Jeg kan se dig // Boganmeldelse // Mari Jungstedt

Boganmelelse

Reklame

Titel: Jeg kan se dig

Forfatter: Mari Jungstedt

Forlag: People’s Press

Genre: Krimi

Serie: Gotland-serien. 15. uafhængige bind. 

Udgivet: 29. maj 2020

Antal sider: 278

Læst som: E-bog, modtaget af forlaget. 

Mari Jungstedt, Jeg kan se dig, People’s Press, anmeldelse af Jeg kan se dig, Svensk krimi, Anders Knutas, anmeldelse, boganmeldelse, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplar, Fra bagsideteksten:

Roen har lagt sig over Gotland efter turistsæsonen, men septembervejret er smukt, og havet er stadig varmt efter den lange, hede sommer. Frida og tre studiekammerater tilbringer weekenden på den isolerede ø Lilla Karlsö, inden de atter skal i gang med jurastudierne. Efter en lur på en afsidesliggende strand, vågner Frida op i kærestens arme og gør en frygtindgydende opdagelse. Både han og de to andre studiekammerater er døde. Hun er den eneste overlevende. Hvem ville de unge mennesker til livs? Er nogen ude efter at myrde studerende, eller befandt de sig bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt? Og hvorfor undslap Frida? Kriminalkommisær Anders Knutas bliver trukket ind i en skræmmende sag, der trækker tråde langt tilbage i fortiden. 

*********************************************

Mari Jungstedt, Jeg kan se dig, People’s Press, anmeldelse af Jeg kan se dig, Svensk krimi, Anders Knutas, anmeldelse, boganmeldelse, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplarFrida og 4 venner skal på tur til en lille ø, som kun Frida har besøgt før. De glæder sig, og det bliver hyggeligt at være sammen igen, efter ferien, hvor de alle har været spredt for alle vinde. Frida er dog så heldig, at hun er kæreste med én af de andre, og glæder sig generelt til at vise de andre hvor smukt der er. Lige inden de sætter sig i båden, vælger den ene af dem dog at stige af. Han vil ikke sige hvad han skal – blot at det er noget vigtigt. De andre bliver selvfølgelig ærgerlige over det, men synes egentlig at han har opført sig lidt sært det sidste lange stykke tid.

“Hun åbnede bildøren og sørgede for, at Berit kom ind at sidde, før hun gik i gang med at filme menneskene, afspærringerne, de uniformerede betjente og teknikerne, der gik rundt og tog området i øjesyn. Midt i det hele dukkede to politibiler op, og både Johan og Pia genkendte restmedicineren Kristina Hammarström. Det betød, at liget stadig befandt sig på stedet. Man kunne tydeligt mærke angsten blandt de folk, der havde samlet sig. Frygten havde bidt sig fast ude i den sagnomspundne Martebo Mose. Og denne gang var det afgjort virkelighed.”

Frida overlever, men hendes 3 andre venner ligger døde, da hun vågner op fra en lur. Hun går i chok, men får selvfølgelig kontaktet politiet først. Anders Knutas og Karin Jacobsson kommer til øen, og det gør Pia og Johan Berg også. Det er som om de kan trylle, indimellem. De kender altid lige en der kan hjælpe dem på vej, så de er sikre på at være de første til at filme grusomhederne. 😉

Da endnu en person findes død, må de grave dybt for at finde ud af om der er en sammenhæng til de andre mord. Frida er meget fåmælt, hun er gået i chok og kan intet huske fra øen. Men jo længere tid der går, kommer hun i tanke om ting. Bid for bid.

Jeg har altid været vild med Mari Jungstedt’s bøger. De allerførste har jeg haft lånt fra biblioteket, andre har jeg læst som e-bog, andre har jeg lånt af min mor som har dem alle (det er derfor hendes bøger på billedet 😉  ) Men bøgerne er selvstændige, så der kan springes en enkelt eller 2 over (Men gør det ikke 😉 ), og man kan godt følge med i livet til Knutas og Karin alligevel.

Jeg var så heldig at møde Mari Jungstedt til Bogforum i november, da jeg var med som Maria’s assistent, da hun interviewede hende. Her foreslog Mari selv, at hun  skrev en hilsen i bogen, der var til min mor. Hvilket jeg sagde ja til, og min mor blev simpelthen så glad, da hun fik bogen. Én af de ting, jeg rigtig godt kan lide i Mari Jungstedt’s bøger er, at det ikke er krimi det hele. Vi får også noget baggrund. Vi ved hvad de laver i fritiden, og følger med dem hjem og kender derfor både Knutas, Karin og Johan lidt mere indgående. Beskrivelserne virker ret præcise, men jeg ved også, at Mari Jungstedt gør meget ud af det. Hun har boet på Gotland i mange år, og derfor bliver det malende beskrivelser af områderne.

