Efterhånden mulighed for sol // Boganmeldelse // Michael Enggaard

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Efterhånden mulighed for sol

Forfatter: Michael Enggaard

Forlag: Politikens Forlag

Genre: Roman

Udgivet: 2. marts 2021

Antal sider: 448 / ca. 11 timer på lydbog (hurtigere hvis man skruer op for hastigheden 😉 ) 

Hørt på Mofibo.

Fra bagsideteksten:

Julie er servitrice på en motorvejsrestaurant ved Solrød og førstehåndsvidne til verdens vrimmel. Hun bor i sit barndomshjem med sin søster, der er bange for næsten alt, men har regnet ud, at hendes yatzyresultater er bedst på torsdage. Der må godt ske lidt mere i Julies liv.

Tom passer en billardsalon på Vesterbro i København. Han anstrenger sig for at sørge over sin fars død og for at være en god far for sin teenagesøn, som er begyndt at få besøg af én i røde Vans. Han længes efter hjemstavnen i Nordjylland, men der er også Irene, som sidder i kørestol. Hende er han nødt til at tage sig af. En dag kommer brevet fra Julie. Tom har ikke hørt fra hende, siden de lavede radio sammen i Aarhus 25 år tidligere. Han har stadig spolebåndene. På dem ligger deres ungdom, som ellers synes så langt væk. Det står klart, det har det egentlig altid gjort, at Julie og Tom er evigt forbundne. 

Efterhånden mulighed for sol er en fortælling om tilfældets magt og bøvlet med at finde sig til rette i tilværelsen. Om at flytte til en større by som ung med ønsket om at opdage livet. Og om mange år senere at se tilbage på et specifikt forår, der måske ændrede alt.

***********************************

Dagligdagens tristesse for Julie, der sørger for at hendes søster har det godt, og behage hende, fordi det er nemmest. At arbejde på en motorvejsrestaurant, og se hvordan folk er, at kunne se forskel på folk, og hvorfor de kommer netop her op spiser.

“Er du der? spurgte hun. “Ja,” forsikrede Molly. “Skulle bare friskes lidt op. “Selvfølgelig, vi går roligt frem. Det lover jeg,” sagde Julie. Hun viste hende for en god ordens skyld luftfotoet, og Molly nikkede. Det var dér de skulle hen. Julie fandt ruteplanen frem. “Vi kan tage bilen, eller vi kan tage bussen. I bil kontrollerer vi det meste selv og er kun os. Med bussen har jeg mere tid til dig, men vi kan ikke styre, hvem der stiger på, og præcis hvornår vi kører,” sagde Julie. “Bilen,” sagde Molly. “Sikker?” “Næ, men det er den, jeg vælger.” Julie nikkede og satte fingeren på kortet, hvor turen skulle begynde. “Hvilket tal ligger du på ved tanken om at gå ud og sætte dig i bilen for at køre mod centret?” “2-3 stykker.” “Flot,” sagde Julie. “Og tanken om at gå ind i selve Føtex?” “9-10. Det kan jeg slet ikke,” svarede Molly. “Ikke nu, det kommer du til.” Gennemgangen gik ud på, at Molly skulle angive sit frygtniveau på en skala fra 1 til 10. 1 betød harmoni, 10 betød panisk angst. Ved at gennemgå turen punkt for punkt kunne de sammen identificere smertepunkterne og udfordre dem. Når Molly havde klaret mindre udfordringer, ville hun vokse sig stærkere. Begyndte man på det rigtige trin, kunne man nå hele vejen.” 

Og også dagligdagens tristesse for Tom, der arbejder på en billardsalon, og forsøger at behage chefen. Ser alt det billard i tv han kan, og vi hører hvorfor han er så optaget af det. Forsøger at tage sig af Irene, som også ser mange andre, og ofte er med på salonen. Irene har han kendt siden tiden i Aarhus, og hun er en af dem som altid siger sin mening. Uden omsvøb. Tom føler ikke han kan efterlade hende, de ses så ofte som muligt. Det er da Toms søn, pludselig begynder at interessere sig for spolebåndene fra hans tid i Aarhus, og lytter til dem, at han også selv begynder at lytte igen, og faktisk kan mærke han savner Julie og deres tid sammen i Aarhus. Men på samme tid kommer han tættere på Mikkel, og de bruger rigtig mange timer på at lytte til spolebåndene.

