.