Jeg kan se dig, slutter med en kæmpe cliffhanger… I torsdags, var jeg med til online forfattermøde med Mari Jungstedt og People’s Press, og her talte vi om netop det. Mari lover, at den næste bog i Gotland-serien starter kort efter Jeg kan se dig, slutter. Men hun har faktisk ikke lagt sig fast på, hvad der sker videre… Så det er jeg ret spændt på.

Det tager ca. 9 mdr. at skrive en bog for Mari Jungstedt. Lidt ligesom en baby 😉 Hun har aldrig besluttet sig for hvor mange bøger hun vil skrive i serien, hun tager det bog for bog. Hvis der er læsere til at læse, skal hun nok skrive. Hun lever sig helt ind i sine karakterer, og kan tage sig selv i, at kigge op mod vinduet, der hvor “Karin bor”, og tænke hvad mon hun laver nu. Udover Gotland-serien, har hun også Gran Canaria-serien, og hun har netop udgivet første bog i sin Malaga-serie. Så hun skriver ikke kun på Gotland-bøgerne. Når Mari Jungstedt researcher til sine bøger, går hun all-in. Hvis hun f.eks. skal skrive om en anoreksiramt pige, besøger hun én, og er sammen med hende så meget som muligt, og lærer hvordan hun lever.

Der er 5 hjerter ud af 5 til Jeg kan se dig ♥♥♥♥♥. Jeg var underholdt fra først til sidst, og lagde den ikke fra mig før jeg var færdig. Bogen er ikke så lang, og jeg læste den på en enkelt dag. Den er letlæst, på den måde, at det ikke er voldsomt skræmmende (Altså bastialske mord og blodbad), men stadig uhyggelig og tankevækkende. Anbefales til alle der vil have en god krimi at læse i sommervarmen.Mari Jungstedt, Jeg kan se dig, People’s Press, anmeldelse af Jeg kan se dig, Svensk krimi, Anders Knutas, anmeldelse, boganmeldelse, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplar

Bogen er modtaget mhp. anmeldelse. Jeg bliver ikke betalt for at skrive dette indlæg, og har ingen økonomisk interesse i bloggen. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får.  

Vildskud // Boganmeldelse // Julie Hastrup

Boganmeldelse

Reklame

 

Titel: Vildskud

Forfatter: Julie Hastrup

Forlag: Politikens Forlag

Serie: 8. selvstændige bind om Rebekka Holm.

Genre: Krimi

Antal sider: 416

Udgivet: 28. maj 2020

Læst som: hardback, modtaget af forlaget Julie Hastrup, Rebekka Holm, En Rebekka Holm-krimi, Politikens Forlag, anmeldelse, boganmeldelse, anmeldelse af Vildskud, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplar,

Fra bagsideteksten

Johanne Ejby har mistet sin lille datter på en ferie i Italien. Livet er splintret, hun kan ikke få stumperne til at hænge sammen og begynder derfor i en sorggruppe for mennesker med kompliceret sorg. En dag starter en ung kvinde i sorggruppen. Ud over sin voldsomme sorg rummer hun også en farlig hævnørst, en hævntørst, som langsomt breder sig i sorggruppen. For hvor langt vil man gå for at hævne den, man har mistet? Drabsefterforsker Rebekka Holm, kæmper med at acceptere, at hendes svenske kæreste og kollega, Niclas, efter et drabsforsøg ikke længere er den Niclas, hun kendte. Og ingen kan garantere hende, at han nogensinde vil blive det igen. En dag bliver hun kontaktet af en barndomsven, hvis unge søn, Elias, har fået flere truende breve og anonyme telefonopkald – det samme har Rebekka. Er der mon en sammenhæng? Den unge Elias forsvinder pludselig, Rebekka får atter flere tavse opkald, og i sorggruppen kulminerer hævntørsten i et inferno af ulykker og drab. 

***********************************************

Rebekka’s makker Reza er på orlov, og hun kører derfor solo. Hendes sidste makker Tatjana, begik en grov  tjenesteforseelse, og siden har pladsen stået tom. Hun har et meget anstrengt forhold til Souschefen Jan Simonsen, men han beslutter altså at Rebekka skal have en ny makker – ihvertfald til Reza er tilbage. Derfor får hun tildelt Jonas. Det er hun på ingen måde tilfreds med…. Men da de lige kommer ind i det, så går det faktisk over alt forventning, og Rebekka begynder at være glad for Jonas som makker.