“I entreen afslørede knirkende gulvbrædder aktivitet. En eller anden var ved at iføre sig sine røde sko og luske hjem. Kort efter stod Mikkel i rummet med hænderne gemt i hættetrøjens lomme. “Hej far,” sagde han og satte sig i sofaen. “Hvem var det?” “Ronnie ser godt ud i dag.” Han daskede sønnen på skulderen. “”Hvem var det?” “Louise.” “Det er sent, hun går. Hvis hun er på din alder.” “Hun går i 1.g…. Hvorfor spiller Ronnie den lyserøde, når han kan tage den grønne?” “Du går efter de ældre damer.” Sønnen rejste sig og gik, men var snart tilbage med en skål havregryn. Han havde smidt trøjen et sted på vejen og sad nu i en t-shirt. Tom undersøgte ham med øjnene og nåede sin vanlige konklusion. Mikkel måtte være byens mest ranglede 15-årige.”

Julie og Tom begynder at skrive sammen lidt oftere, og går over til email, da det er lettest. De fortæller hvordan det er gået siden, og om hver deres dagligdag.

“Kære Tom,

Du modtager sikkert aldrig dette brev, men jeg har brug for at nedfælde mine tanker, og det er rart at tænke på en modtager. Hvorfor dig? Du fæstnede dig i mig, minderne om vores tid sammen betyder noget for mig. Du er selvfølgelig komplet uvidende om det, en kendsgerning, der siger alt om mit liv. Jeg lever i en slags isolation med min søster, som du aldrig mødte, men må have hørt en masse om. Jeg har ifhærdigt, men med skiftende held, forsøgt at fortrænge “hændelsen,” og jeg agter heller ikke at komme ind på den her…”

Vi skifter mellem at være i nutiden og tilbage til 1994. Samtidigt med at vi også skifter pow mellem Tom og Julie, og får deres breve til hinanden.

“Lampen lyste rødt med sin formanende påmindelse: “On Air.” I studiet, på den anden side af ruden og den lydtætte dør, stod Irene med hovedtelefoner i sit store hår. Hun mimede og flyttede fødderne i nogenlunde takt til musikken. Hun var en af få studieværter i hele landet, der havde frihed til selv at bestemme, hvilke numre hun ville spille. Nu kørte udsendelsens sidste. De færreste ville have valgt Fielfraz’ “Naked”, alene af den grund, at de færreste var bekendt med bandets eksistens. Irene mente, at det var en fejl. Hun klikkede sig på og talte over nummerets afslutning. “Ja, den danske musikbranche serverer meget lort, men der er håb endnu. Her var det Fielfraz med Claus Hempler i front. Havde han haft modet til at synge på dansk, var det endnu bedre. Og det kommer en dag, tror jeg.”” 

Historien tager på et tidspunkt en drejning, som jeg ikke havde set, men som giver super god mening.

Det er en stille og rolig roman, hvor der ikke sker det helt store. Det vil sige – som de fleste nok har det. Men den er fyldt med underfundig humor og fik mig til at grine flere gange. Og så er der noget over det, at det er ca. samtidigt med at jeg selv var ung, og oplevede en masse af de samme ting. For vi havde kun radioen (sådan rigtigt 🙂 ) hvor vi optog de gode sange på bånd, mens vi håbede at de ikke speakede ind over musikken, som vi havde ventet flere timer på at høre. Der er flere der har skrevet om bogen, at de især husker Fielfraz, som Enggaard skriver om, og at det bringer dem tilbage til dengang. Det som faldt mig ind, var Dizzy Mizz Lizzy. Dét er lyden af ungdom for mig. Det er lyden af veninder, sommerhus, vin, øl, stå på hænder på græsplænen, sommerkys, havdyp, Juelsminde Havnefest, dans på Circle og sommerferikæreste. Og hver eneste gang jeg lytter til deres musik, føler jeg at jeg er 17 år igen. Men jeg husker også Fielfraz, det er bare ikke helt det samme for mig.

“”De bliver ikke fede af mig”, mumlede Irene ud i lokalet. “Hvem?” spurgte HP. “Dizzy Mizz Lizzy. Led Zeppelin tilsat lidt flødebollerock og et drys grunge.”” 

Der er 4 hjerter ud af 5 ❤❤❤❤ til Efterhånden mulighed for sol. Det er den første af Michael Enggaards bøger jeg læser, men det bliver helt bestemt ikke den sidste. Han er god til at beskrive både personer og miljø, og man mærker hurtigt forskellen på dem alle, og jeg føler nogle gange at jeg selv er med på radion der i 1994. En herlig roman om ungdommens spontanitet og leben, krydret med dagligdagen når man bliver en smule ældre. Enggaards debutroman Svækling, udkom i 2017.Bogen er modtaget i gave fra forlaget. Jeg bliver hverken bedt om, eller betalt for at skrive dette indlæg. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får.