“I det samme blev døren til deres kontor slået op med et brag, og drabschefen tronede frem i døråbningen. Hans rødmossede ansigt var højrødt af vrede, og hans øjne, som i forvejen var små, var nu smalle sprækker i det kødfulde ansigt. “Holm, for helvede. Hvor har du været? Der er klaget over dig.” 

Johanna mister sin lille datter på en ferie i Italien, og starter i en sorggruppe. Der er fyldt med snak, gråd, skam og sorg. Og pludselig også tanker om selvtægt. Men alt de fortæller i gruppen bliver selvfølgelig der. Det er bare som om det hele eskalerer, da der kommer en ny med i gruppen. Og pludselig sker der mange ting oveni hinanden.

“Et makkerskab i politiet kunne sammenlignes med et ægteskab. Det blev opbygget over tid og hvilede på gensidig tillid og blev for mange så tæt, at det føltes, som om man kunne tale sammen uden at sige noget. Det krævede, at man engagerede sig, men det var svært at investere meget i en person, som man kun skulle arbejde sammen med i kort tid. Det var ikke, fordi hun ikke ville arbejde tæt sammen med Jonas, men hun fandt ham meget ung, en lille smule kedelig og alligevel så pokkers tiltrækkende. Det spillede også ind, at de for et par år siden var endt i hendes hvide sofa, en seance, som betød, at de stadig havde det en lille smule akavet med hinanden. 

Der er mange historier i historien denne gang. Vi følger både Sorgterapeuten, de 4 involverede i gruppen, Rebekka’s og Reza’s “privatliv”, den unge streetartmaler og hans far og det kan indimellem være lidt svært at følge med. Alle trådene samles selvfølgelig til sidst, og ender ud i en historie der hænger sammen.

En smule stakåndet nåede han hen til lyskassen, kastede et blik over skulderen for at sikre sig, at ingen så ham, da han så lydløst som muligt skubbede træpladen, der dækkede lyskassen, til side og slap sin tunge taske. Det rungede, da den ramte bunden af lyskassen, og han holdt vejret et par sekunder og lyttede, om der var nogen i nærheden, måske en vagt, inden han behændigt lod sin krop følge efter. Han trak maven ind, mens han pressede sig ind gennem den smalle vinduesramme, og få sekunder efter landede han med et hårdt bump på det rå betongulv i bygningens kælder. Han tog en dyb indånding, kom op at stå og børstede hurtigt eventuelt snavs af tøjet, inden han trak sin tunge taske til sig. Så listede han gennem den mørke kælder hen mod den lille vindeltrappe, som førte op til det forladte akvarie.” 

Rebekka er skamfuld over at hun ikke kan være der for Niclas. Han ligger stadig på hospitalet, nu vågen, men han kan hverken tale eller gå. Skylden over at det er hendes fejl, at han ligger der, bliver tungere at bære hele tiden. Der er snak om at han skal flyttes til et andet hospital længere oppe i Sverige, hvor de kan give ham bedre vilkår. Det er selvfølgelig længere væk fra Rebekka, men hun mener de skal gøre alt de kan for ham, så hun kører gerne længere. Men Niclas virker både ked af det, vred og sur på hende. Da han ikke kan tale, kan han selvfølgelig ikke gøre klart, hvad der er i vejen. Og hun føler samtidig sorg. Sorg over hvad de er nu. Hvad bliver de. Hvordan kommer det til at gå videre. Rebekka har altid været tryg med Niclas – især fordi de har det samme arbejde. Hun skal ikke skjule noget eller tænke over de ting der gør at hun arbejder meget – for det samme gør Niclas.

Stærkt og stort persongalleri. Jeg ser dem alle klart for mig, da Julie Hastrup er god til at forklare og fortælle. Ligeledes med områder og steder, der er intet der er overladt til fantasien, og det er oftest som at være der selv.

Man når at mistænke mange personer på vejen gennem bogen, og vi får selvfølgelig flere og flere spoilere jo længere vi læser, og jeg er spændt på at høre hvad andre har tænkt imens de læste.

Når man lige forstår sammenhængen efter et par kapitler, går det fint. Men starten var meget forvirrende for mig. Og jeg synes ikke det var helt udpenslet hvordan vi springer i tid. Jeg må flere gange tilbage i bogen, for at se hvor det nu var vi var sidst? (Dårlig hukommelse, I know, 😉 Men jeg vil bare gerne læse.) Men det giver alt sammen mening, når man lige kommer et stykke hen.

Tirsdag var Politikens Forlag, Julie Hastrup, jeg og 27 andre bloggere “samlet” til en reception-i-en-boks – Bloggermøde på Zoom. Det var en rigtig hyggelig time, hvor vi hørte Julie fortælle om, hvordan historien blev til, hvilke tanker hun har gjort sig – både før og imens hun skrev historien. Der var ting der faldt lidt på plads for mig i løbet af den time. Bl.a. det her med at Julie Hastrup “føler” alle sine karakterer – hun har empati for dem alle, også for de skurke hun skriver om. Og pga. det, gør det at vi andre også “føler” alle karaktererne. Fordi vi også kommer ind i deres “hoved” og tanker. Vi talte om, om man kan gradbøje sorg. Om hvordan det er at have sorg inde på livet, og være ved at miste, men at man alligevel kan være heldig.

Det er 8. bog i serien om Rebakka Holm. Men de kan læses selvstændigt. Hvis du klikker på dette link, kan du finde små film, som Julie Hastrup har lavet sammen med forlaget.

Der er 4 ud af 5 hjerter til Vildskud. ♥♥♥♥ Jeg synes historien er fascinerende og god, jeg læste i et stræk, og kunne ikke lægge bogen fra mig. Jeg var fanget fra start til slut. Jeg bliver bare forvirret flere gange i løbet af bogen. Og der er mange historier og ikke mindst personer vi skal holde styr på. Og så mangler jeg lidt mere Niclas-content. Jeg MÅ vide mere. Men plottet er gennemtænkt og ikke noget jeg har læst før. Og så er det jo bare altid fedt at vende tilbage til de personer man kommer sådan til at holde af. Og jeg havde savnet Rebekka. Og Reza og Niclas. Og igen… så står man jo her lidt i en sorg? Fordi man godt ved der kommer til at gå en rum tid før man læser om dem igen. Men sådan ved jeg de fleste har det. Heldigvis har Julie Hastrup ikke sat antal på hvor mange bøger hun vil skrive om Holm. Hvis vi vil læse (OG DÉT vil vi…), og hun føler sig inspireret, så fortsætter hun. Og jeg tænker faktisk, at det kunne være ret fedt at læse ALLE bøgerne om Rebekka Holm forfra. Det er jo mange år siden, jeg første gang stiftede bekendtskab med den unge dame.

En stærk bog om sorg på flere forskellige planer. Om hævntørst, selvtægt og folk der ikke er dem man tror de er.Julie Hastrup, Rebekka Holm, En Rebekka Holm-krimi, vildskud, Politikens Forlag, Julie Hastrup, Rebekka Holm, En Rebekka Holm-krimi, Politikens Forlag, anmeldelse, boganmeldelse, anmeldelse af Vildskud, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplar,

Bogen er modtaget med henblik på anmeldelse. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg bliver ikke betalt for at skrive dette indlæg, og har ingen økonomisk interesse i bloggen. Jeg skriver om det jeg har lyst til, og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. 

 

Djevelens Yngel // Boganmeldelse // Myriam H. Bjerkli

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Djevelens Yngel

Forfatter: Myriam H. Bjerkli

Forlag: Capitana Forlag (Norge)

Genre: Krimi

Serie: Kodal-triologien. Nr. 1 er Lille Linerle og nr. 2 er Stella Polaris.

Udgivet: 2020

Antal sider: 400

Læst som: Hardback, modtaget af forfatteren.Myriam H. Bjerkli, Djevelens Yngel, Capitana Forlag, Kodal-triologien, anmeldelse, boganmeldelse, anmeldelse av Djevelens Yngel av Myriam H. Bjerkli, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplar

Ni år gamle Eivind blir kidnappet av en kvinne midt i Sandefjord sentrum, samme dag som 17 år gamle Tobias forsvinner under en sykkeltur i Kodal. Politiførstebetjent Håkon Haakonsen fokuserer først og fremst på Eivinds forsvinning. Hvem vil kidnappe en ni år gammel gut? Da han etter hvert får mistanke om at kidnapperen er guttens halvsøster, Mari, som forsvant for mange år siden, blir det enda mer uforståelig. Hvorfor har hun kommet tilbake og tatt med seg lillebroren sin? Da sykkelen til Tobias blir funnet, skjønner Håkan at heller ikke Tobias har forsvunnet frivillig. Noe har skjedd ham, men det finnes ingen spor. Og så får politiet en drapssak i hendene. Har de tre sakene noen sammenheng?

************************************************

Jeg har modtaget bogen fra forfatteren der er norsk, og har derfor læst bogen på norsk. Anmeldelsen bliver på dansk, men citaterne bliver direkte sat ind – og er derfor også på norsk. Jeg vil rigtig gerne læse norske bøger på originalsproget. Jeg har flere gange læst norske bøger der er oversat til dansk, og det kæmper min hjerne lidt med at styre 😉 Fordi der er en del der er oversat, noget måske lidt forkert, og andre ting der ikke er oversat. Derfor siger jeg som regel ja tak, til de norske forfattere jeg kender, som gerne vil sende mig deres bog. Jeg har læst og anmeldt Myriam Bjerkli’s sidste bog – Stella Polaris også. Den første bog i serien – Lille Linerle – har jeg ikke fået læst endnu, men den ligger på hylden. De er alle 3 fritstående, men det er de samme personer der går igen. Og i Djevelens Yngel, kommer Mari tilbage – hun var med i Lille Linerle.

“Anders stoppet i døråpningen. “Mann? Er vi sikre på at det er en mann? spurte Anders. Håkon strøk en hånd over den blanke skallen. “Nei, vi er vel ikke det. Men det er noe med brutaliteten som gjør at jeg tror det.” Anders nikket så vidt. “Det kan også være en veldig sint kvinne. Daniel var fremdeles svak og lå til sengs, og med den kniven… han nølte litt, “Selv en unge kan drepe noen med en så skarp kniv.”

Vi følger de samme personer som vi møder i Stella Polaris, så jeg tænker at det er en god idé at have læst de første bøger, for at få med hvad de har gjort, og hvordan de har det – og ikke minst hvorfor. Selvom jeg kun har læst Stella Polaris og ikke Lille Linerle, kan jeg godt følge med, men det tror jeg ikke jeg ville kunne, hvis jeg var startet med denne. Der kører 2 forskellige historier, der selvfølgelig sammenfattes til sidst.

“Han bannet og slo knyttneven hardt i sitt eget lår. Hvorfor hadde han flydd på ham? Hva var det han hadde tenkt på da han prøvde å jule opp en skadet gutt? Hvis politiet fant dem her sammen, kom de til å sette ham i fengsel. Marius hulket. Tante Hannah hadde sagt at han kom til å bli akkurat som faren sin. Slem. Enda han prøvde så mye han kunne å være snill, så nyttet det ikke. Tante Hannah hadde rett. Han var slem. En djevelunge.” 

Stella bor med sine 2 drenge i sit nye hus. Daniel ligger fortsat i koma på sygehuset, efter han faldt ned fra altanen hvor de boede før. Hun har sin veninde Hannah, boende i kælderen, det er dejligt for hende, at der er en der kan tage sig af drengene, hvis hun skal ud af døren, eller simpelthen bare har brug for armene fri. Hun hjælper meget, og Stella er hende meget taknemmelig for hendes hjælp.

“Hannah pekte på et av bildene. “Er ikke det han politimannen som vi snakket med? Han skallede?” Stella nikket. “Jo, han heter Håkon. Det var han som fant Daniel da han … falt.” De så på hverandre, den blonde venninnen smilte skjevt og strøk henne lett over kinnet. Ingen av dem sa noe. Det var et uhell, tenkte Stella for sikkert tusende gang. Det var ikke meningen å dytte ham. Det var et uhell. Hannah kikket nok en gang bort på dataskjermen. “Vi får håpe at de finner guttungen,” sa hun. Ja, tænkte Stella. Og at Daniel aldri våkner.”

Eivind bliver bortført. Tobias er ikke til at finde. Nogle kører galt. Nogle rydder op efter det. Mange er forvirrede, og mange forstår ikke helt hvad der sker. Glæde. Sorg. Frygt. Kærlighed. Intet er helt sort/hvidt.

Plottet er velgennemtænkt, og ikke noget jeg har læst før. Man tror man ved hvad der sker, men så skifter plottet lige pludseligt, og intet er som det så ud.

Jeg er vild med Myriam’s skrivestil. Hun skriver mørkt, men letlæseligt. Personkarakteristikkerne er godt beskrevet, og ligeledes er omgivelserne, så man føler man er der selv. Det er let at følge med i handlingen, og der sker ikke for mange ting på én gang. Dejligt og overskueligt. Jeg så gerne Myriam H. Bjerkli sine bøger filmatiseret. Man når at være virkelig sure på nogle af personerne. Man bliver glad i andre, og man hepper og glædes når noget går godt. Jeg tror ligefrem der er et par personer jeg hader… Og det gjorde jeg egentlig allerede i Stella polaris 😉 Men det betyder jo bare, at karakterene i bøgerne betyder noget for én. At hun har ramt et ømt punkt, og lige midt i hjertet. Jeg håber der er et dansk forlag, der får øjnene op for Myriam Bjerkli, da jeg synes alle skal have fornøjelsen af hendes historier. Ellers er norsk helt ok at læse og forstå, så måske skal man bare kaste sig ud i det?

Der er 5 hjerter ud af 5 ♥♥♥♥♥ til Djevelens Yngel. Jeg glæder mig til at se, hvad hun kommer til at skrive næste gang. Denne var jo sidste del i Kodal-triologien. Well done Myriam!Myriam H. Bjerkli, Djevelens Yngel, Capitana Forlag, Kodal-triologien, anmeldelse, boganmeldelse, anmeldelse av Djevelens Yngel av Myriam H. Bjerkli, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplar

Bogen er modtaget med henblik på anmeldelse. Jeg bliver ikke bedt om, ej heller betalt for at skrive dette indlæg. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg har ingen økonomisk interesse i bloggen.

Du må aldrig glemme mig // Boganmeldelse // Mhairi McFarlane

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Du må aldrig glemme mig

Forfatter: Mhairi McFarlane

Forlag: Harper Collins

Genre: Roman / Chick lit

Udgivet: 15. marts 2019

Antal sider: 393

Læst som: Bog. Modtaget af forlaget. Du må aldrig glemme mig, Mhairi McFarlane, Harper Collins, Harper Collins Nordic, anmeldelse, boganmeldelse, anmeldelse af Du må aldrig glemme mig, Du månaldrig glemme mig af Mhairi McFarlane, Chuck lit, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplar,

Fra bagsideteksten:

Georgina Horspool har aldrig i sit liv haft en mere katastrofal uge. Hun bliver fyret fra sit job på Sheffields værste restuarant, og tager så på uanmeldt besøg hos sin komiker-kæreste og overrasker ham i seng med en anden. Hun har intet andet valg end at slå op med ham og finde sig et nyt job i en fart. Hendes nye chef viser sig at være hendes store kærlighed fra skoletiden, som hun ikke har set siden afslutningsfesten… Kan det blive værre? Ja! Da den halvkendte komiker-eks-kæreste begynder at bruge detaljer fra deres forliste forhold i sit stand-up repertoire. Men måske kan Georgina tage magten over sin fortid og vende det hele til sin fordel. 

****************************************

Chick-lit når det er bedst. Det er en blanding af Bridget Jones og Nynne’s dagbog, med lidt Rita over sig. Jeg kan ikke helt forklare det.

“Jeg rettede på min kjole og blev nervøs over, om Willard – på trods af at han i sin Elmo-sweatshirt ikke selv lige lignede en praktikant på Vogue – havde ret, og det var for meget. Kjolen var dybrød og havde en hjerteformet udskæring, der var ret dyb og jeg havde sådan en barm, der ikke lige led af mindreværdskomplekser.”

På det nye job Georgina tager, viser det sig, at en af ejerne er hendes gamle flamme fra skoletiden. Men han kan ikke kende hende, og det gør hende en lille smule såret? Hun lader dog også bare som ingenting. Når han ikke vil kendes ved hende, så skal han ved gud heller ikke. Da hendes ekskæreste begynder at røre på sig i periferien, gør hun ham det helt klart, at han bare skal holde sig væk. Men det er vidst lettere sagt end gjort.

“På vejen hjem må jeg tørre de varme tårer væk og spekulerer på, hvor meget de skyldes min søsters mangel på tillid, hvor meget der er min mors observation om, at jeg er på vej mod sidste holdbarhedsdato, og hvor meget der skyldes begivenhederne i går aftes. Fem minutter senere siger min teleforn pling. Hun mener virkelig ligesom alle andre, at jeg er pinlig. Held og lykke med pub-jobbet. MEN BOL IKKE, JEG GENTAGER, BOL IKKE MED NOGEN VED ET TILFÆLDE”

Første bog jeg læser af forfatteren. Og lad mig bare slå helt fast! Det er absolut ikke den sidste. Jeg overvejer at se om jeg kan finde de andre hun har skrevet på Mofibo. Indimellem er det altså helt fantastisk at læse noget der er let, sjovt og humørfyldt. Dejligt.

“Han bed i sin kuglepen og sendte mig et varsomt smil. Et eller andet og alt havde ændret sig. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at små øjeblikke kan være utroligt store. “

Let genkendelige personer der er med i bogen, og hun er rigtig god til at beskrive dem, så man har et helt klart billede af, hvordan de ser ud. Og ligeledes med Georgina, man kender hende ret godt, når bogen slutter. Hun har rod i sit liv, både med kærligheden og privatlivet, og hun kommer ud for en del ting, som man ikke helt kan lade være med at trække på smilebåndet over. Jeg er underholdt hele vejen igennem, og jeg tog ikke lang tid om at læse den, for den er svær at lægge fra sig.

“Jeg træder ind til undervisning med lette skridt hver dag. Jeg går rundt på campus med et smil på læberne, og jeg er ligeglad med, om der er nogen, der synes, at jeg er et fjols. Det er så nyt for mig at føle, at jeg har styr på tingene. Jeg vil bestå med bedste karakterer, det er ikke for at være ubehagelig, men for at bevise, at det ikke er nogen skam at tage den lange omvej for at nå frem til det sted, man vil hen. Det gør ikke noget hvis man kommer til at dreje forkert undervejs. Det, der tæller, er, at man til sidst når frem til det sted, hvor man vil være.”

Der er 5 hjerter ud af 5 ♥♥♥♥♥. Jeg var underholdt, og har grint så meget undervejs. Men også tænkt lidt store tanker.. faktisk. Man kan det man sætter sig for – hvis man virkelig vil!  Jeg er ihvertfald klar til at læse flere af hendes bøger. Jeg anbefaler den til alle der vil have lidt “let” chick-lit.Du må aldrig glemme mig, Mhairi McFarlane, Harper Collins, Harper Collins Nordic, anmeldelse, boganmeldelse, anmeldelse af Du må aldrig glemme mig, Du månaldrig glemme mig af Mhairi McFarlane, Chuck lit, krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplar

Bogen er modtaget i gave. Jeg er ikke blevet bedt om, ej heller betalt for at skrive dette indlæg. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer. Jeg har ingen økonomisk interesse i bloggen. 

Refugium //Boganmeldelse // Anita Albers

Boganmeldelse

Reklame

Titel: Refugium

Forfatter: Anita Albers

Forlag: Brændpunkt

Genre: Roman

Udgivet: 7. februar 2020

Antal sider: 294

Læst som: Papirbog modtaget af forlaget, efter aftale med forfatteren.  anmeldelse, boganmeldelse, anmeldelse af , krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplar, Refugium, Anmeldelse af Refugium, Anita Albers, Roman

Fra bagsideteksten:

“”Hvem er du? Du må ikke være her.” Han sagde det med så megen overbevisning, at jeg gættede på, at det var hans jord. “Jeg hedder Juliane, og jeg må være, hvor jeg har lyst til at være,” svarede jeg og gengældte hans åbne blik, mens jeg lagde armene over kors. Han granskede mig et øjeblik. “Hvor gammel er du?” spurgte han og lagde hovedet på sned, som om han allerede vidste det og skulle tjekke, om jeg ville lyve for ham eller fortælle sandheden. “Tolv,” svarede jeg. “Og hvor gammel er du?” “Også tolv, men jeg fylder snart tretten. Altså i december, der bliver jeg tretten,” svarede han. “Nå, der er da et stykke tid til.” “Ja, okay.” Vi smilede prøvende til hinanden. Som om det var tilstrækkeligt, at vi havde alderen til fælles, vinkede han mig hen til sig. Forfatteren Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i stand, så den kan sælges. I den lokale købmandsbutik støder hun tilfældigvis på sin barndomsven Janus, og snart begynder barndommens uskyldighed at kaste lys over voksenlivets komplikationer og omvendt. 

*********************************************

Jeg synes det er en smuk og fortællende bog. Den fortæller det hele – på godt og ondt. Hvordan det er at blive skilt. Hvordan det er at stå midt i livet, og ikke helt ved hvad næste skridt skal være. Hvordan det er at føle noget igen, efter det muligvis har ligget i dvale i mange år. At man sagtens kan blive bange, nervøs, fnisende, glad og utrolig forelsket igen. Men også om de tanker man gør sig, når man er den der er flyttet. Den der har taget beslutningen. Den der gør de andre kede af det. Og jeg var flere gange fyldt til randen med tårer – for tit så var det nærmest mig hun skrev om.

“Den velkendte lugt af mange års laden og gøren slog mig i ansigtet det øjeblik, jeg trådte indenfor. Den blandede sig med duften af kaffe og noget andet, noget nyt, eller var det et fravær? Var det mig, der ikke længere indgik i husets lugt? Max trådte til side og lod mig komme forbi. I entréen så alting ud, som før jeg flyttede. De samme malerier på væggen, det samme rektangulære, persiske tæppe på gulvet.” 

Juliane tager til hendes afdøde mosters gård. For at finde ro, hvile og kunne tænke. Et refugium – hvor der er plads til alle hendes tanker. Hvad skal hun nu? Skal gården sælges? Kommer hendes døtre og besøger hende? og hvad skal hun stille op med eksmanden? Er der nogle følelser tilbage, eller er det helt slut? Var det lettere bare at vende tilbage til det kendte? Og så møder hun barndommens ven. Janus. Han har også sit at kæmpe med, men Juliane føler at han finder ro når han er hos hende for at hjælpe. Men ro fra hvad? Og hvorfor forsvinder han pludseligt igen.

“Det var jo lige så meget min egen skyld. Jeg kunne jo bare have bedt ham om at hjælpe. Så er jeg sikker på, han havde gjort det.” Ville han det? Ja, helt sikkert. I hvert fald til at begynde med. “Jo jo, men nu taler jeg jo ikke om skyld. Det har ikke noget med skyld at gøre. Det handler om at kunne holde sit liv ud.” Paula lyder en smule vred. Jeg kan ikke tælle de gange, hun har opfordret mig til at forlade Max. Han udnytter dig, kunne hun sige. Er det, hvad du vil bruge resten af dit liv på” Tanken om resten af livet skræmmer mig stadig. Jeg gyser og stikker hænderne dybere ned i lommerne. “Nogle gange tænker jeg på, om det var det rigtige at gøre. Pigerne hader mig.” 

Jeg synes Anita Albers skriver helt fantastisk. Jeg var fanget helt fra start. Måske er det fordi jeg selv netop har gennemgået en skilsmisse, og kan føle helt ind i hjertet, hvad hun har følt, tænkt og oplevet. Jeg ved godt, at ikke 2 forløb er ens. Men det er som om jeg connecter lidt med hende – selvom det lyder lidt sjovt. Og det var også derfor jeg sagde ja, da hun spurgte om jeg ville læse hendes bog. Jeg tænkte at jeg muligvis kunne blive klogere, eller få nogle informationer jeg kunne bruge til noget. Jeg kender ikke mange der er blevet skilt, og jeg er den første i min familie, så jeg har ikke haft så mange sparringspartnere til det her. Venner har jeg haft! Masser af dem, og de støtter mig stadig ♥ Men det er lidt anderledes at læse om noget man selv har oplevet. Dermed ikke sagt, at du ikke kan få noget ud af bogen, hvis du ikke er blevet skilt. For det kan du. Det er betragtninger på livet. Det er selvkærlighed, fortvivlelse, savn, kærlighed og venskab når det er smukkest. Skøn og befriende synes jeg den er.

“Vi kravlede op på bredden og lagde os ved siden af hinanden på ryggen. Vi åndede tungt og lo, som vi altid gjorde, når vi havde svømmet ud til øen.”

Det er som om, jeg selv bliver 13-14 år, og kan huske hvordan det var, da jeg mødte ham, som jeg siden har kaldt min “sommerferiekæreste”. Den glæde i maven, sommerfuglene. Dem kan jeg næsten føle igen. Og det er lidt sjovt, det der med sommerfugle i maven. At man kan få dem selvom man er så gammel 😉 Jeg havde ikke helt troet det, da jeg for et år siden lod mig skille fra min mand igennem 20 år. Men det kan man. Man bliver aldrig for gammel til kærlighed, sommerfugle i maven og forelskelse. Og når man er forelsket er man 17 år igen 😉

Der er 5 hjerter ud af 5 til Refugium. ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ anmeldelse, boganmeldelse, anmeldelse af , krummeskrummelurer, Krummes Krummelurer, krummeskrummelurer.dk, anmeldereksemplar, Refugium, Anmeldelse af Refugium, Anita Albers, Roman

Bogen er modtaget mhp. anmeldelse. Det er altid min helt uforbeholdne mening du får. Jeg bliver ikke bedt om, ej heller betalt for denne anmeldelse. Jeg har ingen økonomisk interesse i bloggen. Jeg skriver om det jeg har lyst til og som jeg finder interessant og i tråd med bloggens temaer.